I går lavede vi en liste med de ting vi mangler før vi er klar til at rejse ud i den store, vide verden – i dag bliver det en liste med ting jeg meeeget hellere ville lave end at sidde foran computeren dagen lang og skrive eksamensopgave. Jeg er heldigvis færdig på tirsdag og egentlig synes jeg også, at det er spændende, det jeg skriver om, men det ændrer alligevel ikke på, at jeg nok aldrig bliver glad for det pres og stress der følger med en eksamensopgave – selvom jeg langt hellere vil have en skriftlig eksamen end en mundtlig! Alligevel er der altså nogle ting jeg ville foretrække at bruge min tid på fremfor eksamensopgave.
Jeg vil hellere…
1. Bruge en hel dag på at læse resten af The Goldfinch – og fortsætte med nogle nye bøger eller lede efter gode bøger til rygsækken.
2. Sidde foran computeren for ikke at skrive opgaven, men for at se House of Cards færdig og starte på den nye sæson af Game of Thrones sammen med Anders.
3. Lave god mad hele dagen med bagværk, kager, tærte og flæskesteg (jaja, sidstnævnte ville Anders få æren af at lave, for ellers ville vi ikke få noget at spise…).
4. Se gode film heeele dagen og spise popcorn i uanede mængder. Jeg tror altså faktisk vi bliver nødt til at se en film i aften, for jeg trænger til at koble af.
5. Gå en laaang tur i det dejlige vejr – evt. rundt om Utterslev Mose. Det piner mig lidt at jeg endnu ikke har været udenfor i dag, og det er jo det skønneste (danske) sommervejr!
6. Forberede en masse rejse og læse op på nogle af destinationerne (det er jeg faktisk ikke specielt god til normalt, men jeg tror alligevel jeg ville synes mere om rejseplanlægning end eksamensopgave).
7. Se en masse Youtube – det er lidt min guilty pleasure og i den grad også min overspringshandling, men jeg bliver jo nødt til at også at skrive engang imellem, så det der med at se Youtube hele dagen går (desværre) ikke 😉
8. Opdatere min My Life Story. Jeg mangler stadig at opdatere den for i år, og jeg synes faktisk det er helt hyggeligt at sidde nogle timer og være kreativ på den måde.
9. Leje en bil og køre ud i det blå. Jeg glæææder mig sådan til vi en dag får plads i økonomien til en bil, så der er mulighed for spontane køreture – ligesom når vi er på roadtrip.
10. Cykle ud til Amager for at spise is på Ismageriet. Vi var derude sidste år, men der var sindssygt lang kø, så det blev hurtigt droppet. Men når jeg nu ikke skulle skrive eksamensopgave, kunne vi jo tage derud når alle andre er på arbejde, for at undgå en lang kø 😉
Hvad ville I hellere lave end at forberede eksamen og skrive opgave? Gætter på at jeg ikke er den eneste der sidder med det nu. Og hvis jeg er – hvad laver I så rent faktisk når nu I ikke skriver opgave? 😀
English: I bunch of things I would rather do than writing my exam.