Sponsoreret
Det er simpelthen så skønt at være tilbage på de nordlige breddegrader ved juletid. Ja, vi bander selvfølgelig også lidt over kulden en gang imellem, men i det store hele er det kolde vejr bare med til at understrege, at nu er det snart jul. Det er altså svært at finde den fulde julestemning frem, når termometeret melder 30+ 😉
Lidt sne havde været prikken over i’et, da vi i weekenden besøgte Hamborgs julemarkeder. Det fik vi dog ikke, men i stedet var der tåge, som gav en mystisk og næsten eventyrlig stemning – og om søndagen fik vi blå himmel og solskin. Så kan vi godt undvære sneen lidt endnu 😛
Med Hamborgs julestemning i frisk erindring, tænkte vi at give jer et overblik over nogle af de 16 julemarkeder, der findes i byen (+ et par andre tips til at komme i julehumør). Nogle er større end andre og et enkelt er faktisk kun for voksne. Uanset hvad, tør vi næsten garantere, at man kommer i julehumør af at trave rundt i Hamborg henover en weekend sidst i november. Vi er i hvert fald helt klar til at skrue op for julemusikken herhjemme og få pyntet op til jul 🙂
De julemarkeder, vi nævner længere nede i indlægget, har vi samlet på kortet herunder, så I hurtigt kan få et overblik over, hvor i byen de ligger 🙂
Vi tog i øvrigt toget fra København og var i Hamburg i løbet af 4-5 timer. Det var virkelig skønt at kunne læne sig tilbage og bare slappe af – ikke noget med at stresse igennem security og hen til gaten for at nå et fly. Blot et lille tip, hvis I gerne vil bruge en weekend på at komme i ekstra godt julehumør 🙂 Og drikke glühwein! Det fik vi begge øjnene op for i Hamborg, og mon ikke der sniger et glas eller to ind i løbet af december også.
Julemarkedet Santa Pauli
Lad os bare sige med det samme, at julemarkedet Santa Pauli ikke er børnevenligt. Og faktisk kan børn slet ikke komme ind til julemarkedet – med god grund. For det er nogle lidt andre ord, der bliver brugt på honninghjerterne og nogle lidt andre julemænd, der pynter ved boderne. Der er live-musik om aftenen og endda også et striptelt.
Santa Pauli er åbent fra den 17. november til den 23. december. Mandag til onsdag fra 16-23, torsdag 16-midnat, fredag og lørdag 13-01 og søndag fra 13-23.
Julemarked ved det historiske rådhus
Et helt traditionelt og virkelig hyggeligt julemarked ved byens historiske rådhus med omkring 80 boder. Der er honninghjerter, træfigurer, keramik, en hel gade med legetøj og glühwein i lange baner. Og så er der også en julemand , der tager turen henover markedet i en svævebane i ny og næ.
Det var måske det hyggeligste julemarked, vi besøgte, men bestemt også det mest populære. Beliggenheden vejer dog op for menneskemængden. Det fine julepynt lyste den fine rådhusplads op, og lige om hjørnet er der nogle af Hamborgs mange kanaler med endnu mere julepynt. Jeg var i hvert fald uden tvivl i julestemning efter en varm glühwein her.
I 2016 er Rathausmarkt åbent fra den 21. november til 23. december fra 11 til 21 (og til 22 fredag og lørdag). Hver dag kl. 16, 18 og 20 kører julemanden henover markedet i sin slæde.
Det hvide julemarked
White Magic Christmas Market ved Jungfernstieg tæt ved det gamle rådhus er måske et af de mest oplyste julemarkeder. Når solen er gået ned, stråler markedet op tæt ved søen Binnenalster, og var man ikke allerede i fuldt julehumør, da man gik rundt ved julemarkedet ved det historiske rådhus få hundrede meter væk, bliver man det i hvert fald her med de mange julelys.
Det magiske, hvide julemarked har i 2016 åbent fra den 21. november til den 30. december fra 11 til 21 (fredag og søndag indtil kl. 22). Det har dog lukket den 24. og 25. december.
Julemarked i Hafen City ved Überseeboulevard
Hafen City-julemarkedet i Überseequartier ligger omringet blandt mere moderne bygninger tæt ved havnen og er nemt at få øje på med sit imponerende juletræ. Markedet ligger tæt på det populære warehouse-distrikt Speicherstadt, som står op UNESCOs verdensarvsliste, så er man alligevel på de kanter, er det et besøg værd, for den hyggelige stemning med Hamborgs charmerende kanaler lige om hjørnet. Det er ikke det største marked i byen, men der er en skøjtebane til børn og barnlige sjæle og boder med alt havnerelateret nips, gamle LP’er og strikkede huer.
I 2016 er julemarkedet i Überseequartier åben fra den 21. november til 30. december fra 12 til 21.30 (og fra 11-22 fredag og lørdag).
