Jeg er ofte i tvivl om hvad jeg skal vælge, når jeg bliver spurgt om jeg vil have den gode eller den dårlige nyhed først. Egentlig vil jeg helst slutte med en god nyhed, men omvendt kan jeg heller ikke vente på den gode nyhed og vil gerne have det at vide hurtigst muligt, haha. I dag har jeg besluttet, at vi tager de gode ting til sidst og derfor de dårlige ting først. Det skal nemlig handle om gode og dårlige vaner, og det er trods alt lidt sjovere at slutte af med de gode og positive ting på den front. Hvis I har nogle tilføjelser, så læg endelig en kommentar (og hvis I ikke har nogle tilføjelser, må I også gerne skrive 😉 Generelt kan vi bare rigtig godt li’ når I kommenterer, haha).
Vi starter som sagt med de dårlige vaner. Det er ikke alle vi er stolte over at indrømme, men jeg håber lidt vi ikke er de eneste, der har sådan nogle dårlige vaner.
1. Vi spiser nok mere foran fjernsynet end ved vores spisebord. Ofte fordi spisebordet er fyldt med rod 😉
2. Vi ser tit noget på computeren i sengen inden vi skal sove. Det er bare så hyggeligt at catche op på en serie eller runde dagen af med nyheder inden sengetid.
3. Vi har lidt en dårlig vane med at komme for sent i seng og dermed for sent op.
4. Vi bærer ikke altid skraldet ud med med det samme. Til gengæld stiller vi det aldrig på bagtrappen.
5. Vi har en aftale herhjemme om at Anders laver mad, og så rydder jeg op i køkkenet. Det er bare ikke altid det sker samme dag 😉
6. Det er blevet lidt en dårlig vane at lade vasketøjet ligge i de fine, blå IKEA-poser et par dage, før vi tager os sammen til at lægge det sammen.
7. Vi har begge to vores telefoner liggende ved siden af sengen om natten. Og det betyder at telefonerne ofte er det sidste vi kigger på inden vi skal sove og det første når vi vågner.
8. Vi er lidt for dårlige til at huske solcremen herhjemme. Man burde jo egentlig smøre både ansigt, arme, hænder og nakke ind hver dag, men det sker bare ikke.
9. Jeg er mester i overspringshandlinger, og er der noget vi kan udskyde til næste der, er det næsten sikkert, at vi gør det.
10. Vi handler nogle gange ind på tom mave, og det er slet ikke optimalt, for vi ender ofte med at købe alt muligt vi slet ikke har brug for.
11. Jeg taler nok lidt for ofte med mad i munden, hvilket ikke er heeelt så godt når man også passer børn, der er i gang med at lære at det må man ikke! Ups 😛
12. Vi er lidt for glade for bland-selv-slik og god mad!
Og så til de mere positive og gode vaner vi trods alt også har.
1. Vi husker (næsten) altid poser når vi skal handle. Hvis vi har glemt poser, vil jeg hellere forsøge at bære det hele i favnen end at købe en pose.
2. Vi slukker for strømmen i stuen (Wifi-router, opladere, TV og alt det der) og på den måde sparer vi faktisk over 30% af vores årlige strømforbrug ift. før vi startede på det (= flere penge at rejse for 😀 )
3. Vi er rigtig gode til at komme ud og gå en laaang tur hver dag. Det er simpelthen sådan en god måde at få snakket sammen på, og så er det ofte der vi drømme om fjerne himmelstrøg.
4. Der går ikke en dag uden vi griner, smiler, krammer eller kysser herhjemme. Har jeg en dårlig dag, hjælper det altid når Anders får mig til at grine.
5. Og den klassiske: Vi husker (næsten altid) at bruge tandtråd hver aften.
6. I snart to år har jeg taget et billede hver dag, og det synes jeg faktisk er en rigtig god vane.
7. Vi reder ofte sengen hver dag, og det gør altså bare et eller andet ved humøret.
8. I forlængelse af punkt 3 ved de dårlige vaner, så resulterer det i at vi sover 8-9 timer hver nat, og det synes jeg faktisk er en ret god vane 😀
9. Jeg kan ikke starte dagen uden at spise morgenmad. Det ville ende med en meget hangry Laura, og det har man ikke lyst til, haha.
10. Vi er blevet rigtig gode til at spare op, og vi har aldrig rejst for lånte penge. Derudover har vi aldrig rejst for hele vores opsparing. Vi har altid sikret os at vi har noget stående til uforudsete udgifter.
11. For det meste husker vi at tage vitaminpiller hver dag. Specielt om vinteren hvor det er svært at få nok D-vitamin.
12. Jeg er rigtig glad for at lave lister, og det hjælper mig (nogle gange) med at være mere produktiv og nå de ting jeg skal i løbet af en dag.
Hvad med jer? Bruger I for meget tid ved computeren, bestiller for meget mad udefra eller planlægger for langt ude i fremtiden istedet for at fokusere på nuet? Eller starter I altid dagen med en løbetur og har fået for vane at pakke telefon, computer og tv væk en halv time om dagen?
Det er helt sikkert en masse ting vi kunne blive bedre til, men Rom blev trods alt heller ikke bygget på én dag 😉 (I øvrigt endnu en dårlig vane vi har – vi bruger den sætning lidt for ofte herhjemme, haha).
2 kommentarer
Det er sjovt som nogen gode vane, kan være andres dårlige. Jeg glemmer altid tandtråd. Det bliver måske til én gang i måneden, og hver gang tænker jeg “NU vil jeg starte med at huske det”. Lige indtil næste dag, åbenbart 😉
Og så ser jeg ikke hvorfor bland-selv slik og god mad er en dårlig vane?! Det er måske nærmere mængderne som kan være en dårlig vane? :stuck_out_tongue_cloey: For så kan jeg måske godt nikke genkendende til det.
Haha, det har du ret i, Søs 🙂 Jeg kan også love dig for at det med tandtråd virkelig har været en dårlig vane før. Eller rettere: det har slet ikke været nogen vane. Nu går det heldigvis bedre!
Og du har da helt ret – bland-selv slik og god mad kan da slet ikke være en dårlig vane 😛 Haha. Det er helt sikkert nogle ting vi både får for tit og i for store mængder, og det er helt sikkert det der gør det til en dårlig vane 🙂