Fredag havde jeg kameraet lidt tættere på end ellers så jeg kunne tage billeder af alle de små ting og detaljer. Vi har tidligere taget jer med på nogle af vores dage i Peru (Cusco HER og Lima HER), og denne gang er det en dag i vores roadtripliv. Vi både besøgte Niagara Falls og krydsede grænsen til Canada, så det var bestemt ikke en kedelig dag!
Vi lagde ud med at fylde bilen op med amerikansk benzin, fordi Anders havde googlet sig frem til at benzinen i Canada skulle være dyrere end i USA. Benzinpriserne i USA svinger helt vildt, og det billigste vi indtil videre har tanket for, har været lige over $3 per gallon.
Efter bilen var tanket, stod den på morgenmad. Det skifter lidt om de hoteller/moteller vi sover på, har morgenmad inkluderet i værelsesprisen. Denne gang var det uden morgenmad, og da jeg hurtigt bliver gnaven uden morgenmad, måtte vi hurtigt forbi den nærmeste Dunkin Donuts og prøve deres morgenmadsbagel. Lidt kedelig, men okay 😉
Og derefter indstillede vi GPS’en på Niagara Falls! Det er gratis at komme ind i selve parken, men parkering koster naturligvis kassen. Vi var heldige og fandt en gratis to-timers parkeringplads (hvordan de lige ved hvornår de to timer er gået har vi endnu ikke regnet ud, for der er nemlig intet parkeringsur i amerikanske biler…).
Turen i båd nedenom vandfaldene er til gengæld ikke gratis. Vi var blevet anbefalet af flere at tage med Maid of the Mist, som også virkede til at være den mest populære mulighed på den amerikanske side. En tilsvarende mulighed på den canadiske side er Hornblower. Jep, opfindsomheden med navnene fejler ikke noget 😉
Inden vi gik ned til bådturen så vi vandfaldet oppe fra observationsdækket på den amerikanske side. Det var helt imponerende! Det er alligevel en ret vild udsigt med så langt og bredt et vandfald. Vejret var heldigvis helt perfekt, og vi var ret glade for at vi havde droppet at tage derud torsdag og istedet vente til fredag.
Jeg havde egentlig forventet at det ville være både en dyr og langsommelig oplevelse ved Niagara Falls, men en billetpris på $17 synes jeg egentlig er fair for at opleve noget så flot. Og samtidig var ventetiden heller ikke slem. Vi kom med den første båd der lagde til efter vi havde købt billet og ventede måske 10-15 minutter i det hele.
Efter en masse billeder gik turen tilbage til bilen. Undervejs mødte vi denne lille, gule fætter på vejen. Det kan man da ikke undgå at blive i godt humør af!
Og så gik turen til Canada! Det kostede $3,5 at krydse Rainbow Bridge, som vi betalte på den amerikanske side, og da vi kom over på den canadiske side, blev vi selvfølgelig spurgt om en masse spørgsmål, men grænseovergangen gik heldigvis smertefrit – Anders blev dog bedt om liiige at tage sine solbriller af, så manden kunne kigge ham i øjnene 😉 Vi havde på forhånd booket hotel, så vi kunne fortælle hvor vi skulle bo og så vi ikke skulle stresse over at finde overnatning, men istedet kunne nyde weekenden i Canada.
Og så var vi i Canada! Vi blev budt velkommen til Ontario af denne søde hund som åbenbart havde brug for en masse frisk luft 😉 Den så virkelig ud som om den nød det, hehe.
Udover at skiltene efter grænsen lige omregnede miles til kilometer, så blev vi også præsenteret for bødernes størrelser ved overtrædelse af fartgrænsen med mere end 50 km/t. Med sådan en bødestørrelse, er der vel nærmest ingen der kører bare en enkelt kilometer for hurtigt?! Derudover stod alle skiltene også på både engelsk og fransk, fordi Canada har to officielle sprog.
Efter vi havde tjekket ind på hotellet, tog vi et smut i Walmart for at handle ind til aftensmad. Vi havde endelig et køkken på værelset, og det skulle naturligvis udnyttes med at lave mad hjemme! Egentlig skulle man ikke tro at forskellen på diverse Walmart-butikker ville være stor, men der er overraskende stor forskel både i USA, men også mellem amerikanske og canadiske Walmart’s.
Vi sluttede fredag aften af med en film på computeren og nyindkøbt lakridskonfekt og finsk lakrids, som vi fandt i Walmart! Vi behøver vel ikke nævne at glæden var stor, da vi opdagede det? 😉
Det var vores fredag! Selvfølgelig er hver dag forskellig når vi sådan er på farten, men det betyder til gengæld også at vi får samlet en masse forskellige oplevelser til os.
I øvrigt kom jeg til at tænke på om der var noget specielt I ville se eller høre om når vi nu er ude at rejse? Vi har naturligvis en masse at fortælle om og uendeligt mange billeder at vise, men I skal endelig ikke holde jer tilbage med ønsker, spørgsmål eller andet. Det er altid fedt med nye input eller vinkler, også selvom vi oplever noget nyt hver dag og derfor har en masse at dele med jer 🙂
4 kommentarer
Hej med jer 2 🙂
Jeg er jo “gammel” sygehjælper og når I nu spørger ind til ønsker, kunne det være interessant at høre om lidt om de lokale plejehjem eller mon det hedder alderdomshjem over there?
I Danmark er det jo så moderne med længst muligt i eget hjem(alt skal foregå indenfor husets 4 vægge, frisør fodpleje osv), rehabelitering(alle skal genoptrænes til at klare sige selv) og foden under eget køkkenbord,( nu er det slut med at drive den af, læse avis og se gamle film. Nu står den på deltagelse i tilbedelse af måltider;).
Jeg siger det selvfølgelig med et smil for jeg syntes generelt at vi i dagligdagen på min arbejdsplads tager individuelle hensyn til den enkelte:)
Fortsat god tur
Ps. Det er måske også noget du kan bruge til dit studie, Laura?
HEJ faster Sanne!
Det er da helt sikkert også interessant 😀 Vi har ikke rigtigt været i nærheden af nogle alderdomshjem, men i reklamerne i fjernsynet går de meget op i at sælge de gode hjem, hvor de bl.a. lægger vægt på at de ældre ikke bare skal være i et hjem, men i deres eget hjem. Og så skal der også være plads til familielivet, så de kan få besøg og sådan.
Men generelt er det jo meget anderledes, fordi alt koster penge herovre. Alt efter high school koster og sundhedssystemet er slet ikke gratis. Derfor er der også mange private tilbud, som naturligvis forsøger at sælge deres produkt bedst muligt. På den måde bliver sådanne tilbud som alderdomshjem nok mere en vare og et produkt end en service i forhold til hvad vi er vant til hjemme i Danmark.
Ift. studie så laver jeg bestemt også en masse observationer, hehe 😀 Skal i gang med et projekt om Bolivia når vi kommer hjem, som jeg samlede materiale ind til, da vi var der.
Og tak! 😀
Jeg er vild med de her “a day in the life”-agtige indlæg, så dem må I meget gerne lave flere af! Det er jo næsten(!) ligesom at være der selv 😀
Juhuuu! Det er jeg glad for at høre, Anne-Li 😀 De er faktisk også sjove at lave, så dem kommer der helt sikkert flere af! TAK!