Togturen fra Rügen til Rostock – selfie i toget 😉 – frokost og værelse på Kurpark Hotel – Warnemünde Woche
Warnemünde Woche – strandpromenaden – farverige huse ved vandet – fyrtårnet
Efter vores ophold på Rügen gik turen til den tyske riviera, som ligger i den nordlige del af staten Mecklenburg-Vorpommern. Her er der maritim stemning ved bl.a. byerne Kühlungsborn og Warnemünde, historisk atmosfære ved det gamle kloster i byen Bad Doberan og skøn natur i området ved badebyen Heiligendamm. Før vi fortæller om vores oplevelser i Kühlungsborn og Heiligendamm, skal det handle om Warnemünde. Her havde vi to dage til at udforske den lille kystby og også tage en smuttur til Rostock. Vi delte løbende nogle billeder på Facebook, som I måske har set?
Fine bindingsværkshuse og langsomme gåture i Warnemünde
Den traditionsrige badeby Warnemünde indbyder til slentreture både langs havnen og strandpromenaden, der blev bygget for mere end 100 år siden ved Østersøen. Der er fyldt med historiske bindingsværkshuse og stokroser i alle regnbuens farver, som vores billeder nok også afslører. Til august danner byen rammen for det populære Hanse Sail, hvor mere end 200 historiske sejlskibe lægger til ved kajerne og pynter i horisonten mod Danmark, og da vi besøgte byen var der Warnemünde Woche med masser af boder og musik. Warnemünde er egentlig en del af Rostock, der kun ligger omkring 15 minutters kørsel væk, men stemningen i de to byer er meget forskellig, og de byder hver især på unikke oplevelser.
Warnemünde har både en lystbådhavn og en krydstogtterminal, og for de fleste der kommer med krydstogt, bliver byen brugt som transit til Berlin, der kun ligger et par timers kørsel væk. Warnemünde er ikke kun et besøg værd i sommerperioden, men også ved juletid, hvor der er julemarked ved promenaden. I Rostock er der også julemarked – endda det største i det nordlige Tyskland.
Alexandrinenstrasse, som I kan se på billederne længere nede, er sammen med gaden Am Strom nogle af de ældste gader i Warnemünde. Gaden har typisk været beboet af fiskere og sejlere, hvor de har boet i små såkaldte gavlhuse. Vi fik fortalt, at husene var omkring 7 meter brede og omkring 20 meter lange, så det passede med, at fiskenet kunne hænge til tørre langs husmuren. Og så er der omkring halvanden meter mellem husene – lige akkurat nok til at en ko kunne komme igennem 😉 Gaden ligger i dag hus til både museum, lejlighedshoteller, små butikker og cafeer. En gåtur gennem gaden er nærmest som en tur gennem historien. Sammen med de typiske strandkörber på stranden, som er fine siddepladser, der typisk er repræsenteret i det nordlige Tyskland, er Alexandrinenstrasse et oplagt sted at nyde Warnemünde. Den såkaldte strandkorb er i øvrigt opfundet i Warnemünde i 1882, og i år fejrer den altså 135 års jubilæum.
Rostock
Farverige huse og historisk arkitektur i Rostock
Rostocks historie går helt tilbage til middelalderen, hvor det var en vigtig handelsby. I 1419 fik byen sit første universitet, og i dag er byen også et af de større og populære universitetsbyer i det nordlige Tyskland. Havnen i Rostock er den tredje største ved Østersøen, og det er også hertil man kan sejle fra fx Gedser på Falster. Under den kolde krig var både Warnemünde og Rostock vigtige havne for Tyskland, og der er i dag stadigt værfter og andre produktioner.
