Engang tilbage i oktober skrev Maria, som står bag Rejsejulekalenderen, og spurgte om vi ville bidrage med en fortælling om vores største rejseoplevelse. Og selvfølgelig ville vi det! Indlægget udkom den 2. december her, men vi tænkte at det godt kunne klare en gengivelse her på vores egen blog.
Vores største rejseoplevelse er taget fra vores første store rejse, hvor vi var tre måneder i Sydøstasien. Vi har brugt et uddrag fra vores rejsedagbog, som vi opdaterede løbende undervejs på vores tur.
Vores største rejseoplevelse må være den allerførste længerevarende rejse vi tog på sammen. Både fordi det var den største i omfanget, men også fordi det var den rejse, der for alvor tændte rejsegnisten i os begge to. Vi havde umiddelbart ikke planlagt noget hjemmefra andet end at vi skulle lære at dykke, og vi havde kun bestilt en t/r-billet fra Kuala Lumpur. Alt indimellem fandt vi ud af undervejs. Vi endte med at rejse rundt i Malaysia, Vietnam, Cambodja og Thailand.
Den malaysiske del af Borneo var første stop. Inden vi tog af sted, havde vi nærmest ingen ide om hvor Borneo lå placeret på verdenskortet. Vi anede ikke hvad vi skulle forvente af kulturen, men alligevel havde vi en forestilling. De oplevelser som vi fik, gik langt ud over vores forestillinger.
Vi dykkede for første gang ud for Kota Kinabalu, på en båd smagte vi for første (og sidste) gang durian, i Kudat kommunikerede vi med de lokale via tegnesprog, vi holdte jul i Tawau og vi dykkede ved et af verdens flotteste koralrev ved Sipadan ? bare for at nævne nogle af de unikke oplevelser vi fik i løbet af den måned vi var på Borneo. Men den oplevelse som satte os begge allermest på prøve mens vi var i Malaysia var uden tvivl vores to overnatninger i junglen. Mens vi var afsted, skrev vi rejsedagbog, som vi delte på vores daværende hjemmeside, og det er her følgende uddrag er fra:
Da vi kom til campen, fik vi vist vores sovepladser for de næste to nætter; en lækker fugtig (læs: KLAM) madras med myggenet over i en fin hytte (læs: skur uden dør) midt i junglen. Campen bestod af gangbroer mellem træerne, som så gik rundt til toilettet, sovepladserne, to fællesområder og ned til vandet. Der var ingen rindende vand og kun elektricitet mellem 18-24, og skulle man væk derfra, var det i båd.
Sådan skrev vi den 23. december 2009 på vores rejseblog ? og lige netop det uddrag viser nok meget godt hvad vores egentlig udfordring bestod i, da vi overnattede i junglen. Det var en helt anden verden end hvad vi var vant til. Vores guides boede der en måned af gangen, men vi var nu ok med de to nætter vi skulle overnatte i junglen 😉 På trods af en fugtig skummadras, et hullet myggenet og et utæt ?sove?-skur, så sov jeg, Laura, faktisk utrolig godt. Jeg lagde ikke mærke til de rotter, der løb rundt om madrassen eller aberne, der skreg fra trætoppene. Til gengæld sov Anders knap så godt. Da først al strømmen og lyset var slukket gik det for alvor op for os hvor meget det larmer i en jungle om natten. Og det var nogle lyde vi aldrig havde hørt før. Det er en helt ubeskrivelig oplevelse.
Heldigvis var det ikke noget problem at holde sig vågen, når vi skulle af sted på båd- og trekking-ture for at se den vilde natur og de fascinerende dyr. Det var en oplevelse uden lige at sejle rundt i en lille båd og se aberne der legede rundt i trækronerne, krokodillerne der kiggede op over vandet, slangerne der hang ned oppe og hovederne på os og fuglene der fløj rundt og sang.
Ikke nok med at vi stiftede bekendtskab med en helt ny natur og anderledes dyreverden, så bød Borneo også på en kulturel oplevelse uden lige. Det var vores første møde en kultur udenfor Europa. Der var mange ting, som på en og samme tid fascinerede og chokerede os. Vi skulle forholde os til et helt fremmed sprog, en anden trafikkultur og spændende kulinariske udfordringer. Sådan nogle ting, som for os havde været helt naturlige og basale hjemmefra – vi kan kommunikere med ekspedienten ved bageren, vi ved hvilken side vi skal køre i på vejen og vi er helt trygge ved maden. Her blev vi udfordret på alle områder, men samtidig gav det os også en lyst til at udforske endnu mere, og vi så frem til at få endnu flere oplevelser på vores tur rundt i Sydøstasien.
Selvom det på sin vis var noget af et kulturchok for os, at begive os ud på egen hånd i den malaysiske del af Borneo, så gav det os også en kulturel balast og en kæmpe nysgerrighed på resten af verden. Den nysgerrighed har siden Sydøstasien båret os til både Mellemamerika og USA, og forhåbentlig bærer den os endnu længere væk. Vores rygsække er i hvert fald klar til de næste udfordringer og oplevelser.