Mine forældre har altid sagt “Intet nyt er godt nyt”, når jeg har været afsted. Sætningen var endda med i min konfirmationssang, og når jeg ser sætningen, kan jeg slet ikke lade være med at synge den på melodien til “Jeg ved en lærkerede”, som min konfirmationssang fra mine forældre var skrevet på. Jeg har altid været dårlig til at ringe når jeg har været afsted – men til gengæld har jeg været vildt god til at tage billeder af det hele, som de kunne se når jeg kom hjem (at de fleste billeder var taget i bussen er noget andet…) 😉 Men selvom jeg ikke har ringet og skrevet hver dag, betyder det ikke at jeg ikke har savnet og ikke haft hjemve.
For efterhånden noget stykke tid siden faldt jeg over en artikel om hjemve, som blev delt på Facebook, og da jeg læste den kom jeg til at tænke på hvornår jeg har haft allermest hjemve. Hjemve er lidt en sjov størrelse. Det er svært at beskrive og forklare, fordi det selvfølgelig er meget individuelt hvor, hvornår og hvordan man føler hjemve. I artiklen beskrives hjemve som:
the distress and functional impairment caused by an actual or anticipated separation from home and attachment objects such as parents.
Beskrivelsen er lidt teknisk, men under alle omstændigheder, så er følelsen af hjemve noget jeg helt sikkert kan nikke genkendende til. Godt nok fokuserer artiklen på hjemve ved folk der arbejder abroad, men hjemve rækker jo langt ud over det. Jeg har haft hjemve både da jeg var på koloni i børnehaven, når jeg har været på lejr i folkeskolen, når jeg har været ude og rejse – om det har været for én uge eller én måned. Jeg har endda også nogle gange hjemve i hverdagen i København. Det er svært at forklare hvad det lige præcis er der mangler, når jeg savner. Nogle gange er det min familie, andre gange er det rugbrød og lakridser 😉 Både mad og familie er i øvrigt i høj kurs for tiden!
Jeg blev naturligvis ramt af hjemve, da Anders og jeg backpackede rundt i Sydøstasien. Vi tog afsted i december og skulle være afsted i 3 måneder. Det betød at jul og nytår skulle tilbringes i Malaysia – noget jeg syntes var helt vildt fedt! Jeg glædede mig virkelig. Vi havde en super hyggeligt juleaften og nytårsaften, hvor jeg, på trods af de lidt atypiske rammer, faktisk ikke havde vanvittigt meget hjemve. Til gengæld havde jeg virkelig hjemve den 25. december. Hele min familie plejer at samles 2. juledag til julefrokost hos min mormor og morfar, og det var faktisk det jeg havde sværest ved at undvære. Det var også den 25. december jeg ringede hjem fra Malaysia og ikke juleaften. Heldigvis plejer det altid at hjælpe på det når jeg så ringer hjem.
Grunden til at man savner og længes hjem når man er væk, er vel nok, som de skriver i artiklen, at “home is comforting, familiar and filled with people who love and care about you.” Hjemme har man en base fyldt med tryghed, og hvor folk kender en og holder af en. De gange Anders og jeg har rejst rundt, har vi oftest rejst bare os to, hvilket nok har betydet at jeg har haft meget mindre hjemve, end hvis jeg havde rejst alene.
Nu hvor vi har været afsted i snart to måneder, kan vi begge godt mærke at Danmark, de trygge rammer og den velkendte mad efterhånden trækker lidt. Heldigvis hjælper det at kunne skrive mails, chatte på Facebook eller ringe sammen via Skype. Nettet i Bolivia var endda overraskende stærkt nok til at jeg kunne skype med mine forældre en aften og Anders med sin søster. I Cusco i Peru fik vi også skypet med Anders’ storebror, svigerinde, nevø og niece. Det er hårdt at være hjemmefra når man har en nevø på under et år og en niece på 3, da der sker utrolig meget på 4 måneder. Men heldigvis får vi løbende billeder og kan følge lidt med på afstand 🙂
Men med en rejselyst og nysgerrighed som den Anders og jeg har, så er hjemve vel en del af prisen, for at komme ud og opleve og udforske. Man kan ikke altid være sammen med dem man elsker, og det er kun godt at få nysgerrigheden stillet og komme ud og få en på opleveren. Det er sundt og godt at længes ud – og længes hjem.
I bund og grund er det vel egentlig også noget positivt, det at savne og længes hjem – at man har sin familie og sine venner så kær, at det kan være svært at undvære dem i længere tid. Heldigvis har hjemveen endnu ikke forhindret mig i at tilfredsstille mig rejselyst og udlængsel 😉
Hvornår har I følt allermest hjemve? Når I har boet udenlands, rejst alene eller noget helt tredje?
2 kommentarer
Hej med jer,
det er en meget naturlig del af have hjemve. Nu har jeg boet i Japan i over 3 1/2 år og jeg har haft min del af hjemve. Men mest omkring højtider og specielle begivenheder som Sct.Hans. Men jeg har lært at det er en del af at være udenlandsdansker. Det hjælper at tænke på alle de oplevelser man får som man ikke ville have fået hvis man ikke havde taget springet. Med tiden aftager det som man får skabt sig sin egen hverdag og idag har jeg stort set ikke hjemve mere. Jeg har mit liv herude. Selvføldig er der bestemte ting man savner eks Gajoler 😉 men det kan jo heldigvis sendes med posten og jeg kan købe når jeg er i Dk så jeg har et lager herude. Omvendt når jeg er i Dk så er der ting jeg savner fra Japan som jeg ikke kan få i Dk. Men på et tidspunkt forsvinder hjemvegen og hvis man kan komme over de første 3 mdr har man større chanche for at tilpasse sig sit nye hjemland.
Jeg håber snart i kommer over hjemvegen og at i må have en fortsat god rejse.
Som udenlandsdansker i 3,5 år, kan jeg helt sikkert godt forestille mig at man får hjemve engang imellem. Og at man savner en masse lakrids 😉 Haha. Dejligt at du skriver, Inger-Marie! Årstiderne må også være en del anderledes i Japan end i Danmark, kunne jeg forestille mig. Men når man efterhånden får skabt et hjem og en hverdag, så vænner man sig nok til at det er hjemme. Og ja, man skal helt sikkert lige give det en chance. Det er heller ikke fordi vi er på vej hjem 😉 Hehe. Lige nu er vi ved at finde ud af hvad planen er videre herfra Mancora 🙂 Hjemveen er ved at være under kontrol, men man savner nok altid lidt det og dem derhjemme 😉 TAK for din kommentar!