Hermed anden del af vores bedste rejsetips. Første omgang kan I læse lige her, hvor vi tipper om alt fra tålmodighed til betalingskort. I dag kommer vi rundt om tips til bl.a. vores tekniske udstyr og souvenirs. Som altid er I velkomne til at lægge en kommentar længere nede og dele jeres tips og tricks til en bedre rejseoplevelse 🙂
1. TripAdvisor
Vi bruger TripAdvisor rigtig meget, når vi er afsted. Både når vi bestiller overnatning, tjekker madanmeldelser og finder seværdigheder. Det er et virkelig godt værktøj til at få en fornemmelse af kvaliteten af hoteller, restauranter og turistattraktioner. Nogle gange skal man dog også lige forholde sig lidt skeptisk overfor nogle anmeldelser. Vi har oplevet flere gange, at der har været fyldt med mere eller mindre suspekte anmeldelser.
2. Køb et SIM-kort på destinationen
Noget vi skulle være begyndt meget tidligere. På vores seneste rejse købte vi SIM-kort i Australien og i USA, og det var SÅ lækkert at have dækning på f.eks. lange køredage og ikke hele tiden køre efter den nærmeste McDonald’s for at tjekke anmeldelserne på en restaurant eller et hotel. Nøj, hvor har vi brugt meget tid ved Starbucks, McDonald’s, Walmart, Target og så videre for at få net på telefonen. På Bali købte vi sjovt nok ikke et SIM-kort, men det burde vi egentlig ha’ gjort. Med de tre uger, vi havde på øen, havde det været lækkert med dækning!
3. Husk ja-hatten
Selvfølgelig har vi ikke nogen fysisk ja-hat med os, men når nogle gange når alt driller og ikke helt går efter planen, kigger vi på hinanden og spørger efter ja-hatten. Som oftest får man de bedste oplevelser ved at være åben og imødekommende overfor nye kulturer, mennesker og traditioner, men nogle gange kan man godt være lidt fyldt op – og så vinder nej-hatten. Heldigvis plejer det aldrig at være sådan længe, før vi begge finder ja-hatten frem igen 😉
4. Brug drybags
Vi har altid haft drybags med os. Vi købte nogle på vores allerførste tur rundt i Sydøstasien, og der fandt vi virkelig ud af, hvor geniale de var til at holde alt vores teknologi fri for snavs og vand. På de seneste ture har vi haft en drybag til alle vores oplader og ledninger. Tager vi nogle steder hen med kameraet, hvor det kan blive udsat for fugt eller regn (f.eks. vandfald eller hvis man rejser via båd), bliver det også pakket godt ind i en drybag.
5. Læs op på lokale skikke og kulturelle forskelle
Som I nok ved, hvis I har fulgt med i noget tid, rejser vi altid med en Lonely Planet guidebog. Dem bruger vi til at læse op på lokale skikke og traditioner i det pågældende land, vi nu skal besøge. Det foregår ofte på flyet på vej til næste destination, men uanset om det er en del af forberedelsen hjemmefra eller om det er en hurtig research i flyet, giver det i hvert fald et godt overblik over landet.
6. Læs op på visumregler
Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man skal søge visum. Sådan havde vi det i hvert fald, da vi sidste år søgte visum til Rusland. Nøj, der var mange ting at holde styr på. Generelt er det en rigtig god ide at have styr på visumreglerne, for f.eks. at vide, hvor længe dit pas skal være gyldigt, om du skal have bevis for rejseforsikring og så videre. Selvom man kan få visa on arrival kan der stadig være krav der skal opfyldes.
7. Studiekort
Hvis du har et studiekort, så husk at tage det med! Vi har flere gange fået rabat på f.eks. museumsentre, fordi vi har vist studiekort. Og mere er der vidst ikke at sige om det 😉
8. Ørepropper
Jeg kan slet ikke tælle alle de gange, jeg har haft brug for ørepropper på vores rejser. På fly, på bus, på hostels, ja, nærmest alle de steder, vi har sovet. Om det har været hunde i Peru, der gøede hele natten, en natbus fuld af snorkende rejsende eller en skrigende baby på et fly. Vi har nok alle været der på et tidspunkt, right? 😛
9. Prioriter din tid
Et tip, vi måske godt selv kunne være bedre til at følge. Det er bare SÅ fristende at drøne rundt i Beijing for at nå at se alle seværdigheder og attraktioner. Men oftest får man nok ikke så meget ud af at suse rundt fra sted til sted. Vi gør i hvert fald ikke. Vi forsøger at være bevidste om, at vi ikke kan nå at opleve eller se alt, når vi ankommer til en ny destination. For os gælder det om at prioritere vores tid og prioritere de oplevelser, vi allerhelst gerne vil opleve.
10. Souvenirs
På vores første rejse holdte vi os mere tilbage end vi efterfølgende har gjort. Der er mange ting, vi fortryder, vi ikke købte med hjem dengang i Sydøstasien. Ikke fordi vi vil have et kæmpe lager med hjem hver gang, men måske bare en magnet som kan minde en om de mange gode oplevelser, når man atter er hjemme i hverdagens trummerum. Vi gør en del mere ud af souvenirs nu, og det er simpelthen så dejligt at blive mindet om vores oplevelser rundtomkring i verden, når vi kigger på køleskabet eller i vindueskarmen. Det er ikke fordi vi køber store statuer med hjem, men mere små ikoniske ting der minder os om de forskellige destinationer.