Jeg tror vidst godt jeg kan tillade mig at sige på vores begges vegne, at responsen på indlægget i tirsdags, virkelig har overrasket os! Vi har hørt fra tidligere arbejdskollegaer, gamle skolekammerater og sågar min gamle spejderleder (jep, så fik I også lige en fun fact om mig, haha). Vi har fået mails, beskeder og kommentarer med masser af opbakning og tilråb, og det har virkelig været fedt. Kæmpe stort TAK til alle jer, der har læst, liket, kommenteret og som hepper på os fra sidelinjen!
Og nu må det bare godt gerne blive august, så vi kan tage hul på vores største eventyr hidtil! 😀 Indtil vi når dertil har vi dog en masse indlæg i ærmet med uddybning af selve rejsen, vores drømme for turen og så videre. Først gælder det spørgsmålene fra indlægget i tirsdags, og da der sikkert er flere der er nysgerrige på svarene til de spørgsmål der blev stillet til indlægget i forgårs, har vi samlet det hele i det her indlæg, for bedre at kunne uddybe – hvis I har flere spørgsmål, er I velkomne til at fyre løs i kommentarfeltet 🙂 Så skal vi nok gøre vores bedste for at besvare dem.
De fleste spørgsmål fra indlægget i går gik på økonomien, og det er selvfølgelig også en af de helt afgørende faktorer for at hele det her rejse-projekt kan lade sig gøre. Som vi nævnte, har vi solgt lejligheden pr. 1. august. Det betyder at vi ikke har nogen husleje at betale mens vi er afsted, som vi ellers har haft de andre gange. På det punkt får vi altså frigivet nogle penge. Da vi kom hjem i november, kom vi heldigvis heller ikke hjem med minus på kontoen, så vi har stadig lidt på opsparingen derfra. Samtidig har vi også forsøgt at spare så meget som muligt op siden da, og inden vi tager afsted i august, har vi forhåbentlig en solid opsparing. Vi sælger også ud af alle vores møbler og hvad vi nu har liggende, hvilket også giver lidt 🙂
Selvom økonomi naturligvis er et privat spørgsmål, kan vi sige så meget, at vi ikke tager afsted med hovedet under armen. Vi ville aldrig begive os ud på sådan en tur, hvis vi ikke havde penge til at kunne klare os selv eller hvis vi blev nødt til at tage et lån.
Hvis muligheden for at arbejde undervejs byder sig, vil vi nok sige ja. Om det så er engelskundervisning, artikelskrivning eller noget helt tredje må vi se. I må endelig sige til hvis I kender til noget 😉 Vi har også overvejet at udvide vores dykkercertifikat. Lige nu er vi begge Advanced Open Water Divers, og en del af vores planer for den kommende tur, er at få genopfrisket vores dykning. Og hvis vi bliver lige så bidt af det som sidst, kunne vi godt finde på at blive Dive Masters. Ikke at vi på den måde kan tjene mange penge, men forhåbentlig kan det bidrage lidt undervejs. Jeg håber det giver mening 🙂
I forhold til vores studier, så tager vi begge orlov til sommer. Det er der ikke noget problem i ved nogle af vores studier, og selvom jeg selvfølgelig kun lige er påbegyndt min kandidat og allerede er deltidsstuderende og har været det siden i sommers, så glæder jeg mig til at skifte studiet ud med virkelig oplevelser ude i verden. Ingen har os har nogen intention om ikke at blive færdig med vores uddannelse – det vil vi begge rigtig gerne, men omvendt har vi heller ikke travlt 🙂
Selve længden på turen har vi forsøgt at lave et overslag over, men det er virkelig svært at regne sig frem til. Hele pointen med at vi tager afsted uden returbillet, er lidt at vi kan tage hjem efter to måneder, hvis vi ikke længere føler for at rejse, men vi kan også blive ved et helt år, hvis det er det vi har lyst til. Det kommer selvfølgelig an på hvordan det hele udvikler sig undervejs og naturligvis også hvor langt pengene rækker i sidste ende 🙂 Vi har en drøm om at nå hele vejen til Australien, men hvis det ikke kan lade sig gøre, er det også fint. Som udgangspunkt tager vi i hvert fald begge orlov i et år fra vores studier.
Overordnet set, har vi planer om at rejse så billigt som muligt for at få pengene til at række længst. Det bliver som backpackere med kun vores rygsække, overnatninger på billige hostels og masser af street food. Og vi GLÆDER os helt vildt! Både til et gensyn med de asiatiske lande, men helt bestemt også med den udfordring det er at rejse længst billigst muligt 😉 Det bliver helt sikkert ikke let, men vi har i lang tid haft lyst til at give it a go, og det blive så nu!
Selve rejseplanerne og vores tanker omkring hvilke lande vi vil besøge, vil vi naturligvis også snart løfte sløret for. Vi er stadig i gang med planlægningsprocessen, men det kunne være fedt at få input fra jer i forhold til de overvejelser vi går rundt med 🙂
8 kommentarer
Hold. nu. op. hvor er det spændende!! 😀 Jeg har slet ikke set jeres indlæg før nu pga. arbejde, men hvor er det dog en fantastisk og skræmmende beslutning på én og samme tid. Er dybt misundelig, og glæder mig til at følge jer rundt!
I skal vel næsten forbi Kina nu, ikke? Ellers så ryster jeg lige lidt på hovedet af jer 😉 Og der er måske endda jobs at hente ift. at undervise i engelsk.
Det er SÅ spændende, Søs! Og det er nærmest kun blevet endnu mere spændende af at afsløre det her på bloggen. Så er det ligesom blevet lidt mere virkeligt 😀 OG ja, både skræmmende og fantastisk på én gang! Vi glæder os virkelig også til at opleve og dele det hele herinde 😀
Og jep, vi har helt sikkert Kina med på vores liste over destinationer! Så gode råd modtages med kyshånd 😉 Også ift. engelskundervisning, hehe. Det ville i hvert fald være oplagt 🙂
Ej, jeg skrev en kommentar til sidste indlæg, men det ser ud til, at min dårlige internetforbindelse slugte den… MEN TILLYKKØØØH!!!!! Det er da for vildt, og jeg er SÅ glad på jeres vegne – måske også en smule misundelig, men på den gode måde, og jeg glæder mig meget til at følge med! 😉 Hep hep heeep! 😀
Eiiij, øv at den ikke gik igennem! Vi har lige kigget efter i spam-mappen, men der var ingeting =/ TAK fordi du skriver igen når teknikken nu driller 😀 OG TAK for tillykke’et! Det bliver så vild en oplevelse 😀 Og hvor er det fedt med så meget opbakning herinde! Åh, nu må det gerne blive august, så vi kan komme afsted 😀
Hvor er I seje!
Glæder mig til at følge med på sidelinjen til endnu et eventyr 🙂
Tusind tak, Mia!! Vi glæder os bestemt også til endnu engang at blogge om alt det vi kommer til at opleve 😀
Endnu engang tillykke med oplevelserne der kommer. 😀 Hvis I sælger ud af spisebord eller bogreoler, kan I så ikke lige give et praj? Haha. 😀
Tusind tak, Katja! Det er lidt en vild beslutning alligevel :O Haha, vi satser faktisk på at sælge nærmest alle vores møbler (inkl. spisebord og stole), så vi kan da godt lige sende dig et link til den tid 😉