Udover at opleve ballon-festivalen, som egentlig var det vi kom for i Albuquerque, så ville vi også rigtig gerne rundt og spotte nogle af de locations, der havde været med i Breaking Bad. Vi slugte alle sæsonerne råt, og det er nok en af de bedste serier vi har set nogensinde. Og når man nu var i byen, hvor det meste af serien er optaget, så skulle vi da rundt og se lidt 🙂
Vi brugte omkring en formiddag på at køre rundt i byen efter nogle steder, som vi havde fundet på nettet. Vi lagde ud med at køre efter campingvognen, som – efter hvad jeg havde læst i hvert fald – skulle være at se ude i noget der nærmest var ørken. Desværre lykkedes det os ikke at finde den, og da vi nåede et hegn, måtte vi vende om. Hvilket måske også var meget godt, for det viste sig at vi befandt os i et indianer territorie…
Senere kørte vi forbi Walter og Skylers hus – hvor beboerne efter de mange besøgende har været nødt til at sætte et skilt op, om at man ikke må træde ind på grunden.
Vi var også en tur forbi den hal, hvor selve plakaten til sæson 5 er lavet. Plakaten kan man se lige HER. Desværre var det ikke muligt at komme ind i hallen, selvom det virkelig fristede.
Ved et tilfælde endte vi faktisk også med at spise morgenmad på netop den Denny’s restaurant, hvor den HER er optaget. Og en aften besøgte vi også en restaurant, som var ret populær blandt produktionsholdet, da de optog i byen. Den er også med i serien.
Overvej i øvrigt lige hvor blå himlen er på de her billeder! Jeg har nærmest ikke justeret i farverne – tværtimod. Åh, hvor vil jeg altså gerne tilbage! Albuquerque var virkelig et hit.
Er I også ude at spotte film-locations når I er afsted? Jeg synes det er lidt sjovt når man kan genkende noget fra en film eller serie. Vi så bl.a. bygningen fra Friends, da vi var i NYC for nogle år siden, og i Chicago var det også nemt at genkenden nogle af de steder, der var med i filmen Divergent.
English: Besides watching more than a hundred hot air balloons ascend at once, we also tried to spot some locations from Breaking Bad when we were in Albuquerque. I really loved that city and would definitely come back anytime!