Fredag middag bevægede vi os væk fra kysten og længere ind i landet til bjergene. Turen med bus tog omkring fire timer, og klog af skade, ankom vi denne gang til en ny by i dagslys. Da vi i mandags ankom til Paracas ved 18-tiden, var det allerede mørkt, og vi fik et virkelig dårligt førstehåndsindtryk, fordi vi ikke rigtigt kunne orientere os eller se hvad byen havde at byde på. Det blev der heldigvis rodet bod på, og Paracas viste sig fra sin flotte side alle de dage vi var i byen. Bevis kan ses HER 😉
Nazca er en del større en Paracas, og det som byen vel nok er mest kendt for, er nogle geoglyffer i ørkenen, som blev lavet af Nazcafolket for over 2000 år siden. Det mystiske omkring linjerne, er at man endnu ikke helt ved hvad formålet var, men nogle af de helt lige linjer gætter man på har noget at gøre med opmåling. Siden 1994 har området med linjerne været et UNESCO World Heritage Site, og man kan også tydeligt mærke at det er netop de mystiske linjer byen brander sig på. Det er ret populært (og dyrt) at tage en flyvetur over området, men ingen af os havde hverken behov eller lyst til en turbulent flyvetur i et meget lille propelfly, så i stedet tog vi i eftermiddags en lokal bus ud til et tårn midt ude i ingenting, hvorfra man kunne se to af geoglyfferne.
Turen tog sammenlagt lidt over en time, og med lokal bus og billig entre, blev det heller ikke en særlig stor udgift i vores budget. Udover linjerne har vi vandret rundt i byen, besøgt det lokale marked og spist på et lokalt spisested, som vores maver desværre ikke var glade for. Selvom vi kun har haft lidt over 30 timer i byen, er vi endnu engang blevet fyldt med oplevelser. I aften kl. 23.25 går turen videre med natbus til Arequipa, som skulle være en ret flot og historisk by.
English: We’ve only had around 30 hours in Nazca, Peru, but we managed to fit in a tour with the local busses to see two of the Nazca Lines. Tonight we’re headed to Arequipa by bus, and we can’t wait to see what this city has to offer.
4 kommentarer
Har aldrig hørt om geoglyfferne, men min viden om sydamerika er også skræmmende mangelfuld. Håber jeres maver er kommet ovenpå igen. Det er så ærgerligt at have vrøvl med maven når man er lang væk fra sit eget toilet
Jeg tror heller ikke jeg kendte til dem inden vi besluttede os for at tage til Sydamerika 😉 Maven er nogenlunde stabil igen, tak! 😀
Sikke nogen smukke billeder 🙂
//N.K.L
http://www.nkl-fashion.dk
Tusind tak! Der er virkelig også meget at tage billeder af 😀