Vi har været ramte, men heldigvis har vi også haft gode flyoplevelser, fået et godt førstehåndsindtryk af Japan og samlet på gode stunder i Tokyo. Til tider har det negative overskygget det positive, og så kan det altså være svært at holde hovedet koldt, bevare overblikket og ikke mindst rejselysten.
Det er over en uge siden vi sidst har givet en update her på bloggen, men de af jer der følger med på Instagram, har måske kunne følge lidt med i vores færd efter Rusland og Moskva. Status er, at vi pt. er i Takasaki lidt nord for Tokyo. I går lejede vi en bil i lufthavnen, og planen den næste uges tid er, at vi kører lidt rundt og oplever Japan på en af vores favorit rejsemåder, nemlig roadtrip. Da det er mest almindeligt at reservere overnatninger på forhånd i Japan, har vi været i gang med at undersøge gode muligheder, og valget faldt på to. Derfor bor vi lige nu i et fiiint, meget japansk hus, og på fredag kører vi videre til næste Airbnb-oplevelse. Vi trængte begge til lidt plads omkring os, til at kunne lave mad selv og generelt bare koble ud af det storbyræs vi har været i siden vi tog afsted for tre uger siden.
Og forhåbentlig får vi genopladet vores batterier på vores japanske roadtrip 😀 Vi lagde ud med at sove 10-11 timer i træk i nat. For første gang på denne tur faktisk. Vi har været mere ramt af jetlag end vi nogensinde har oplevet. Det betød bl.a. at vi natten til i går næsten ikke sov (jeg sov en halv time, Anders sov to). Og oveni jetlag har vi kæmpet med sygdom, og netop sygdommen gjorde, at vi kun havde to dage til at opleve Tokyo (hvor vi havde regnet med fem). Alle dage var vejret i øvrigt dårligt 😉 Sammenlagt med værelseskuller trængte vi bare til at få luft under vingerne og køre ud i det blå. Så det gjorde vi altså i går, og indtil videre går det godt!
Det var altså en lille status fra os. Vi er i øvrigt syv timer foran i forhold til dansk tid, vejret er stadig dårligt (overskyet og regn), men vi har den fineste, lille bil, vi har fået lækker morgenmad (meget sen morgenmad, ahem), og vi har tid til hinanden. Og det er rart og tiltrængt! Billederne er forresten fra både Moskva, flyveturen til Istanbul hvor vi mellemlandede, Tokyo og alt derimellem. Anders havde heldigvis været forudseende og opgraderet vores flybilletter på vores 11-timers flyvetur fra Istanbul til Tokyo (en opgradering der i øvrigt kun kostede et par hundrede kroner og var det hele værd!), som betød at vi fløj på noget der minder om 1. klasse, når man flyver indenrigs i USA. SÅ skønt!
Vi har selvfølgelig stadig en masse billeder at vise – vi fik trods alt oplevet Tokyo, og denne her uge byder også på gode oplevelser, hvor vi både skal fejre min fødselsdag og vores årsdag! 😀


12 kommentarer