I efteråret 2014 var vi på to måneders roadtrip i USA. Vi lejede en bil i NYC og brugte et par måneder på at køre (næsten) tværs over landet. Vi lagde bl.a. vejen forbi nationalparkerne Grand Canyon, Zion og Bryce, men udover nogle fantastiske naturoplevelser, var vi også til vores første luftballonsfestival – som nok ikke bliver den sidste. I alt havde en uges tid i Albuquerque, hvor vi kørte rundt og så nogle Breaking Bad-locations, nød udsigten over byen, spiste god mad og altså nød synet af hundredvis af farvede luftballoner til Albuquerque International Balloon Fiesta. En anbefalelsesværdig oplevelse, som vi i det her indlæg har forsøgt at give jer et lille indblik i.
Klokken er ikke mere end 2, da uret ringer og vækker os i vores lille lejede baghus. Det er stadig mørkt udenfor, og vi beslutter os for at lave kakao på kaffemaskinen og tager to varme kopper med ud i bilen. Dagen forinden blev vi også vækket tidligt af mobilens alarm. Vi håber bare ikke, at dagen i går gentager sig med overskyet og blæsende vejr. Lige præcis sådan noget vejr som luftballoner ikke kan stige til vejrs i. Men hvis man vil opleve de farverige balloner, må man kæmpe for det. Og selvom det er anden morgen i træk med en tidlig morgenvækning, forsøger vi at bevare optimismen. Vi vil simpelthen så gerne opleve de mange balloner svæve over os, mens solen langsomt står op bag bjergene.
Vejene er mere mennesketomme end de har været på andre tider af døgnet. Heldigvis for os, for motorvejen føles hurtig trang og travl med de mange turister, der er kommet til byen for at opleve samme syn som os. Vi kender efterhånden vejen, men holder alligevel øje med GPS’en for ikke at misse afkørslen. Efter tyve minutters kørsel er vi på den store parkeringsplads. Ligesom dagen forinden er vi så tidligt på den, at medarbejderne stadig kommer trillende for at møde ind til deres vagt på festivalpladsen. Heldigvis har en af boderne allerede åbent, og vi får både kaffe og en breakfast-burrito. Vi er vel på roadtrip.
Vi finder et bord med nogle bænke og slår os ned. Pakker os godt ind. Vi er taget afsted med alt overtøjet på. Så meget overtøj som vi nu engang har med i rygsækkene. Vinden er kølig og bider lidt. Det er en kold oktober morgen. Det hjælper nok når solen står op. Forhåbentlig. Vi kan ikke lade være med at holde øje og kigge op. Er der skyer? Blæser det for meget? Må vi tage skuffede hjem igen? Vi falder i snak med nogle amerikanere, der også er mødt op for at opleve det storslåede syn af hundredevis af luftballoner på himlen. De er ligeså spændte som os. Har planlagt deres ferie efter det.
For os var det faktisk lidt en tilfældighed, der gjorde, at vi nu står på en festivalmark i Albuquerque. Et halvt år forinden anede vi ikke engang, at festivalen eksisterede. Men da vi hørte om den, tjekkede datoerne og så at det passede med vores allerede planlagte roadtrip i USA, blev vi nødt til at plotte den ind på ruten og bookede overnatning så hurtigt som muligt. Nu sidder vi så her. Med regnjakkerne lynet helt op, og hætterne trukket godt ned over ørerne. Vi venter. Det bliver ligeså stille lysere. Vi tjekker, at batteriet i kameraet nu også er opladt. Vi er vist klar. Så er det bare tilbage at krydse fingre for, at vejrudsigten ikke holder stik, og at vindstyrken ikke bliver så voldsom som lovet. Efter vores mislykkedes forsøg dagen inden, googlede vi os frem til vindstyrken og de mest optimale vejrforhold for luftballoner. Da vi tjekkede vejrudsigten, mens vi ventede på, at vores varme kakao blev færdig, så det ikke lovende ud. Vi tog dog chancen alligevel. For hvis nu…
Længere ude på marken begynder to luftballoner at gøre klar. Dawn patrol. Som de første er de oppe i luften og lander først når det er lyst. De bruges som pejlemærker for vind, vejr og højde. Vi venter i spænding og finder hurtigt kameraet frem, hvis nu det var de eneste luftballoner, vi ville se på himlen.
