Togtur gennem Danmark og Tyskland på vej til Mecklenburg og øen Rügen.
Sidste tirsdag tog vi jo som bekendt afsted til Tyskland som en del af kampagne #einsmuttur, arrangeret af Rejselandet Tyskland i samarbejde med Mecklenburg-Vorpommern. Vi tog afsted tirsdag fra Danmark med tog, og da vi ankom til Rügen – Tysklands største ø – lidt senere på dagen, ventede der os en masse gode historier om det gamle østtyskland. Bare på førstedagen blev vi allerede en hel del klogere på vores naboland, og kameraet fik heller ikke lov at stå stille. Vi knipsede løs 😉
Rügen: Grønne bøgeskove og en imponerende kyst
Rügen er Tysklands største ø, og et område hvor naturen er i fokus. Der er mulighed for oplevelser både til lands og vands, og som de selv skriver i brochuren for øen, så er Rügen både beach, ocean, adventure, romantic, active, nature og cultural experiences. Der er både gotiske bygninger, cykelstier hele vejen rundt på øen, store bøgeskove, masser af havudsigt, stier til hiking og historier om det tidligere Østtyskland. De hvide kridt klipper rejser sig over havet langs kysten og viser tydeligt, hvorfor Jasmund National Park er på UNESCO’s verdensarvsliste som et naturvidunder. I nationalparken strækker den hvide kyst sig omkring 12 kilometer langs kysten, ud af i øens alt 574 km kystlinje. Øen er næsten 1000 kvadratmeter stor og strækker sig cirka 51 km fra nord til syd – og omkring 43 km fra øst til vest. Vi ankom med offentlig transport til øen, og det er generelt nemt at komme rundt på øen med gode bus- og togforbindelser.
Jasmund National Park og udsigten fra Königsstuhl.
Udsigten fra Königsstuhl i Jasmund National Park
Baumwipfelpferd på Rügen med udsigt over øen og de fineste bøgeskove.
Baumwipfelpferd på Rügen
En af de største attraktioner, Kongestolen (Künigsstuhl), ligger i Jasmund National Park, som ligger hus til de imponerende hvide klipper. Kongestolen befinder sig 118 meter over det baltiske hav og giver et skønt udsyn over de nærliggende bøgeskove og den nærmest blå kystlinje. Jasmund er i øvrigt med sine 30 kvadratkilomenter Tysklands mindste nationalpark.
Derudover er der også et nogle badebyer rundtomkring på øen som tiltrækker en del besøgende. Bl.a. byen Binz, som vi desværre ikke havde tid til at opleve, men som vi kort gjorde holdt i for at handle lidt ind. Her ligger bl.a. Rügens største badeby ved en del af øens fineste bugter.
En oplevelse, som vi ikke har prøvet før, men som vi blev meget positivt overrasket over, var Baumwipfelpfad – en tur rundt i trætopperne via en sti bygget op til 40 meter over skovbunden. Her kommer man op og får udsigt over bøgeskoven og en stor del af øen, og det giver et helt nyt perspektiv på området. Det er en 1250 meter lang sti, hvor man langsomt bevæger sig op i højden. Stien er barnevogns- og kørestolsvenlig på trods af at man kommer 40 meter over jorden. Selve udsigtstårnet er formet som en ørnerede. Det firma, der står bag tree top walk‘en har også andre udsigtstårne i Tyskland – allesammen tilpasset det område, de ligger i.
Området ved vores hotel Prora Solitaire – historien om det sted finder I længere nede i indlægget 🙂
Hotel Prora Solitaire
Vores døgn på Tysklands største ø Rügen
På trods af vores lidt korte stop i Rügen fik vi hurtigt en fornemmelse af den feriestemning, der er på øen. Rügens mix af grønne bøgeskove, blå kystlinjer, fine sandstrande og charmerende badebyer var lige præcis det, vi havde brug for, for at komme helt ned i gear og mærke, at det rent faktisk er sommerferie nu for vores vedkommende.
Vi ankom til Sassnitz med tog, hvor vi blev samlet op i bil og kørte herfra direkte ud til Jasmund National Park. Vi har faktisk ikke været forbi Møns Klint i Danmark før, men Königsstuhl i Jasmund er meget lig Møns Klint – selvfølgelig bare på den anden side af det baltiske hav. Vi stod på selve Königsstuhl og havde udsigt over de flotte, hvide skrænter langs kysten – og havde vejret været lidt mere klart i horisonten, havde vi kunnet skimte Danmark i det fjerne. Efter at have udforsket et lille hjørne af Jasmund, som har meget mere at byde på, gik turen videre til netop gåturen blandt trætoppene, som nævnt ovenfor.
Oppe blandt trætoppene fik vi et overblik over øen, som hovedsageligt er præget af store, grønne bøgetræsskove. Her fortalte vores guide, at en del af området tidligere havde været brugt som militærøvelsesområde. Og netop derfor var området særligt velbevaret og var ikke blevet jævnet med jorden til fx bebyggelse, som andre steder i Tyskland. Vores guide fortalte også, hvordan man i dag kunne se den tidligere grænse mellem Øst- og Vesttyskland på grund af de velbevarede naturområder og skove.
Et andet historisk stop på vores tur var vores hotel for natten mellem tirsdag og onsdag. Her boede vi på Prora Solitare, som også er plottet ind på kortet herunder. Hotellet er nyt, men placeret i nogle bygninger, som Hitler i sin tid stod for. Ved kysten omkring Binz ligger nemlig et kæmpe resortkompleks, som Hitler opførte omkring 1939. Ved et tilfælde faldt vi faktisk over videoen nedenfor, inden vi skulle afsted. Det er en kort video på to minutter, der fortæller om Hitlers forladte resort. Et resort som skridt for skridt nu er ved at blive renoveret og løbende bliver taget i brug til fx hostel, museer og fine hoteller.
Vi var inviteret af Rejselandet Tyskland og Mecklenburg-Vorpommern som en del af kampagnen #einsmuttur.
2 kommentarer
Hvor ser det bare ud til, at I har haft en rigtig hyggelig tur. Er vild med det fokus, der er begyndt at være på Tyskland hyggelige byer og fantastiske natur i internetland! Landet gemmer jo på så mange fantastiske steder(:
Camilla | http://cammi.dk
Vi havde bestemt en hyggelig tur 😀 Og ja, jeg har virkelig også fået øjnene op for de mange fine byer og skøn natur, der er lige på den anden side af grænsen. En interrail eller roadtrip rundt i Tyskland ville være ret lækkert!