Sidste år fik vi mulighed for at besøge Marokko. Landet har stået højt på vores liste længe, og det levede mere end op til vores forventninger. Vi havde en fantastisk uge, hvor vi kom tæt på lokalbefolkningen, lærte en masse om kulturen og nød de smukkeste udsigter i bjergene. Og fordi vi var så begejstret for Marokko – og stadig er – får I her 10 grunde til at besøge Marokko 🙂
1. Menneskerne
Vi blev mødt af så mange søde mennesker rundtomkring i Marokko. Der var nysgerrige børn og gæstfrie familier. Jeg elsker at tage billeder af mennesker, men jeg vil egentlig allerhelst spørge om lov først. Det gjorde jeg selvfølgelig i Marokko, og selvom mange rystede på hovedet, når jeg pegede på kameraet, var der rigtig mange, der sagde ja og ikke havde noget imod det – som I også kan se på billederne herunder.
2. Trekking i Atlas-bjergene
Vi brugte størstedelen af vores tid oppe i Atlas-bjergene, hvor vi både besøgte lokalbefolkningen og var på flere trekking-ture. Det var lidt off the beaten track, men det var det hele værd med det landskab og de views. Naturen er virkelig varierende i Marokko, og der er alt fra sneklædte bjerge til frodige dale. På vej ned fra bjergene og tilbage til Marrakech kom vi også forbi Zaouiat Ahansal (som I kan se længere nede) – et helt andet landskab, end det vi ellers havde set i bjergene. Vejene derhen var i øvrigt sindssygt stejle, og vi blev mødt af det ene hårnålesving efter det andet.
3. Markederne
Om det er tæpper eller granatæbler, du er ude efter, skal der nok være et marked til det i Marokko. Vi besøgte både de lokale markeder i bjerglandsbyerne og de mere turistede i Marrakech, og det var en fornøjelse hver gang – og to vidt forskellige oplevelser. Undervejs tilbage til Marrakech gjorde vi stop i nogle små landsbyer, hvor de lokale kvinder solgte håndvævede tæpper og håndlavet keramik. Øj, der var meget der fristede! Vi kunne selvfølgelig heller ikke lade være med at købe lidt med hjem.
4. Te-ceremonierne
En marrokansk te-ceremoni er virkelig noget for sig selv! Der er fuld skrue på musikken, der er masser af sukker og generelt bare virkelig god og hyggelig stemning. Jeg var overrasket over, hvor lang tid det tager at gøre teen klar, før man må drikke den – og virkelig også overrasket over hvor sød marrokansk te er. Nevertheless er det en ret hyggelig oplevelse at få med!
5. Maden
Åh. Det var et eventyr i sig selv at gå på opdagelse i madmulighederne i Marokko. Allerede et par timer efter vi landede, fik vi de bedste granatæbler nogensinde. Og det var kun en lille forsmag på hvad der ventede os. Selvfølgelig var der masser af tagine til aftensmad. Og med til aftensmaden fulgte også de bedste oliven. Vi var også med i køkkenet en aften, og hele kulturen omkring madlavningen var virkelig fascinerende.
6. Kulturen & historien
Den oprindelig befolkningsgruppe i Nordafrika er berbere, og i det område af Atlas-bjergene, hvor vi boede, var lokalbefolkningen også berbere. Jeg elsker at komme tæt på befolkningen og lære mere om den opgældende kultur og historie at kende, og det må man sige, vi fik mulighed for på vores tur til Marokko.
7. Skattejagt i medinaen
Det er som en skattejagt, når man går rundt i medinaen i Marrakech. Spændingen ved ikke at vide, hvad der venter rundtom næste hjørne og hvad den næste gyde har at byde på. Det er rimelig nemt at fare vild, men det er helt sikkert også en del af oplevelsen bare at slentre rundt og tage det som det kommer. Medinaen i Marrakech er i øvrigt også på UNESCO’s verdensarvsliste.
8. Farverige byer, sahara og surf
Der er både en hvid by (Casablanca), en rød by (Marrakech) og en blå by (Chefchaouen) i Marokko. Du kan ride på kameler i ørkenen, surfe ved kysten og vandre i bjergene. Der er så mange muligheder, og vi har kun snuset til en brøkdel af kulturen i landet. Vi fik dog prøvet hammam oppe i bjergene, og det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer. Den kan desværre ikke rigtig forklares, haha. En dag gad jeg godt opleve Fez, som er Marokkos andenstørste by. Specielt byens universitet, som er verdens ældste, skulle være en kæmpe oplevelse.
9. Arkitekturen & udsmykningen
Og apropos det ældste universitet – arkitekturen og udsmykningen af bygninger er helt vilde i Marokko. Detaljegraden er så imponerende, og vi ville snildt kunne have brugt flere dage eller uger på at gå på opdagelse i Marrakech. Også bare alle de lamper og tæpper, der frister på markederne. Det føltes nogle gange som om, vi gik rundt i kulisserne fra 1001 Nats Eventyr.
10. Marrakech
Byen er fyldt med de hyggeligste, små riads, som giver en autentisk overnatningsoplevelse. Og så er der det travle marked, som hurtigt kan føles kaotisk og overvældende. Specielt da vi bevægede os rundt i byen om aftenen, var der knald på og fart over feltet. Der er rig mulighed for at fare vild, købe sig fattig og bare falde hen i en helt anden kultur og stemning.
6 kommentarer
Jeg er vild med jeres billeder fra den tur. Det er som at være der igen – helt specielt!
TAK, Marianne! Dejligt, at du kan li’ dem 😀 Og fedt, at det næsten er som at være der igen. Det var sgu også en god tur!
Som altid: Helt utrolige, savl-værdige billeder. 😉
Tusind tak, Katja! 😀 Marokko var også en fornøjelse at fotografere!
Her var det mange fine bilder! Jeg vil gjerne tilbake til Marokko en gang for å oppleve landet skikkelig, jeg har kun vært der en langhelg.
Tusind tak, Marianne 🙂 Jeg har også lyst til at opleve endnu mere af Marokko! Mere vil have mere 😛 Vi mangler stadig at opleve Sahara og kysten og Fez og ja, jeg kunne blive ved 😉