En uge i Tyrol i Østrig var nok til at falde pladask for landet. Sneklædte bjerge, imødekommende og venlige lokale, det klassiske køkken, rig mulighed for naturoplevelser på de mange vandre- og cykelruter og selvfølgelig traditionel musik og sange, der typisk omhandler det hårde liv i bjergene før i tiden. Det er bare nogle af de ting, vi bed mærke i og som var med til at gøre vores tur til Østrig helt fantastisk. I det her indlæg handler det om første dag ud af tre i dalen Pillerseetal, hvor vi både fik vandret og cyklet rundt i landskabet.
Vores dag i Pillerseetal
Efter nogle dage i Kietzbühel gik turen videre til dalen Pillerseetal cirka en times kørsel fra Innsbruck. Vi blev hentet ved hotellet i Kietzbühel og kørt til den lille by Waidring, hvor vi blev indlogeret på Hotel Heigenhauser med udsigt til bjergene, før vi gik i gang med dagens aktiviteter. Først stod den på vores første tur – nogensinde – med en stolel op til Sankt Jakobskreuz, hvor vi nød udsigten, tog på en lille vandretur i tågen og spiste mad (wienerschnitzel selvfølgelig 😉 ), inden vi senere tog afsted på en lang cykeltur rundt i dalen. I så måske den lidt tågede udsigt på Facebook, da vi var afsted? Sankt Jakobskreuz er i øvrigt et knap 30 meter højt kors på toppen Buchensteinwand-bjerget i Pillerseetal. Man kan komme op i korset, hvorfra man kan nyde udsigten over bjergtoppen både indendørs og udendørs. Den dag, vi var deroppe, var det virkelig tåget, så det føltes næsten som om vi stod ved verdens ende, da vi kiggede fra udsigtsplatformene. Vidste I i øvrigt, at man siden 13. århundrede har placeret kors på bjergtoppe i Alperne? Normalt er sådan nogle summit crosses omkring 3-4 meter høje, men det her på toppen af Buchensteinwand var altså cirka 10 gange højere. Virkelig et imponerende vartegn, som vi også forsøgte at spotte på vores vandretur i tågen – lidt svært med den dårlige sigtbarhed.
Sankt Jakobskreuz med sine næsten 30 meter.
Udsigten fra Sankt Jakobskreuz. (Helt ude i horisonten i venstre side af billedet kan man i øvrigt spotte søen Pillersee).
Om at rejse flere sammen
For det meste rejser vi jo bare os to sammen. Og hvis jeg selv skal sige det, synes jeg vi er skide gode til det 😉 Vi har en god fordeling af opgaverne, når vi er på farten. Anders kører, jeg finder vej, Anders researcher hoteller og har styr på vores reservationer, mens jeg undersøger hvilke oplevelser, der er i området. Vi har i det hele taget fundet en rigtig god rytme og arbejdsfordeling, som gør at det hele bare kører. Selvfølgelig er der bump på vejen, uforudsete udfordringer og hvad man ellers kan støde på, men vi har fundet ud af, at vi er et rigtig godt team – og det er FEDT!
Men når vi så rejser som en del af en større gruppe – på fx. nogle sponsorerede ture som den her – er det lidt en anden rytme, vi skal være en del af. På turen til Østrig var vi os to, en blogger fra Tyskland og en blogger fra Indien. Og så vores guides. Og selvom det er meget anderledes, end når vi bare rejser os to, er det simpelthen også så fedt at opleve en anden måde at rejse på. Det er virkelig fedt at rejse rundt med nogle der er lige så nysgerrige på andre kulturer som os og nogle der også stopper hvert 4. sekund for at tage billeder. Og så er det vildt spændende at høre deres historier fra Antarktis, Georgien og hvor de ellers har været i verden.
Well. Pointen er egentlig, at vores dag rundt i dalen var virkelig flot og sjov, fordi vi var flere om at dele oplevelsen med hinanden, og det gav os en anderledes oplevelse. En cykel- eller vandretur, bare Anders og jeg, havde givet en anden oplevelse, der garanteret heller ikke ville være dårlig, men det var fedt at opleve en anden måde at rejse på, lære nogle nye mennesker at kende og gå til oplevelserne i fællesskab.
