

Sponsoreret af Rejselandet Tyskland
Vores første ferie sammen var til Prag i 2007. Vi tog toget fra Danmark, skiftede i Hamborg og fortsatte ellers turen ned igennem Europa med Prag som endelig destination. Det gjorde vi faktisk to gange. Altså tog til Prag i påskeferien. Et par år senere vendte vi så snuden mod Berlin, men udover det har vi faktisk ikke fået udforsket så mange europæiske storbyer sammen – i hvert fald ikke så mange som vi gerne vil. Nu har vi så også krydset Budapest af listen. Og fra i dag og henover weekenden gælder det den bayerske hovestad München.
Vi er inviteret af Rejselandet Tyskland, som i samarbejde med nordiske bloggere i løbet af sensommeren og efteråret har fokus på Tyskland som rejsedestination. Det gælder både større og mindre tyske byer, og for vores vedkommende går turen altså til München, som vi skal udforske sammen med den finske blogger, Rami. Temaet for vores tur er gastronomi, øl og BMW’s 100 års jubilæum, som bliver fejret netop i weekenden. At dømme ud fra programmet bliver der dog også tid til at vandre lidt rundt i byen og på egen hånd og se hvad den har at byde på. Umiddelbart forestiller jeg mig, at byen er en blanding af ældre arkitektur, biergartens og et moderne finanscentrum 😀
Vi har selvfølgelig allerede fundet nogle ting, som vi gerne vil opleve. Blandt andet ser Munich Residenz bestemt ud som et besøg værd. Og så kunne det også være fedt at tage op i tårnene på katedralen Frauenkirche, for at spotte alperne i horisonten. Det nye rådhus i München ser i øvrigt også ret vildt ud! Uden at sammenligne for meget fik det mig til at tænke på katedralen i Milano – selvom der nok ikke er nogen anden bygning i verden, der kan hamle op med den 😉 Desværre falder vores besøg lige præcis ikke sammen med Oktoberfest, som ellers kunne have været så sjovt at opleve. Startskuddet til det lyder dog først den 17. september.
Vi kommer i øvrigt til at opdatere Instagram og Facebook en masse i løbet af vores forlængede weekend i München. På den måde kan I forhåbentlig følge med i, hvad vi går og foretager os i den tyske storby. Normalt er de billeder, vi poster jo ret ofte throwbacks og knap så tit real-time-oplevelser. Det forsøgte vi dog i sidste uge, da vi var i Budapest, og nu prøver vi så igen med München 🙂 Hvis I er nysgerrige efter at se, hvad vores weekend i München byder på, så er I i hvert fald mere end velkomne til at følge med på Instagram og Facebook! I kan i øvrigt også følge med via hashtagget #CitybreakGermany, hvor andre bloggere også deler billeder fra deres ture rundt i Tyskland 🙂
Har I besøgt München? Hvis I har nogle tips til byen, må I hellere end gerne råbe op. Vi har allerede noteret en kaffebar, som vi blev tippet om på Instagram.
Ps. Indtil vi rent faktisk får nogle billeder fra München, har vi lige prydet indlægget med billeder fra vores ture til andre europæiske storbyer 😉
Vi var inviteret til München af Rejselandet Tyskland som en del af kampagnen #CitybreakGermany. Alle holdninger og anbefalinger er naturligvis vores egne.
![]()


6 kommentarer