Maj har budt på solskin, sommerfølelse og skovtur. Det har været en måned med familietid, vietnamesisk mad og en ny køkkenhave i stuevinduet. Vi er efterhånden ved at vænne os til at være tilbage i København, men vi kan også begge mærke, at vi gerne vil ud og opleve noget mere rundt om København og generelt rundt i Danmark. Vi savner at have en bil, som vi havde på vores roadtrips i både Australien og USA i december og januar, for det er trods alt en del nemmere blot at sætte sig ind i en bil med god musik og snacks, fremfor at skulle ud i det danske land med offentlig transport. Det er bare ikke helt det samme 🙂
Kommer I egentlig ud og oplever jeres nærområde herhjemme og Danmark generelt? Måske det slet ikke er så slemt at skulle med tog, bus og færge for f.eks. at komme til Bornholm, som vi gør det til 😉
Billederne her i indlægget afslører, hvad vi har brugt vores majmåned på, men her i vores virtuelle verden på Afterglobe er der også sket en del. Vi lagde ud med at flytte fra Bloggers Delight og for os selv, og i den forbindelse kiggede vi også lidt på, hvordan Afterglobe har set ud igennem tiderne. Vi har blogget siden 2013 på Afterglobe, og undervejs har designet udviklet sig et par gange eller syv. Det var faktisk helt sjovt at høre fra jer, hvor længe I havde fulgt med, og hvilke designs I kunne huske. Derudover har vi også delt et par rejsetips med jer, blandt andet om, hvordan man finder de bedste campingpladser i Australien. I kan finde flere rejsetips lige her. Og så har vi argumenteret for, hvorfor I skal lægge vejen forbi både Las Vegas og Arizona. Hvis I planlægger en tur til Sydkorea eller Kina, kan I finde vores rejsebudget for landene her – det er i hvert fald de to rejsebudgetter, vi har fået delt i maj. Vi har stadig mange til gode at dele med jer 🙂 Der har også været plads til nogle guides om både Blue Mountains i Australien og om hvordan man finder den bedste plads i flyet. Selv synes jeg faktisk, at vi er kommet godt omkring her på bloggen i maj. Og så er det virkelig dejligt, at vores rejse bliver forlænget, fordi vi dagligt sidder og laver indlæg med indhold fra de forskellige lande og deler det her på bloggen. I øvrigt er det også virkelig dejligt, at I gider og læser med herinde 😀
Og med det bliver det et farvel til maj og goddag til juni! Vi lægger ud med en oplevelsesrig (forhåbentlig), forlænget weekend allerede i morgen. Turen går nemlig til Ungarn på en lille miniferie 🙂
Hvordan har jeres maj været? Har I nydt det gode vejr, som måneden har budt på? Det har simpelthen været så skønt med en forsmag på sommeren, og jeg håber virkelig, at vi denne sommer har både vejret og tiden med os, så vi kan nyde det fuldt ud. Sidste år brugte vi jo det meste af tiden på at pakke lejlighed sammen og flytte alle vores ting til Jylland, før vi tog afsted i august.
I kan i øvrigt læse om vores maj sidste år lige her, hvor vi aflagde Århus et besøg og bestilte flybilletter fra København til Skt. Petersborg.
2 kommentarer
Uroligt flotte billeder 🙂 Jeg tror ikke, jeg har oplevet en bedre maj måned en den vi har haft indtil nu, det bliver fuldt udnyttet med masser grillaftener på Amagerstrand. Det han helt klart anbefales.
Tusind tak, Julius! Denne maj har virkelig også været skøn og med fantastisk godt vejr. Lad os krydse fingre for, at det er et tegn for, hvordan sommeren bliver, så der er plads til masser af grillaftener og lyse, lune sommeraftener 🙂