Men minsandten om ikke det viser sig, at de optimale vejrforhold har indfundet sig. Flere luftballoner gøres klar. De vælter op med farver og dyr i alle afskygninger. Vi finder vej hen over marken for at få et godt udsyn og samtidig komme helt tæt på. Tæt på larmen fra ilden, tæt på forberedelserne. På forventningerne, spændingen. Vi stiller os til rette blandt nogle ligeså forventningsfulde tilskuere som os. Vi ender ved siden af lige præcis den luftballon, der skal flyve op med det amerikanske flag hængende over siden af kurven, alt imens den amerikanske nationalmelodi lyder fra højtalerne. Omkring os tager mænd hatten af. Folk begynder at synge med. Nogle holder højre hånd over hjertet. Det er svært ikke at smile. Jeg forsøger at filme, mens jeg suger det hele til mig. Lyden. Farverne. Endda duften. Lettelsen over at få indfriet forventningerne. Man kan nærmest mærke et suk over hele pladsen. Alle virker glade og oppe at køre over, at det ser ud til at lykkes.
Flere balloner gøres klar. Store, farvede stykker stof bliver spredt ud over plænen. Jeg bliver overrasket over hvor mange hænder der faktisk skal til for at få gjort sådan en ballon flyveklar. Vi står i midten af det hele. Fascinerede og forundrede. “Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?”. “Og hvor må det være en vild oplevelse at være oppe i en af kurvene!”. Vi nøjes med at blive på jorden. ”Nøjes” er måske ikke det rigtige ord, for det syn der møder os, når vi kigger over os, er fuldstændig vanvittigt. Flere hundrede, farverige balloner svæver rundt over vores hoveder. De kæmper nærmest om kap for at komme først op – ligesom vi kæmper med de øvrige turister om, hvem der kan tage flest billeder. Vi knipser løs med kameraet. Vi skiftes, for jeg får ondt i armen af at gå med kameraet halvt over hovedet i forsøget på at indfange oplevelsen. Da alle balloner har forladt pladsen, står vi tilbage. Bittesmå. Solen er begyndt at finde sig til rette oppe over bjergene. Lige præcis de bjerge, der gør, at det her område er helt ideelt til at flyve med luftballon. Midt mellem turister, selfiestænger og jeeps, der skal på jagt efter deres flyvende ballon, står vi og kigger op. Jeg smiler over hele hovedet og mærker en kæmpe lykkefølelse i maven. Måske endda hele kroppen smiler?
Jeg har fuldstændig glemt hvor træt jeg var, da vækkeuret ringede. Hvor meget jeg skal tisse. Hvor sulten jeg egentlig er. Ting, jeg normalt har svært ved at abstrahere fra. Der skulle bare cirka 600 forskelligfarvede luftballoner i alle mulige og umulige former til. Nogle gange, når jeg mærker den der rigtige lykkefølelse, den der boblende fornemmelse nede i maven og vel næsten også i hjertet, så begynder tårerne at trille. Det gør de også nu. Vi er begge helt høje på den fantastiske oplevelse, vi står midt i. Tænk, hvordan tilfældigheder kan falde ud. Måske det var en video på Facebook, der gjorde os opmærksomme på festivalen. Jeg kan ikke engang huske det længere. Uanset hvad det var, er jeg i hvert fald taknemmelig. Taknemmelig og glad for at vi besluttede os for at tilføje det til vores rute.
Vi slutter morgenen af med at køre forbi en Denny’s restaurant (helt tilfældigt ender vi på den Denny’s, der er med i Breaking Bad) og spiser morgenmad. Klokken er kun lige omkring 8, og vi har allerede fået en af vores største oplevelser på denne roadtrip. En oplevelse, vi sent vil glemme, og som vi hver dag bliver mindet om, når vi kigger på køleskabet, hvor den fineste ballon-magnet fint hænger og bidrager med farve og glæde. En souvenir, vi købte om morgenen, mens vi ventede i mørket og kulden, før vi vidste om det overhovedet ville lykkes.
SE OGSÅ VORES VIDEO FRA ALBUQUERQUE INTERNATIONAL BALLOON FIESTA HER