Shivya fra Indien, der står bag rejsebloggen The Shooting Star.
Det er helt vildt, hvad vind og vejr kan gøre ved et landskab. En time senere var tågen nærmest væk!
Et kig ned på restauranten på toppen af Buchensteinwald.
Venstre: Udsigten fra Sankt Jakobskreuz – ligner det ikke verdens ende? Højre: Nina, der står bag den tyske rejseblog Smaracuja.
Udsigten på vej ned fra Buchensteinwald. Undervejs stoppede stoleliften ret brat, og vi hang pludselig og svingede frem og tilbage i luften. Heldigvis fejlede udsigten ikke noget 😉
Om østrigsk underdrivelse
Vel nede igen – efter et nødstop med stoleliften, hvor vi hang og gyngede rimelig meget i luften – var det tid til en cykeltur rundt i Pillerseetal-dalen. Inden cykelturen havde vores guide i øvrigt fortalt, at vi i hvert fald ikke ville ende med at cykle 20 kilometer. Det ville heller ikke blive op ad bakke – bare en stille og rolig tur rundt i dalen for at nyde det smukke, østrigske bjerglandskab. Spol et par timer frem. 20 kilometer + et par stejle bjergskråninger senere kom vi tilbage til udgangspunktet, helt fladmaste, solbrændte på næsen og klar til at skåle i snaps. For det gør man åbenbart i Østrig efter en cykeltur 😉 (Altså ikke hver gang, vel….). Anyways. Det var første gang, vi ligesom lærte, at man skal tage det østrigerne siger med et gran salt. “Ingen bakker” betyder “Masser af bakker”. “Vi cykler ikke 20 km” betyder “Vi cykler 20 km”.
Men det var det værd. Det var det værd at stoppe midt på en skråning for at samle en telefon op, uden at kunne komme i gang igen på cyklen, fordi det var alt for stejlt. Det var det værd at sakke bagud, fordi vi skulle tage billeder. Det var det værd, selvom kæden røg af og cyklen drillede. Og det gav i den grad lyst til mere. Måske med vandrestøvler fremfor cykelhjelm næste gang – det er bare lidt nemmere at tage billeder i gåtempo 😉
Jeg fik hurtigt råbt “Stoooop!”, da jeg fik kigget mig til venstre i starten af cykelturen. Jeg har altså et svagt punkt for refleksioner 😛
Vores cykelguide fandt en (hemmelig) sø med den fineste udsigt til de sneklædte bjerge. Det krævede lige, at vi krydsede nogle hegn med strøm i og mudrede marker, men det var det værd.
Efterårsfarverne var heldigvis begyndt at komme frem, og efter at have haft regnvejr til konferencen, havde vi det fineste solskinsvejr til vores udendørs-oplevelsesdage.
4 kommentarer
Hold nu fast hvor ser det dog smukt ud! Har endnu ikke været så heldig at besøge Østrig, men jeg tror absolut, det er noget, jeg skal finde tid til at gøre i det nye år (:
Jeg har ligesom jer også haft ret gode oplevelser med at rejse i mindre grupper på de par presseture, jeg har været på. Egentlig er jeg absolut mest til at rejse bare med Ollie, venner eller familie, men på presseture er det bare så interessant at møde andre ligesindede bloggere, Instagrammere og andre kreative. Forhåbentlig mødes vi også IRL en dag 😛
Jeg var virkelig også positivt overrasket over hvor flot Østrig er! Jeg er sikker på, at vi slet ikke er færdig med at udforske landet.
Ja, det er nemlig så spændende at møde andre på de ture, hvor man er flere sammen. Det er to vidt forskellige måder at opleve på, og hver måde har bestemt sine fordele 🙂 Og ja! Det ville altså være hyggeligt at hilse på dig på et tidspunkt, Camilla!
Så vackert! Älskar naturen i Österrike. Och vilket fint resesällskap, har följt båda deras bloggar ett tag och gillar dem verkligen.
Den østrigske natur er simpelthen så smuk! Bestemt ikke sidste gang vi besøger det område. Og ja, vores rejseselskab var simpelthen så godt. Dejligt, at du også synes om dem 🙂