Siden vi var på vores første roadtrip i USA i 2011, har vi været solgt til roadtrip som rejseform. Vi har ikke bil herhjemme i Danmark, så friheden kan mærkes ekstra meget, når vi har hjul under os og kan køre lige nøjagtig derhen, hvor vi vil. Det er igennem årene blevet til flere ture tværs over Atlanten, for at nyde en vaskeægte amerikansk roadtrip, og jeg er ret sikker på, at Anders efterhånden har kørt flere mil i USA end kilometer i Europa. Vi har besøgt Niagara Falls, kørt bag amish hestevogne i Pennsylvania, holdt i kø i Los Angeles, krydset Manhattan i rush hour (kan ikke anbefales), faret vild på landet, kørt ad snoede bjergveje i nationalparker, sunget med på gamle klassikere, nydt solnedgange fra bilen og meget mere. Vores køreture igennem det amerikanske landskabe budt på nogle af de bedste oplevelser, og vi er slet ikke færdige med at tage på roadtrip i USA.
Og nu er turen så kommet til at overbevise jer til at tage på roadtrip i USA 😛 Og hvis I har været afsted, så tilføj gerne jeres egne grunde til at tage tværs over Atlanten og drøne rundt i en lejebil.
1. Fleksibilitet
Når man kan fragte sig selv rundt med egen bil, er det naturligvis langt nemmere at tilrettelægge sin dag og sin samlede rute. Der er ingen afgangstider at forholde sig til eller en check-in skranke, der lukker på et bestemt tidspunkt. Med bil har man en kæmpe fleksibilitet, som vi i den grad også har draget nytte af. Har vejrudsigten været dårlig for et bestemt område, har vi kunne vende om og ændre kurs. Det gjorde vi f.eks. på vej til South Carolina, hvor det skulle regne mere eller mindre hele tiden, mens vi var der. Så vendte vi blot om og kørte mod Blue Ridge Mountains i stedet 🙂
2. Maden
Efterhånden som man bevæger sig frem i det amerikanske landskab, ændrer madkulturen sig også. Vi har ofte forsøgt at opstøve små, lokale restauranter med god mad, som ikke kan fås andre steder. På den måde har vi fået fantastisk barbecue i Texas og whoopie pies i Pennsylvania. Og når man er på farten, skal man selvfølgelig også sørge for at have tanket godt op på snacks. En del af fornøjelsen ved at være på roadtrip er også at tømme Walmart og Target for diverse amerikansk mad, som nemt kan nydes på landevejen 😉 Og så er der alle drive-through mulighederne. In-N-Out er et fast punkt på dagsordenen, når vi er på roadtrip!
3. The journey is the destination
Landskabet ændrer sig hele tiden, og køreturen i sig selv er en kæmpe oplevelse. Naturligvis er det ikke alle motorveje, der er lige spændende, men afhængig af hvilken rute man vælger, er turen på vejen og tiden i bilen rejsen værd, fordi man kommer forbi så mange små byer og flotte byer. Selvfølgelig oplever man mere på landevejen, end hvis man blot sætter sig ind i et fly i NYC og nogle timer senere lander i LA. Og selvfølgelig tager det også lidt længere tid 😛
4. Nationalparkerne
Alene nationalparkerne er i sig selv grund nok til at besøge USA. Og til at leje en bil og cruise rundt på de amerikanske landeveje. Man kommer allernemmest rundt i de amerikanske nationalparker ved at have egen bil, synes jeg. Der er dog mange steder, hvor man bliver nødt til at benytte sig af shuttle busserne, f.eks. i Grand Canyon og Zion, hvis man kommer der i højsæsonen.
5. En ensom landevej
Forestil jer et åbent landskab, måske nogle bjerge ude i horisonten, I er de den eneste bil på den ensomme landevej, der snor sig afsted mellem markerne. Der er god musik ud af højtaleren, sodavand i køletasken og uanede mængder snacks. Der er ikke noget I rigtigt skal nå, men der er en helvedes god udsigt at nyde. Lyder det ikke skønt? Sådan nogle køredage på vores roadtrips elsker jeg! At komme ud på en ensom landevej og bare være der i nu’et, slappe af og nyde det.
6. Tæt på USA og de lokale
På en roadtrip kan man komme tæt på de lokale og få et indblik i hverdagslivet i USA. I Pennsylvania boede vi i samme område som de lokale amish folk, og da vi besøgte det lokale marked, var det dem, der betjente os, ligesom vi ofte også endte bag deres hestevogne. Og selvsamme sted i Pennsylvania var vi med vores Airbnb-vært ude at se en koncert, mens vi nød en lille picnic. Når man er på roadtrip og kører rundt i bil, kommer man bare helt tæt på det ægte USA og falder i snak med Mr. & Mrs. Schmidt, når man fylder benzin på bilen.
