Det kan være lidt svært at overskue, hvad ens penge rent faktisk bliver brugt på, når man er ude at rejse. Der står pludselig en masse nyt og spændende på hylderne i supermarkedet, og valutaen skal man også lige vænne sig til. Ligesom sidst vi var afsted, lavede vi også budget over vores udgifter denne gang. Efterhånden som ugerne gik, kom vi nemt ind i en rutine med at skrive alt op, og det er vi faktisk fortsat med nu, hvor vi er flyttet tilbage til København.
Første budget fra denne omgang er fra Rusland, hvor vi havde 16 dage fordelt i Skt. Petersborg og Moskva. Vi fandt billige flybilletter fra SAS fra København til Skt. Petersborg og kom afsted for 998 kr. tilsammen. Selvfølgelig kun en enkeltvejsbillet. Derudover betalte vi lige knap 1000 kr. for visum til Rusland (uden pasbilleder). De to ting er ikke medregnet i budgettet herunder, men ellers er alt andet, vi har brugt penge på. Det er delt op i overnatning, mad og indkøb, souvenirs og oplevelser samt transport. Desuden har jeg lavet en diversepost, men det er ting som tøjvask, registrering på hotel og betaling for håndklæder. Den er med i det samlede beløb, men ikke udspecificeret herunder. Hvis I har nogle spørgsmål til nogle af udgifterne, er I selvfølgelig meget velkomne til at spørge 🙂
Beløbene er i øvrigt angivet i dollars, fordi det for os nemmest at sammenligne priserne i de forskellige lande i dollars 🙂 Og apropos valutakurser, så er priserne udregnet med den valutakurs, vi havde i august sidste år – både med de russiske rubel og amerikanske dollars.

I Skt. Petersborg boede vi på hostel, og i Moskva boede vi på hotel. Faktisk var hotellet i Moskva dobbelt så dyrt som vores hostel i Skt. Petersborg, men da vi bestilte hjemmefra, var det ligesom den prioritering, vi valgte.
I alt er vi kommet af med lidt mere end $27 per person per nat på overnatning.

Mad dækker over morgenmad, frokost og aftensmad, hvor indkøb dækker over alt andet, vi har handlet ind i supermarkeder og kiosker. I Moskva købte vi oftest aftensmad i et nærliggende supermarked og lavede lidt mad på værelset. Ellers har vores måltider været en blanding af lokale spisesteder, fast food og lidt pænere restauranter, så vi kunne få smagt nogle af de russiske specialitet, vi havde udset os hjemmefra.
I alt er vi kommet af med omkring $14 per person per dag på mad og indkøb.

De souvenirs vi har købt i Rusland, har været fra markeder rundt omkring i byen. Vi købte bl.a. en babushka-dukke, en plakat, magneter og julepynt. Altså lidt en blandet landhandel 😉 Derudover købte vi også postkort og frimærker, som også er regnet med. Oplevelser dækker over vores tur til Kreml. Alt andet vi oplevede i de to storbyer var gratis. Med studiekort kan man bl.a. komme gratis ind i Hermitagemuseet i Skt. Petersborg, og så koster det f.eks. heller ikke noget at besøge Den Røde Plads i Moskva. Souvenirs og oplevelser har altså ikke været en kæmpe udskrivning i vores budget, og det kan man også se i gennemsnittet.
I alt er vi kommet af med intet mindre end $1 per person per dag.

Transportposten dækker over bus, tog og metro i byerne, samt tog mellem Skt. Petersborg og Moskva og til lufthavnen i Moskva. Vi har ikke talt flybilletter med i prisen, og vi brugte ikke penge på taxa, så det er naturligvis heller ikke med i beløbet.
I alt er vi kommet af med knap $3 per person per dag.
Generelt forsøgte vi at holde udgifterne på et minimum, men vi befandt os trods alt i to storbyer og havde ikke mulighed for at lave mad selv, andet end nudler og sandwich. Med alle udgifter talt med – uden visum og flybilletter, men med diverse, transport, souvenirs, oplevelser, mad, indkøb og overnatning – har vi brugt næsten $46 per person per dag. Vores udgifter passer nogenlunde til, hvad Lonely Planet anbefaler til Moskva, hvis man rejser med et midrange budget. Hvis man har dobbeltværelse (på både hostels og små hoteller), spiser frokostmenuer og får et glas vin til aftensmaden, anbefaler de et budget på alt mellem $23-$125 per person per dag. Så der er altså lidt for enhver smag og ethvert budget i Rusland. Vi brugte ikke penge på de store udskejelser – hverken teaterbilletter eller byture med masser af alkohol, men jeg synes heller ikke, vi gav afkald på noget, og der var plads i budgettet til, at vi kunne opleve den russiske kultur og det russiske køkken uden at gå på kompromis.
Naturligvis kan det være svært bare at gange beløbet op efter, hvor mange man er og så få et realistisk beløb, men forhåbentlig kan det være med til at give et billede af priserne på de forskellige ting i Ruslands to største byer.
Har I Rusland stående på jeres bucketliste eller har I allerede været afsted? Hvis I har planer om at besøge Skt. Petersborg, har vi i øvrigt lavet en guide til byen her.


10 kommentarer