Har I været i Finland? I år kan landet fejre sine første 100 år som selvstændig stat, så Finland har altså ikke så mange år på bagen – noget jeg egentlig også synes man kunne mærke. Der er for eksempel stadig lidt russisk i bybilledet, og på mange måder mindede Helsinki os om Skt. Petersborg, som vi besøgte i august 2015. Samtidig er der dog også en masse skandinaviske træk i byen.
Jeg tog løbende noter i Finland, og det der blev skriblet mest ned om var vejret. Finland er dog meget mere end ustadigt vejr og temperatur tæt på nulpunktet, så her får I vores observationer fra vores lille uge i Finland (som meget gerne må læses med et glimt i øjet 😉 ).
1. Finland fylder 100 år i år!
Som skrevet er Finland et forholdsvist nyt land og fylder i år kun 100 år. Det fejres bl.a. på de sociale medier under hashtagget #SUOMI100.
2. Helsinki er en lav by fyldt med sporvogne
Vi havde en skøn udsigt over byen fra vores hotel, og her fik vi faktisk et rimelig godt overblik over byen. Der var ikke specielt mange tårne, spir og højhuse – den hvide katedral, en rød kirke og et forholdsvist højt hotel skilte sig ud, men ellers virker byen faktisk rimelig lav – ligesom København jo heller ikke er en høj og tårnende by 🙂 Og så er der sporvogne! Jeg har lidt et soft spot når det kommer til sporvogne.
3. Helsinki er en naturhovedstad
Helsinki er nok en af de eneste hovedstæder i verden, hvor man kan vågne op på et hotel midt i byen, bruge dagen ude blandt dyr og træer i naturen og slutte dagen af på en restaurant tilbage i byen. På besøg på et naturcenter i Nuuksio fik vi at vide, at byen har et fuglerekreationsområde som den eneste hovedstad i verden OG 2 nationalparker indenfor en 40 km radius.
4. Finland har flere øer end Hawaii
Med sine mere end 179.000 øer har Finland flere øer en Hawaii, der er udgjort af 8 større øer (i alt 137 øer), og 10 gange flere øer en Grækenland.
5. Finland har en pålidelig og effektiv infrastruktur
Vi tog offentlig transport rundt i Helsinki og fra Helsinki til Tampere, der ligger tre timers togtur væk. Vi både oplevede og fik fortalt, hvor godt det offentlige transportsystem virker, og det er også en af grundene til, at det er muligt at opleve både by og natur på samme tur uden at spilde meget tid på transport.
6. Finlands natur er et kapitel for sig
Vi fik på et tidspunkt fortalt noget om, at man i Lapland taler om to vintre – en lys og en mørk, men jeg kan simpelthen ikke finde noget om det på nettet. Finlands natur er dog i det hele taget et kapitel for sig. Vejret viste sig at være helt vildt omskifteligt, da vi var der. Og efter vi er kommet hjem, har jeg kunnet se, at der også har været masser af sne indtil videre i maj. Sidste år kørte der en kampagne om, at folk der besøgte Helsinki om vinteren var skøre netop på grund af vejret og årstiden.
7. Det finske landskab byder på masser af birketræer og farverige træhuse
I Nuuksio National Park tog vi det her billede, og jeg synes faktisk, at det opsummerer den finske natur ret godt. Måske lige sammen med det her billede også. Høje birketræer, farverige træhuse, klipper og søer. Jeg er med på en tur med telt, mad over bål og en tur i kajak! Hvem vil med?
8. 30 minutter ude for Helsinki bor en finsk troldmanden i skoven
Cirka en halv times kørsel fra Helsinki finder man ægte finsk natur. Vi besøgte Nuuksio National Park, hvor vi hilste på en guide, som af de lokale også bliver kaldt for troldmanden. Han bor i skoven, snakker med naturen og forudsiger vejret – og så har en helt vildt mange historier at fortælle 😉
9. Finland har over tre millioner saunaer
…til omkring fem millioner indbyggere. Det svarer til cirka én per husstand. Finnere går meget op i deres saunaer. Før i tiden da det sundhedssystemet ikke var så udviklet og tilgængeligt som nu, var det ikke unormalt at børn blev født i saunaer.
