Vi afslørede allerede lidt på Instagram i går aftes
Der er noget vi ikke har fortalt jer. Og det har faktisk været ret svært at holde hemmeligt. For noget tid siden bestilte vi nemlig flybilletter hjem til København fra Los Angeles. Og de flybilletter var til i onsdags, så torsdag formiddag landede vi altså i København. Det er helt bevidst at vi ikke har villet sige noget, for vi har gerne ville overraske vores familie herhjemme, ligesom de har overrasket os så mange gange i lufthavnen, når vi er landet efter tidligere rejser.
Og det lykkedes! Det har virkelig krævet meget planlægning og koordinering, for at få det til at gå op i en højere enhed, men sammen med vores to medsammensvorne herhjemme, lykkedes det os at overraske hver og én. Inden da blev vi dog også selv overraskede, da min lillebror havde taget toget fra Århus torsdag for at ønske os velkommen hjem, da vi landede i lufthavnen. Og hvor var det skønt at se et velkendt ansigt igen! Vi havde dog ikke mere end et par timer sammen, før vi skulle med vores tog til det sønderjyske. Min mormor og morfar troede de skulle hente min lillebror ved toget, men i stedet steg vi af, og der begyndte vores Tour de Sønderjylland for at få overrasket hele familien!
Det var SÅ skønt endelig at få forløst alle de sommerfugle der efterhånden havde ophobet sig i maven igennem den sidste halvanden månedstid. Vi har begge været nervøse for at der var noget er glippede, at nogle havde fået nys om at vi skulle hjem eller at det på en eller anden måde bare ikke lykkedes.
Men det gjorde det! Vi kørte videre til min fars arbejde, hvor der både var glædestårer og masser af kram, derefter gik turen hjem hvor min mor ventede. Og fredag tog vi så afsted til Anders’ familie, hvor hans storebror havde sørget for at familien sad klar i sofaen til at se billeder – indtil vi kom gående ind 😉 Senere kom Anders’ søster hjem, og så var der endnu engang masser af glædestårer og kram.
Hele overraskelsesturen sluttede i går aftes, da vi kørte til Århus, for at overraske min søster, og NU kan vi så endelig også dele det med jer – at vi er hjemme i Danmark igen. Efter 194 dage på farten. Vi har været afsted i 6-7 måneder og har endelig dansk grund under fødderne igen! Og hvor er det både skønt og mærkeligt. Det skal der selvfølgelig nok komme meget mere om senere 🙂 Lige nu skal vi lige have fordøjet de sidste dages tid og forsøge at forstå at vi rent faktisk er hjemme. Og at vi også har været væk, for sjovt nok føles føles det faktisk ikke slet ikke som om vi har været afsted. Så er det heldigvis godt at vi har en masse billeder, minder og souvenirs der beviser det modsatte 🙂


22 kommentarer