7. Late night shopping
Får man pludselig lyst til en spændende variation af Ben & Jerry’s sent på aftenen, er det bare at hoppe ind i bilen, taste den nærmeste Walmart eller Target ind på GPS’en og så ellers køre afsted efter forsyningerne. Og det er ikke kun Ben & Jerry’s vi kan finde på at hente omkring midnat. Det er virkelig et oplagt tidspunkt at shoppe på, fordi butikkerne sjældent er fyldte. Faktisk benyttede vi os også af toiletterne i Walmart om natten, da vi på et tidspunkt overnattede i bilen på deres parkeringsplads.
8. Billig benzin
Det billigste vi har tanket til i USA var omkring $1,69 per gallon (cirka 3 kroner per liter). Det er selvfølgelig også i den virkeligt billige ende, men generelt er benzinpriserne jo langt fra så høje som herhjemme. Og dermed er det også billigere at køre rundt derovre. Der kommer naturligvis flybillet og billeje oveni prisen for sådan en roadtrip, men det skal i hvert fald ikke være benzinpriserne, der afholder jer fra at tage turen over Atlanten. Med de literpriser gør det heller ikke så meget, hvis man farer vild 😉
9. Bilen og kulturen omkring biler
Alting er som bekendt meget større og vildere i USA. Bilerne er større, vejene har flere spor og afstandene er længere. Vi har efterhånden været igennem et fint kartotek af gode roadtrip-biler og kørt i flere forskellige biler, end vi nogensinde har herhjemme, tror jeg. Der er i hvert fald god mulighed for at prøve lidt forskellige biltyper af 🙂 Selv lejede vi en Ford Mustang for et par dage i 2014, for at prøve det af. Generelt er USA jo også et land med fokus på biler. Det er ikke ualmindeligt at have to-tre biler i én familie, og jo større jo bedre 😉
10. Route 66
Den klassiske Route 66 bliver vi næsten også nødt til at nævne. Den kører hele vejen fra Chicago til Los Angeles og går undervejs igennem små, glemte byer, der minder om ruten storhedstid og vidner om netop en solid bilkultur, apropos forrige punkt. Vi har selv kørt ad den af nogle omgange, og der er altså noget om snakken. Det er en kæmpe oplevelse at følge i historiens hjulspor og holde ind ved hyggelige tankstationer og dinere for en pause fra den legendariske vej. Route 66 løber i øvrigt igennem otte forskellige stater, hvor Kansas kun har æren af omkring 13 mil, mens New Mexico har fornøjelsen af ruten i hele 393 mil.
Læs også om seværdighederne langs Route 66, gode råd til billeje og vores indlæg om flere amerikanske nationalparker.
6 kommentarer
Åh nu vil jeg af sted igen!!!
Det sidste billede er helt fantastisk! Og jeg er desuden helt enig i det hele. Roadtrip i USA er det bedste 🙂
Haha, jeg vil virkelig også afsted hele tiden 😛 Og tak, Anne-Li! Jeg bliver lidt grådig med USA og vil så gerne opleve alting én gang til, selvom vi allerede har oplevet dem 😛
Min kæreste og jeg er faktisk på Roadtrip i USA lige nu! Vi kører fra Florida til Washington, D.C. Og er lige nu i Virginia. Vi skal aflevere vores elskede bil om 5 dage! 😉 Så kan kun være helt enig i alle grundene! 😀
Ej hvor skønt! Det lyder som en allertiders rute 😀 Bliver helt misundelig! Vi har endnu til gode at opleve Florida. Håber I får en god roadtrip resten af jeres tur 😀
Vi er sååå enige! Haha 😀 I København har vi heller ikke bil, så det føles rigtig luksuriøst at kunne køre på eventyr og stoppe ind, hvor man har lyst. Og USA er perfekt til bilferie. Vi skal hvert fald på endnu flere road trips i fremtiden, det er helt sikkert!
Ja, det er altså vildt hvad bil kan gøre ved en 😀 Tror også det er derfor vi har været så store fans af roadtrips – netop fordi vi ikke har været vant til at have bil i hverdagen. Det har vi nu, men jeg er sikker på at roadtrips stadig bliver en favorit måde at rejse på 🙂