For efterhånden en del tid siden forsøgte vi at samle op på nogle af de nationalparker vi havde besøgt i USA. Egentlig var det ikke meningen at fokus kun skulle være på nationalparker, for USA har så mange andre parker og naturområder, som ikke lige har titel som nationalpark, men som bestemt stadig er et besøg værd. Tidligere har vi nævnt Blue Ridge Mountains og Lost Maples State Natural Area (Texas), som I kan læse mere om HER. Blue Ridge Mountains har vi efterhånden fået besøgt et par gange siden da – både inden og efter efterårsfarvernes indtog.
Denne her gang tager vi fat i nogle af de klassiske amerikanske nationalparker: Yosemite, Sequoia og Death Valley. Alle nogle vi besøgte på vores første roadtrip i 2011, men som jeg i hvert fald godt gad tilbage til. Jeg har ærlig talt lidt svært ved at forstå hvor flot natur nogle gange kan være, som bl.a. ved Yosemite. Jeg tror først det gik op for mig hvor flot det egentlig er, da vi kom hjem og sad og kiggede på billederne.
YOSEMITE NATIONAL PARK
Det var virkelig varmt og virkelig fyldt, da vi besøgte Yosemite, og som jeg skrev tidligere, havde jeg lidt svært ved at forstå hvor flot det egentlig er. Nu hvor jeg kigger tilbage på billederne, er der selvfølgelig ingen tvivl om at det er et fantatisk flot landskab, og det er helt sikkert et besøg værd, hvis man er i Californien!
Vi havde i øvrigt aldrig hørt nogle udtale Yosemite før vi stod i USA, og bad receptionisten på et hotel, om nogle brochure til “Yose-mite”, haha. Nu har vi dog lært det, men hvis I også er lidt i tvivl, kan I høre det HER.
SEQUOIA NATIONAL PARK
Egentlig ville vi gerne have besøgt Redwood National Park, men da det ligger helt nordligt i Californien, kunne vi ikke rigtig nå det i forhold til vores overordnede tidsplan. Derfor satsede vi på Sequoia National Park, som også har rimelig mange kæmpe træer at byde på – bl.a. verdens største træ, når det gælder massefylde.
Og ja, jeg var meget begejstret for de store træer og rødderne, som I nok kan se på billedet 😉
DEATH VALLEY
Vi kørte igennem Death Valley National Park på vej fra Californien til Las Vegas i Nevada – og det er altså ikke for sjovt, at de skilter med at man skal have vand, benzin og mad med til at kunne klare sig selv. Der var intet! Vi havde fået fyldt godt op, og heldigvis for det, for hold op hvor var det varmt. Jeg brændte mig seriøst på toiletbrættet! Sorry, hvis det er too much information, haha. Det er nok også her vi har oplevet den varmeste temperatur med 119 Fahrenheit – svarende til 48,3 Celcius!
Fandt i øvrigt lige den HER artikel med fun facts om Death Valley. Vidste I f.eks. at det er den største nationalpark i USA? Det er også i Death Valley at verdens varmeste temperatur nogensinde er målt – 56,7 grader Celcius i 1913!
Virkelig tre vidt forskellige nationalparker, men allesammen en kæmpe oplevelse! Og specielt Yosemite gad jeg godt besøge igen, hvis vi skulle komme forbi. Har I besøgt nogle af stederne?
English: Three American National Parks we visited in 2011. It feels like such a long time ago, but the photos bring the memories right back. I would love to visit especially Yosemite again!
8 kommentarer
Skønt indlæg som bare får mig til at glæde mig endnu mere til jeg skal besøge to af parkerne (Yosemite og Death Valley) til september! 🙂
Bliv endelig ved med at bringe fotos, oplevelser og gode råd fra jeres tur i 2011, jeg kommer til at suge det hele til mig. (Jeg har læst jeres blog fra ende til anden så de andre indlæg om Cali mm. er nøje gennemlæst.)
Kh. Christine
Ej hvor dejligt at høre, Christine! Yosemite og Death Valley er bestemt også to gode og ret fantastiske parker 😀 Jeg kan virkelig godt forstå at du glæder dig til september!
Vi har stadig masser at dele fra alle vores roadtrip, så der kommer nok løbende en masse på bloggen. Godt at høre at du kan bruge det i hvert fald! Og også fedt at du har kigget det hele igennem 😀 Tak fordi du følger med!
KH Laura
Michelle og jeg var også forbi de to nationalparker for mange mange år tilbage – det var virkelig smukt!!! Jeg tror desværre ikke rigtig, at vi har nogle billeder af det. Det var helt tilbage til den tid, hvor vi ikke gik særlig meget op i fotografering (tsk tsk. Godt at der er blevet lavet om på det ;-)). Death Valley skulle vi egentlig have besøgt. Men så glemte bussen os (NOOOOOOOOOO!!!). Det var bare den mest nederen morgen ever. Husker stadig hvor gal jeg var, hahah :b
Det er nemlig virkelig smukt! Ærgerligt at I ikke fik billeder af det dengang – det må måske betyde at I skal forbi igen 😉 Hehe. Der er ikke andet for. Og hvor lyder det vildt med Death Valley! Jeg var godt nok også blevet hidsig! Det er godt nok en irriterende måde at gå glip af det på – når andre vælger for én at man åbenbart ikke skal se det, fordi bussen ikke dukker op =/
Hvis der er noget som virkelig kan imponerer mig hver gang, så er det naturen! Selvfølgelig synes jeg også om byer, de kan være fede, smukke osv. men naturen har det altså med at slå benene væk under mig. USA’s natur ser bestemt heller ikke dårlig ud 😉
Det kan jeg godt følge dig i, Tine! Det er så vildt at naturen kan være så forskellig og storslået. Nogle gange er jeg dog nemmere at imponere, når jeg kigger på billederne bagefter, fordi jeg slet ikke kan forholde mig til hvor flot det egentlig er, når jeg står overfor det. USAs natur er virkelig helt vildt smukt! Og det samme er de amerikanke byer egentlig også 😉
Det kender jeg alt for godt! Jeg har flere gange været mættet af oplevelser eller bare har oplevet en masse fantastisk natur på en rejse, at noget af det sidste ikke virker så flot, som når man lige får slappet af igen og gennemgået ens billeder 🙂 Det skete bl.a. for mig, da jeg var i Australien for et par år siden 🙂 Jeg har “kun” været i NYC, så kan ikke udtale mig så meget om USA, men NYC var i hvert fald en fed by!
Ja, det er nok også fordi man er helt mættet af indtryk og oplevelser – men som du siger, så er det oftest ret flot, når man så kigger billederne igennem bagefter og lige får slappet af og gennemgået alle oplevelserne! Jeg kunne godt forestille mig at Australien også var noget af en mundfuld at forholde sig til. Gad virkelig godt opleve det på et tidspunkt! Og ja, NYC er helt sikkert en fed by fyldt med masser af indtryk 😀