Det er blevet tid til at kigge på vores rejsebudget fra Sydkorea. Vi opholdte os faktisk kun i Seoul, dog med en lille afstikker til grænsen mellem Nord- og Sydkorea, men det var selvfølgelig bare en endagstur og påvirkede ikke overnatnings- eller madbudgettet. Ligesom med Rusland-budgettet har vi delt det op i fire emner: Overnatning, Mad & Indkøb, Oplevelser & Souvenirs og Transport. Forhåbentlig kan det være med til at give jer et godt overblik over prisniveauet i storbyen, så I selv kan bruge det til inspiration, hvis I en dag skal til Seoul. Det kan i hvert fald kun anbefales med en tur til den asiatiske storby!
Endnu engang var vi gode til at benytte os af de gratis tilbud, der var i Seoul. Vi besøgte et museum, der havde gratis entre, så et gratis springvands-show, gik på opdagelse i bydele med historie, kultur og grafitti – alt sammen gratis. Derudover prioriterede vi streetfood højt, for at få et indblik i den sydkoreanske madkultur. Én ting vidste vi dog godt, at vi ville bruge penge på, og det var turen til grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Hvis der er stemning for det, tænker vi også at lave en guide om det på et tidspunkt, ligesom vi også har masser af materiale til at lave en guide til Seoul. Men nu til tallene! De er igen udregnet i dollars, da det er det, vi selv bruger, når vi sammenligner priser rundt omkring i verden. Til udregningen af priserne har vi brugt dollarkursen, som den var i september 2014, da vi besøgte Sydkorea.

Vi fandt et rigtig fint hostel i det travle Myeongdong, som er en hyggelig (men dyr) bydel i Seoul. Faktisk blev gaden Myeong-dong i både 2011, 2012 og 2013 kåret som den 9. dyreste shoppinggade i verden! No wonder vi havde svært ved at finde forholdsvist billig mad i nærheden 😛 Dyrt eller ej, så var det et rigtig hyggeligt område med gang i den dag og nat. Vores værelse var med bad, to enkeltsenge, fjernsyn og aircondition. Det var et lille værelse, men til gengæld havde vi fornøjelsen af den udsigt, I kan se på billedet herover.
Prisen for vores lille værelse endte på lige lidt over $25 per mand per nat. Altså $50 i det hele per nat. Der var mulighed for morgenmad, men det var lidt en skrabet udgave.

Mad dækker over morgenmad (de dage, hvor vi ikke spiste på hostellet), frokost og aftensmad. Der har været plads til både svenske kødboller (i den dyre ende), McDonald’s, en god philly cheesesteak sandwich i det amerikanske kvarter (og derfor også lidt dyrere) og selvfølgelig også koreansk barbecue som på billedet. Derudover er der i denne post også indberegnet indkøb af drikkevarer og snacks indkøbt i supermarkeder og kiosker.
I alt er vi kommet af med omkring $14 per person per dag for mad, drikkevarer og indkøb.

Som nævnt prioriterede vi at kaste penge efter en tur til grænseområdet mellem Nord- og Sydkorea. Det var noget af en udgift, men alle pengene værd. Souvenirs købte vi på markeder, og postkortene købte vi på turen til grænseområdet. Ellers har de ting, vi har oplevet, været gratis.
Vi er i alt kommet af med lige knap $13 per mand per dag for souvenirs og oplevelser. Turen til DMZ (altså grænsen mellem Nord- og Sydkorea) kostede næsten 1000 DKK for os begge to, så de tæller for en stor del af denne post.

En hel del af det, vi endte med at opleve i Seoul, lå ikke umiddelbart i gåafstand fra vores hostel. Derfor tog vi ofte offentlig transport rundt i byen, men det var heldigvis både nemt og billigt at komme rundt med både bus og metro. Her er prisen for togtur fra lufthavnen til vores hostel også talt med.
I alt har vi betalt $2 om dagen per mand for transport rundt i Seoul med bus og metro og tog fra lufthavnen til byen.
I forhold til Rusland endte Seoul og Sydkorea med at blive lidt dyrere for os. Det er blevet til $54,50 per dag per mand, og i forhold til Lonely Planets anvisninger, er det faktisk i den billige ende for Sydkorea. De anbefaler et budget på 100.000 won (550 DKK/85 USD) per dag, hvis man planlægger at bo på dorm, spise gademad, tage offentlig rundt og generelt benytte sig af de gratis oplevelser, der er i Seoul.
Overrasker priserne i Seoul jer? Nu da vi regnede vores budget ud, blev vi faktisk overrasket over, at vi lå under Lonely Planets anbefalinger og generelt har holdt os på nogenlunde niveau som Rusland. Egentlig havde jeg forestillet mig, at Sydkorea ville være dyrere for os, men det endte heldigvis ikke med at blive alt for dyrt 🙂
I kan se flere billeder fra Seoul på Instagram her og læse mere om vores oplevelser af Seoul her.
![]()


14 kommentarer