Til jul strækker sig et stort julemarked igennem byen, som faktisk går helt tilbage til middelalderen. Hvert år besøger halvanden millioner gæster markedet i løbet af den måned, det har åbent. I sommerperioden har Rostock dog også meget at byde på. Omkring Neuer Markt og Rathaus (fra 1270) er der huse med de fineste gavle, som I også kan se på billederne. Området fungerede i middelalderen som markedsplads. Går man fra byens rådhus gennem Kröpeliner Strasse og ned til byens gamle kloster og universitetsparken kommer man forbi endnu flere gamle huse i alverdens forskellige farver, nyere DDR-bygninger og universitets hovedbygning fra 1419, der er det ældste i Nordeuropa. Generelt er arkitekturen i Rostock virkelig imponerende og oplagt for et indblik i udviklingen gennem historien.
Små glimt fra solnedgang og street art i Warnemünde. Og et kig på værelset på Ostsee Art Hotel.
Flere små glimt fra vores dage i Warnemünde, et kig på Kurpark Hotel udefra og aftensmad på Restaurant Carls.
Flere små (og blå) glimt fra gåture igennem Warnemünde.
Udsigt over stranden fra Skybar øverst oppe i Hotel Neptun.
Vores dage i Warnemünde
Selv brugte vi vores dage i Warnemünde på at gå ture langs strandpromenaden, hvor vi så et par smukke solnedgange, skålede i radler og nød en kold jordbærdrink en varm eftermiddag. Fra Am Strom-siden af byen kan man også tage på havnerundfart, og det skulle vi naturligvis også. Her kom vi helt tæt på krydstogtterminalen og de store kajpladser, hvor færgerne fra bl.a. Trelleborg og Gedser lægger til. Til aftensmad var vi den ene aften forbi Restaurant Carls, som I måske så billeder fra på Instagram Stories? Den anden aften spiste vi på en af byens ældste restauranter, Zum Stromer, der ligger lige på kanten til Alexandrinenstrasse.
Warnemünde byder på mange historiske og familiedrevne hoteller og ferielejligheder. Den første nat overnattede vi i Kurpark Hotel, der kun ligger nogle meter fra promenaden og stranden. Den anden nat i byen overnattede vi på Ostsee Art Hotel, der ligger i den fine og historiske Alexandrinenstrasse tæt ved Am Strom, hvor man kan nyde udsigten over havneområdet.
Et af de mest populære billedmotiver i byen – at dømme ud fra vores billeder 😉 – er de to fyrtårne, hvor vi naturligvis også var ude og nyde udsigten en aften. Vi tog turen ud til vestmolen, som ligger omkring 500 meter ud i Østersøen. Mere centralt i byen er der et historisk fyrtårn fra 1897/98, som man også kan komme op i, hvorfra man kan få en udsigt over området i 32 meters højde. Vi besøgte dog Hotel Neptun og hotellets Skybar for et overblik over området i stedet. Og hold nu op en smuk udsigt deroppe fra. Det er tydeligt at forstå, hvorfor området er populært blandt tyske turister – og jeg er altså også selv fristet til endnu en tur til området, for at nyde et par dage i roligt tempo.
Det gamle fyrtårn i Warnemünde.
Et kig ned af havnen i Warnemünde.
Et kig ned ad Vestmolen.
Udsigten fra Vestmolen og ind mod byen og havnen.
Stranden med de fine Strandkörber.
Det gamle rådhus ved solnedgangstid.
Rostock og Warnemünde.
Små glimt fra Warnemünde.
Vi var inviteret af Rejselandet Tyskland og Mecklenburg-Vorpommern som en del af kampagnen #einsmuttur.
1 kommentar
[…] Rostock Rostock var faktisk den eneste, af de 3 besøgte byer, som jeg kendte lidt til i forvejen. Måske pga. færgeoverfarten Rostock – Gedser. Der var også en del danskere i bybilledet og på de forskellige turist attraktioner. Jeg havde glædet mig som et lille barn til at besøge Warnemunde som hører med til byen. Jeg forventede feriestemning, da nogle kalder det Tysklands Middelhavskyst. Men vejret var stadig ikke med, mig så det til blev en meget hurtig blæsende tur. Jeg synes steder fortjener den kærlighed som Anders og Laura giver det på deres blog Afterglobe. De var der blot uge før mig. Her kan man virkelig fornemme den feriestemning jeg taler om. Du kan læse om deres solrige timer i Warnemunde her. […]