Har I planlagt jeres sommerferie og fyldt kalenderen med solskin og godt selskab? Selv har vi faktisk ikke noget planlagt, andet end at det meste af sommeren kommer til at foregå i København. Og i den forbindelse skal vi helt sikkert forbi Copenhagen Street Food til noget koldt at drikke og en bid mad. Vi har tidligere været derude et par gange, og hver gang har det været en fest for både smagsløgene, øjnene og humøret.
Copenhagen Street Food er en kæmpe hal, der tidligere var papirsfabrik, fyldt med madboder og hyggelige kroge, hvor man kan sidde og nyde sin mad og skåle med vennerne. Copenhagen Street Food ligger på Papirøen og har lige nu Experimentarium som nabo, men ligger ellers lidt væk fra de typiske attraktioner og seværdigheder i København. Udsigten derfra fejler dog ikke noget, og man kan bl.a. se til Skuespilhuset på den anden side af Københavns Havn.
Stemningen er afslappet og perfekt til en hyggelig, solrig dag (solen er faktisk på mere eller mindre hele dagen fra middag til solnedgang), hvor man skal have maddepoterne fyldt op og samtidig gerne vil prøve noget nyt. Der er burgere, koreansk, hotdogs, mexicansk, pizza og meget, meget mere. Valgmulighederne er i den grad mange, og de gange, vi har besøgt markedet, har vi haft svært ved at vælge, men altid endt ud med en god madoplevelse, som har givet os lyst til at vende tilbage. En af kriterierne for madboderne på Copenhagen Street Food er i øvrigt også, at de skal tilbyde en ret til 50 kroner, så der på den måde er lidt for enhver pengepung.
Nu efter vi er flyttet tilbage til København, har vi dog endnu ikke været tilbage, men det bliver der bestemt lavet om på i løbet af de næste sommermåneder, som vi går i møde og også nyder godt af nu.
Har i været forbi? Og er der nogle af madboderne, I kan anbefale? Hvis i endnu ikke har været forbi, kan det i hvert fald anbefales, hvis I befinder jer i København henover sommeren 🙂
Desværre er Copenhagen Street Food ikke kommet for at blive, da der er planer om at bruge stedet til noget andet. Indtil videre er det planlagt at Copenhagen Street Food skal holde åbent til februar 2018, så vi har heldigvis lidt tid endnu til at nyde godt af initiativet.
Åbningstider: Mandag til onsdag 12-21, torsdag til lørdag 12-22, søndag 12-21 (nogle lukker kl. 20 søndag). Torsdag, fredag og lørdag holder barerne dog længe åbent.
Adresse: Trangravsvej 14, 7/8, 1436 København K
6 kommentarer
Mmmm… Jeg elsker deres koncept! Var der 2-3 gange sidste sommer, og tænker også at vi skal forbi i år. Evt. med barnevognen 🙂
Jeg kan varmt anbefale FAT Burger – lækker og juicy burgers. Og så har jeg prøvet nogle wraps, der er lavet på æg og ikke mel med lækkert fyld. Kan dog ikke huske hvad boden hed. Noget særligt I kan anbefale?
Det gør jeg virkelig også, Søs! Ja, det virker som om det også kan være nemt at komme rundt derude med barnevogn 🙂 Åh ja, FAT burger har vi også været forbi! Så lækkert 😀 Og så er vi også ret glade for Toldbodens Fish & Chips. Mener det er navnet. Det er i hvert fald virkelig godt 😀
Uh, Fish’n’Chips er virkelig også godt. Det må prøves! 😀
Ja, det er virkelig lækkert! Sidder helt og får lyst til det nu 😛
Det er bare så lækkert derude!
Ja, der er virkelig mange spændende madoplevelser derude! Vi skal helt sikkert derud igen i løbet af sommeren 😀