For efterhånden noget tid siden tog vi en beslutning om at tage afsted ud i verden til sommer. Det krævede en del forberedelse, en masse planlægning, tusind tanker, argumenter for og imod og alt mulig andet. Da vi ikke har villet skrive noget om det her på bloggen, før vi havde løftet sløret for vores familier, har vi heller ikke kunnet skrive realtime indlæg om vores tanker undervejs i forløbet. Alligevel har vi skrevet ned hvilke overvejelser vi har haft imens planlægningen har stået på, og de indlæg vil vi nu udgive løbende, så I kan få et indblik i hele processen med at gå fra en drøm til en flybillet i hånden.
Det her er tredje indlæg i føljetonen, hvor vi skriver om det at rydde ud og op og sælge alt det vi ikke vil gemme. Hvis I ikke fik læst første del, hvor vi skrev om det at drømme og tænke “NU gør vi det sgu!”, så er det HER det sker. Anden del kan I læse HER, og det handler om at brainstorme. I kan læse vores indlæg om vores overordnede plan HER.
2. marts
I weekenden – den sidste dag af februar og den første dag af marts – tog vi fat på nogle af de mange ting vi har fået samlet sammen mens vi har boet i vores lejlighed. Vi har lige nøjagtig boet her i seks år indtil videre, og det er altså ikke så lidt man får samlet sammen på den tid. Vi tog en kasse af gangen og kiggede det hele igennem, for at finde ud af hvad der skulle smides ud, hvad der kunne komme til genbrug og hvad vi kunne sælge. Det blev til 3 store affaldssække til skrald fyldt med en masse gamle papirer og papkasser som vi bare har haft stående uden at tænke over det. På billedet nedenunder er et udpluk af det vi fik afleveret til nærmeste genbrugsbutik:
Derudover fik vi taget billeder til 38 annoncer, som Anders oprettede på Den Blå Avis. Nogle af tingene har vi haft i flere år, og vi har slet ikke fået det brugt – enten fordi vi havde flere af samme ting eller fordi behovet simpelthen bare ikke var der mere. Another man’s trash, another man’s treasure, som man siger. Allerede i går aftes var der henvendelser på nogle af tingene, og i morges (mandag den 2. marts) havde vi fået solgt 5 ting, hvor nogle er blevet hentet i løbet af dagen og andre har vi gjort klar til at sende med posten. Om lidt går turen til Føtex for at aflevere de ting der skal sendes, og så må vi se de kommende dage, hvordan det går med de øvrige annoncer. Nogle er måske mere optimistiske end andre 😉
Samtidig har Anders også været ved at kigge på salg af selve lejligheden, og det ser heldigvis også rigtig positivt ud! De andre gange vi har rejst afsted, har vi altid haft lejligheden herhjemme at tænke på, men hvis det går godt med lejligheden, tager vi afsted uden base i Danmark, og forhåbentlig har vi til den tid også solgt de fleste af vores møbler, så vi heller ikke skal have for meget opbevaret.
Det har lettet helt vildt meget både fysisk i lejligheden og psykisk i os selv, at vi har fået ryddet så meget op og ud. Vi har haft så mange ting stående, som vi ikke har brugt i årevis, og det er rart endelig at have taget stilling til dem allesammen. Til inspiration har vi set en masse indretningsprogrammer med fokus på minimalisme og praktisk opbevaring, og DR har bl.a. sendt Helt På Plads, som virkelig har givet blod på tanden til at smide ud og så videre. Selvom vores mål selvfølgelig ikke er at komme bedre på plads i lejligheden eller indrette os mere praktisk og brugervenligt, har det alligevel givet inspiration – og forhåbentlig gør den del af forberedelsen det også nemmere når vi skal til at sælge lejligheden.
Så mangler vi bare at tage stilling til alt det vi har opbevaret i kælderen og i vores loftsrum 😉
//
Det er virkelig sjovt at læse de her indlæg igennem her nogle måneder efter. Lige nu er vi jo meget længere i processen, men det er faktisk ret hyggeligt at have en slags dagbog over hele processen på den her måde. Til gengæld er jeg lidt opgivende ved tanken om kælderrummet, som vi stadig ikke har fået kigget på – loftrummet er dog klaret 😀
8 kommentarer
Uh hvor er I effektive og praktiske, sådan! *thumbs up*
Haha, det føltes virkelig også effektivt og meget praktisk! Jeg frygter bare lidt vores kælderrum nu – det er fyldt til randen =/
Det er så hyggeligt at følge med i jeres planlægning og forberedelser 🙂
Hvordan gik det med at få solgt det hele på DBA?
Dejligt at du synes om det, Ann! Det er også helt hyggeligt at læse igen, når nu det allerede er et par måneder siden det er skrevet 🙂 Med hensyn til DBA så har vi faktisk fået solgt en del, men vi har stadig MEGET tilbage =/ Men heldigvis har vi stadig tre måneder til at komme af med det 🙂
Jeg krydser fingre for, at det lykkes jer at komme af med det sidste 😉
TAK, Ann! Noget siger mig vi kommer til at få brug for krydsede fingre 😉
Mon ikke det går, men både kælderen og loftet? I må bare tage en lille bid af gangen. Og nu ved i jo hvordan man gør, da i har erfaringen fra alt det andet i har ryddet op og ud. Held og lykke med det, og rigtig god arbejdslyst.
Jo, det hele virker nok lidt nemmere og mere overskueligt, når først vi er gået i gang, så vi har fået overblik over det 🙂 Lige nu hvor vi ikke har tjekket kælderen eller ryddet op dernede i flere år, virker det lidt mere uoverskueligt 😉 Tusind tak i hvert fald!