En omgang billeder fra sidste uge, som passende også markerer afslutningen på vores to måneder i Sønderjylland. Der er en hel del naturbilleder der, og jeg er ærlig talt lidt spændt på at se, hvordan billederne fremover tager sig ud, nu hvor vi er tilbage i byen. Der kommer i hvert fald nok til at gå lang tid, før der er et får med igen 😉
Her bag kulisserne har vi brugt de sidste dage på at handle ind (altså sådan helt fra bunden, hvor vi køber fryseposer, elastikker, mel og sukker), falde på plads og nyde Nørrebro, så det er ikke blevet til så meget tid foran computeren, andet end lidt arbejde og forberedelse til samtaler.
Hvad får I tiden til at gå med egentlig? Har I været forbi nogle kirsebærtræer, nu hvor de er ved at være i blomst? Det har vi faktisk så sent som i dag 😉 De billeder får I i næste uge. Nu gælder det billeder fra vores sidste uge i det sønderjyske. Der er den del, så jeg har delt dem lidt op.
Jagten på Sort Sol
En af de sidste dage i Sønderjylland gik det op for os, at det jo var sæson for Sort Sol – og det ville vi da egentlig gerne se! Desværre kom vi lidt sent i tanker om det, for vi fandt nærmest ingen stære på himlen. Til gengæld fandt vi nogle får i et vildt blæsevejr på grænsen mellem Tyskland og Danmark. Og det kom der selvfølgelig også nogle billeder ud af. Et af fåre-billederne har vi allerede delt på Instagram – det kan I se her.
Påskeliljer og solnedgang
Vi har i den grad udnyttet, at vi har været omgivet af natur mere eller mindre hele tiden. Det har gjort det nemmere at tage billeder hver dag, fordi der hele tiden har været en fin blomst, en solnedgang eller noget andet lige udenfor døren, som var værd at fotografere. Her blev det til en hel del billeder af påskeliljer og en enkelt solnedgang fra sidste uge.
Skoven og slottet
I søndags tog vi en tur i skoven ved Augustenborg, og kameraet kom selvfølgelig med i tasken. Vejret var lidt omskifteligt, så det lykkedes ikke at få solen med på alle billeder, men jeg synes selv, at de fleste blev fine alligevel. Hvis I undrer jer over farveblyanterne længere nede, så er det fordi der er en skulpturpark i nærheden af Augustenborg Slot. Rundt omkring i området er der sat forskellige skulpturer – nogle mere bizarre end andre. Farveblyanterne lyste op og skilte sig ud, så de måtte med!
Det har været en fornøjelse at redigere billeder fra sidste uge, fordi der har været så mange fine, forårsagtige at vælge imellem. Jeg kunne i hvert fald ikke undgå at blive i godt humør, da jeg sad og kiggede dem allesammen igennem. Og som I nok kan se, var det også svært at begrænse billederne 😉