Cultural contrasts: Mabul Island, Malaysia

Da vi var afsted på vores rundtur i Sydøstasien, havde vi nogle overnatninger på en perfekt paradisø, Mabul, lige op til juleaften. Herfra tog vi ud på nogle af de bedste dykkeroplevelser vi endnu har haft, og generelt nød vi bare hvide standstrande, lækkert vand og kolde drinks. Enkelte gange gik vi også en tur rundt på øen.

Mabul er en ganske lille ø, og man kan derfor sagtens gå øen rundt på en times tid eller der omkring. Vi boede ikke ligefrem på et resort, men i nogle hyggelige værelser i nogle trælænger. Der var dog andre muligheder på øen, hvis man virkelig søgte luksustilstande. Se bare billederne herunder.

På gåturene rundt omkring på øen kom vi dog væk fra resortområdet. Faktisk skulle vi ikke gå langt for at møde de lokale og deres del af øen. Vores hytter og de store resorts lå egentlig klods op af de lokales huse og fiskerbåde. På sin vis havde det sin charme – vi skulle bare gå nogle få meter for at kunne købe de lækreste kokoskarameller af de lokale. De solgte også billige (og kolde!) drikkevare, og de havde masser af godt humør og tog i mod os med åbne arme.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at blive overrasket over hvor stor kontrasten er, når jeg kigger på billederne. Det var ikke noget jeg studsede særlig meget over da vi var der – for sådan var det vel bare? Og sådan var det også i de andre byer vi indtil videre havde besøgt på den malaysiske del af Borneo. Men nu hvor jeg kigger på billederne og tænker tilbage, undrer jeg mig over at vi ikke blev mødt af flere sure miner fra de lokale. Børnene var så glade. De fulgte os rundt, smilte og vinkede til os. De efterlod et rigtig godt indtryk! På trods af at de var fattige, var der ingen der tikkede om penge. Og så var de vilde med at få taget billeder:

På en af vores gåture rundt om øen, købte vi en durian ved en lokal bod. Vi havde allerede smagt durian på en af vores dykkerture, og selvom det var en forfærdelig oplevelse gav vi det endnu et forsøg. Men uanset hvad, så er det den absolut værste frugt vi nogensinde har smagt. Vi spiste kun en meget lille del af frugten, og gav så resten til en flok børn der var udenfor og lege, som overraskende nok blev utrolig glade. På samme tur fik vi også set den lokale skole, som dog havde ferielukket, og øens blå moské samt kigget på nedfaldne kokosnødder og nydt nogle smukke solnedgange.

Det var som om vi vandrede rundt i en seperat verden, som kun krydsedes med de lokales når vi var tørstige, sultne eller nysgerrige. Jeg ved stadig ikke hvordan jeg har det med det… Billederne derfra viser ret godt den kontrast vi blev mødt med på øen. Og det er ikke kun i Malaysia vi er blevet mødt med kontrasterne. Særligt i Cambodja var forskellene mellem de lokale og turisterne store.  Men hvordan skal man forholde sig til det når man står i det? Det har jeg stadig svært ved at finde ud af. For på den ene side vil man jo gerne hjælpe så mange som muligt, men omvendt kan man jo desværre ikke redde hele verden. Har I selv haft lignende tanker, når I har besøgt et område som turist og blevet mødt af de lokales på én gang gode humør og elendighed?

English: When we traveled around Southeast Asia we met a lot of cultural differences and contrasts. One of the biggest clashes was when we stayed at Mabul Island. We had booked some nights in a small cabin right at the water front, and from here we went diving to the beautiful Sipidan Islands nearby. But when we weren’t diving we spend a lot of the time around the small island. We took some walks, and on these walks we were met with a whole different lifestyle and way of living compared to the cabins we stayed in. Besides our accommodation it was also possible to stay in resorts, which only made the contrast between the locals and the tourists even bigger. I still don’t know how to handle these contrasts while traveling. How do you handle it?