Forleden sendte jeg et link til Anders på Facebook med billeder fra Yangshuo i Kina. Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig nogensinde har hørt om området før jeg sad og kiggede på Instagram og faldt over det her billede. Anders svarede tilbage med et “Så lad os tage derhen!”. Og der gik det op for mig, at det netop er det vi kan, når vi rejser afsted til august uden returbillet – vi kan tage derhen hvor vi vil, vi kan besøge de byer og lande vi har lyst til, og vi kan rejse i et tempo vi selv bestemmer uden at skulle stresse over en returdato. Det er ikke nogen hemmelighed at vi begge glæder os vanvittigt meget, men jeg må ærligt indrømme at tanken om at rejse afsted på ubestemt tid også skræmmer mig lidt. Det har helt sikkert noget at gøre med at vi samtidig siger farvel til vores hjem de sidste seks år. Det er lidt mærkeligt, at vi ikke kommer tilbage til lejligheden, når vi vender hjem igen. Men når jeg ikke tænker sådan, men istedet vælger at fokusere på alt det positive, så bliver jeg glad helt ned i maven over alle de eventyr og oplevelser der venter os. Og efter at have set billeder fra Yangshou, håber jeg på at det bliver inkluderet i vores eventyr – sammen med en masse andre byer og lande, netop fordi vi kan tage lige derhen hvor vi vil (altså selvfølgelig begrænset af visum og sådan).
Billedet har i øvrigt ikke noget med noget at gøre, andet end at jeg glæder mig til igen at udforske og se glad ud på toppen af verden med vingummibamser i mine strakte arme, haha.
Forhåbentlig bliver det til en masse “Så lad os tage derhen”-sætninger når vi tager afsted til august 😀
Hvor ville I tage hen, hvis der var frit valg på alle hylder? Hvis vi slet ikke var begrænset af økonomi, ville jeg helt sikkert prioritere en tur til Mikronesien! Det ville være en drøm 😀
Ps. Der er desværre nogle kommentarer til de seneste indlæg der er gået tabt i vores flytning til Bloggers Delight, men ellers skulle alt gerne fungere og se pænt ud. Sig endelig til, hvis der er noget der ser mærkeligt ud hos jer, så vi kan få det rettet til 🙂 Selv er vi ret glade for at billederne nu er blevet større og at hele bloggens layout egentlig er blevet lidt mere enkelt.
10 kommentarer
Jeg synes virkelig den er svær! Jeg tror jeg ville vælge Australien. Cuba er helt sikker også højt på listen og KINA! Og Israel! og Italien! og Island 😛 Som du nok kan se er der mange steder på listen 😛
Haha, ja, den er virkelig svær! Det er virkelig også nogle gode lande du har fundet 😀 Cuba står helt bestemt også højt på listen her! Specielt inden det bliver for turistet. Og Island gad jeg virkelig også gerne besøge for at opleve nordlyset. Åh, gid man bare havde uanede af penge, haha 😀
Hej Laura
Da jeg læste, havde jeg et job ved Grønlands Postkontor, og blev flere gange sendt nordpå som postmesterafløser / stationsbestyrer, og deroppe var der NORDLYS, ikke som de blege efterligninger vi ser hernede, men i fuldfed farve og bevægelse, fedt at gå ude i fjeldene, ved nat, med den belysning. 🙂
Hej Finn 🙂 Ej hvor hyggeligt at du kigger forbi! Tak for din kommentar 🙂 Det lyder godt nok også som noget af en oplevelse at kunne gå rundt i fjeldene i Grønland og opleve nordlys på den måde! Det kan være vi bliver nødt til at opleve det både i Grønland og Island 😀
Hej Laura, jeg håber ikke, jeg har ødelagt dine Islandsdrømme, der er også lækkert, da jeg var ved at være færdig med militæret på Færøerne, tog jeg et smut til Island, ligger lige i nabolaget, jeg tog op og fiskede i Myvatn, det er lidt kedeligt, der er en ørred i hvert kast, det var midt på sommeren, så der var ingen nordlys, islændingene er til gengæld umådeligt flinke, jeg var på vandretur, så jeg skulle gemme mig, når der kom en bil, ellers blev jeg tvunget med, helst også til mad.
Landet er fantastisk smukt, så tag endelig af sted, det er lækkert at bade i de varme kilder.
Du har bestemt ikke ødelagt mine Islandsdrømme – der er plads til mange drømme om mange destinationer 😀 Heldigvis! Det lyder som om du har rejst rigtig meget rundt i Norden. Det må have givet en masse spændende oplevelser! Desværre ser det ikke ud som om vi lægger turen forbi Norden lige foreløbig, men mon ikke det sker på et tidspunkt. Vi har i hvert fald fået mange gode anbefalinger til Island efterhånden, så det skal naturligvis afprøves og opleves 🙂
Hej Laura, Det er billigere at rejse til Grønland end til Island, og næste problem er tidspunktet, sommeren er for lys, det bliver ikke mørkt, det var fordelen ved at arbejde deroppe i et halvt år ad gangen, så boede man også på hotel. De lange ture jeg tog deroppe, i telt, kunne godt være kølige, og vandet til kaffen skulle først smeltes, fiskene jeg fangede, blev lagt ind i en snedrive, billigt køleskab.
Jeg savner det lidt, selvom turen for et par år siden med datter og svigersøn, lukkede lidt af dampen ud. :smiley:
Jeg har faktisk slet ikke undersøgt priserne for hverken Grønland eller Island – jeg vidste faktisk ikke at Grønland var billigst. Det må vi huske når turen går dertil på et tidspunkt! Jeg kan godt høre at der er mange overvejelser man skal have med når man skal planlægge sådan en tur. Både tidspunkt på året, indkvartering og så videre. Men det lyder bestemt også som nogle spændende oplevelser! Vi krydser fingre for at vi en dag kan få krydset både Grønland og Island af vores liste 🙂
Jeg læste sidst om en ansat af national geographic som har besøgt alle lande i verden. Hvis økonomi og tid ikke ville spille nogen rolle ville jeg prøve at gøre ham det efter! Det er jo alt for svært at skulle vælge nogle få lande 😉
Uuuh, det ville jo være det ultimative drømmejob at arbejde for National Geographic og rejse rundt i verden! Ja, hvis bare man havde penge og tid nok til at kunne gøre det samme 😀 Specielt når det er så svært at vælge mellem alle de fantastiske destinationer, som du skriver 😉