10. Finnere er glade for stavgang
Det går nok ikke helt at generalisere, men jeg så altså flere finnere med stave end jeg har set i Danmark de sidste år 😉
11. Der er allemandsret i Finland
Ligesom i Sverige er der også allemandsret i Finland. Forestil jer lige en sommer ved en af de mange tusind søer midt i den smukke finske natur, hvor man bruger tiden på at sejle i kajak og plukke bær. Sådan en sommer gad jeg godt opleve!
12. Finnere går meget op i 1. maj
Vi rejste desværre hjem inden 1. maj, men nåede alligevel opleve lidt af “vappu”-stemningen. Ordet “vappu” oversættes egentlig til 1. maj, men så vidt jeg forstod strækker festlighederne sig over mere end bare 1. maj. Vappu er en af de fire største højtider i Finland (med jul, nytår og midsommer som de tre andre). Det er særligt en højtid, hvor de studerende fejrer sig selv og generelt bare er festlige i en uges tid 😉
13. De finske måger er kæmpe store
Skør observation (igen), I know, men hold.nu.kæft mågerne var store i Helsinki.
14. Finske bilister dytter ikke særlig meget
Inden vi tog afsted, havde jeg læst, at finnerne ikke dytter særlig meget. Det er normalt ikke noget, jeg tænker særlig meget over, når vi besøger storbyer – med mindre vi er i Saigon, hvor der bliver dyttet så meget, at man til sidst lærer at ignorere det. Da vi gik rundt i Helsinki hørte vi én enkelt gang en bil dytte, og ellers var der stille. Sikke en ro!
15. Finnere elsker filterkaffe
Jeg blev virkelig overrasket over, hvor meget kaffe finnerne drikker. Nærmest alle steder, vi kom, fik vi tilbudt helt almindelig sort kaffe. Jeg har læst mig frem til, at de drikker dobbelt så meget kaffe som gennemsnittet i Europa – og at de faktisk er et af det mest kaffedrikkende land i verden. 12 kg. kaffe om året kommer den gennemsnitlige finne igennem. Bum.
8 kommentarer
Jeg har faktisk aldrig så meget som overvejet at rejse til Finland, men efter dette indlæg skal det da helt klart på ønskelisten! Jeg er vild med allemandsretten (specielt når omgivelserne er så fine) og sort kaffe – what’s not to love?
Haha, ja kaffe og allemandsret er i hvert fald gode grunde til lige at svinge forbi Finland 😉 Naturen slog virkelig benene væk under os, og vi håber at komme tilbage på et tidspunkt og udforske endnu mere 😀
Finland lyder fantastisk 😀 Jeg elsker jeres syn på detaljer – sporvogne, troldmænd, kaffe og stavgang! What’s not to like! Kh Mette 🙂
Finland var en kæmpe oplevelse! Og tak, Mette 😀 Jeg havde faktisk ikke selv tænkt på, at det var detaljerne, vi havde bemærket, men nu hvor du siger det, kan jeg godt se, at Finland byder på en masse fine, hyggelige detaljer, som samlet gør det til en kæmpe oplevelse 😀
Jeg vidste faktisk ikke så meget mere om Finland, end at de er vilde med saunaer og vodka. Føler mig en anelse bedre klædt på til min tur dertil til september takket være jeres fine observationer (:
Camilla | http://cammi.dk
Dejligt, at du kunne bruge indlægget, Camilla! Er sikker på, at I får en rigtig god tur til Finland 😀 Vi blev i hvert fald begejstret for specielt naturen 😀
Spændende med disse facts om Finland! Vi skal rejse ned igennem Finland med begge hunde næste år og ved faktisk ikke ret meget om landet endnu. Men fedt at de drikker meget kaffe – et perfekt land for os 😀
Fedt at du synes om dem, Bettina! 🙂 Og spændende at I skal rejse med hundende igennem Finland! Det skal nok blive en god tur. Specielt når I også er glade for kaffe 😉