Hamborg julemarked ved Hauptbahnhof
Julemarkedet ved Hauptbahnhof er kæmpe og strækker sig over Spitalerstraße, Gerhard-Hauptmann-Platz, Mönckebergbrunnen,Jacobikirchhof og hele vejen rundt om St. Petri Kirke i centrum. Markedet er omgivet af eksklusive butikker, og er et af de familievenlige og mere traditionelle julemarkeder i byen. Hvis du ikke havde lyst til brændte mandler inden, har du det helt sikkert, når du går rundt blandt boderne i den søde duft. Der er over 150 store og små boder og er et af de største i Hamborg – selv juletræet er stort. Det strækker sig 20 meter op i luften og har mere end 30.000 pærer, der bidrager med julestemningen.
Julemarkedet har åbent fra den 26. november til den 30. december fra kl. 10 til 22. Markedet har lukket den 25. december.
Winterdom
Winterdom bliver flere steder beskrevet som den største offentlige festival i det nordlige Tyskland. Det er en kæmpe plads med masser af forlystelser og mere end 250 butikker, der naturligvis byder på brændte mandler og glühwein. Winterdom er nok mest for familier med børn og andre barnlige sjæle. Hver fredag kl. 22.30 er der fyrværkeri – desværre var vejret ret tåget fredag aften, så vi nød istedet en drink og øl i St. Pauli 😉
Har man ikke mulighed for at besøge Winterdom, er der også åbent for pladsen til en forårsfestival i marts og Sommerdom i juli. Alle tre gange om året er der åbent i fire uger, hvor pladsen bliver omdannet til et livligt tivoli med alverdens forlystelse og rutsjebaner.
Winterdom har åbent fra 4. november til 4. december. Mandag til torsdag fra 15-23, fredag og lørdag fra 15-00.30 og søndag fra 14-23.
…og så til de andre tips, der nok skal sørge for at julestemningen indfinder sig i løbet af en weekend i Hamborg:
Hver lørdag i adventsweekenderne er der juleparade igennem Hamborgs bymidte. Paraden starter fra Mönckebergstraße ved siden af den store Saturn-butik ved Hauptbahnhof, og der er afgang tre gange om dagen den 26. november, 3. december, 10. december og 17. december.
Er du mere til shopping, er der rig mulighed for det ved Neuer Wall. Ved juletid er området så fint dekoreret, og vi kunne sagtens have brugt flere timer på at kigge på alt julelyset i kvarteret. Og selvfølgelig også til at købe julegaver i butikkerne 😉
Og så er der de markeder, vi desværre ikke nåede at besøge. Blandt andet Winterpride, Winter Forest, Gänsemarkt og julemarkedet ved de nordiske sømandskirker. Uanset hvilket julemarked man ender med at besøge i Hamborg, er der i hvert fald mulighed for glühwein (eller apfelpunsch, hvis man vil have noget uden alkohol) og brændte mandler. På julemarkedet Santa Pauli stiftede vi også bekendtskab med Feuerzangenbowle, der er en lidt stærkere glögg, men som smagte virkelig godt! Måske vi skulle forsøge os med en hjemmebrygget udgave af den herhjemme 😉
Turen til Hamborg var en del af kampagnen #ChristmasInGermany og #HolyHamburg og arrangeret i samarbejde med Hamburg Tourism og Nordic TB.
7 kommentarer
Smukkeste by <3 Hvorfor var det lige jeg flyttede derfra? 😉
Men skønne billeder og gode tips til julemarkeder. Er selv stor fan af julemarkedskulturen og synes, at Kbh godt kunne steppe lidt op hvad det angår. 😉 Men super indlæg, og flotte billeder. Er lidt trist over jeg ikke selv skal afsted i julen, som jeg plejer. 🙂
Ja, det forstår jeg altså heller ikke, Nikoline 😛 For hold nu op, hvor blev vi altså også selv lidt forelskede i Hamborg henover weekenden! Og tusind tak i øvrigt 🙂 Dejligt at du kan li’ både billeder og tips 🙂 Måske man skulle gøre en Hamborg-tur til en tradition op til jul. Det sætter i hvert fald godt gang i julehumøret 😀
Tak for guiden – tror helt sikkert at Mette og jeg skal på St. Pauli, når vi skal på tøsetur derned lige om lidt Og jeg tror jeg har fundet ud af, hvad vi skal lave, når vi to skal ses: jeg skal se jeres nye lejlighed og smage jeres hjemmebrygget Feuerzangenbowle
Ja, der bliver I altså nødt til at tage hen! 😀 Det var virkelig et hyggeligt (og lidt anderledes) julemarked 🙂 Haha, det lyder som en god plan med rundtur og feuerzangenbowle 😛 Den må I også lige smage på Santa Pauli julemarkedet! Det kommer også i de fineste lerkrus 😀
Thank you:) But hey i missed all the santas on motorbikes!! Love the little map with the saints heads, such a cleaver idea.
Haha, we were lucky enough to see them when we took the Hop on Hop Off bus through the city 🙂 And thanks! Just played around with Google Maps and tried to make it a little more Christmassy 😛
[…] Jeg ved godt at jeg stresser nogen ved alledere at begynde at tale om jul nu, MEN hvis man tænker på at planlægge sådan en julemarkeds tur så skal man jo lige have styr på transport og evt. hotel. Har man kun en enkelt dag kan man tage til Hamborg der er mindst en 7-8 stykker. Mine “kollegaer” Anders og Laura der har bloggen Afterglobe har lavet en fin lille guide til julemarkeder i Hamborg her. […]