Det er selvfølgelig individuelt hvad man har brug for, når man skal på roadtrip, men her kommer i hvert fald vores bud på de essentielle ting på en roadtrip. Vi har haft brug for alle ting de gange vi har været afsted, men vores måde at roadtrippe på har helt sikkert ændret sig fra da vi var afsted første gang i 2011 og til sidste år. Første gang købte vi et kæmpe køleskab, der kunne sluttes til bilens cigarettænder, men sidste år nøjedes vi med en simpel, rød køletaske 🙂
- Musik: Det er vel nærmest en af de mest essentielle ting ved at være på roadtrip; musikken. Vi har både hørt musik via vores iPods, hvor vi har fyldt en masse godt musik på hjemmefra, og så har vi også hørt musik via satelitradio, som var i en af de biler vi kørte rundt i.
- Kort/GPS: Ikke at det ville være umuligt at køre rundt i USA uden GPS, jeg tror bare ikke at vi ville gøre det 😉 Der er ingen grund til at udfordre skæbnen mere end højest nødvendigt. Oftest har vi suppleret med de gratis kort der kan hentes på de visitor centre der er når man kører ind i en ny stat – mest fordi jeg synes det er hyggeligt at kunne følge med på et lavpraktisk kort 🙂
- Snacks: Endnu et sted hvor vi ikke ville udfordre skæbnen, haha. Jeg har i hvert fald meget svært ved at tage afsted uden at have en eller anden form for snack med i bilen, fordi jeg er bange for at blive sulten midt ude i ingenting 😉 Oftest har vi taget noget frugt med fra hotellets morgenmadsbuffet og så suppleret op med lidt sødt og syntestisk fra Walmart.
- Vand: Om det er vand, sodavand eller noget helt tredje er jo op til én selv. Vi har købt de helt store rammer med halv liters vand, for altid at have noget med i bilen. Om aftenen har vi taget nogle flasker med på værelset for at have på køl, og så har vi haft noget koldt at drikke dagen efter.
- Tørklæde: Det kan være lidt svært at finde en temperatur i bilen som alle er tilfredse med – jo flere man er, jo sværere kunne jeg forestille mig. Jeg er lidt mere en frossenpind end Anders, men til gengæld har jeg heller ikke noget imod at pakke mig ind i sweatre og tørklæder, så vi har det oftest koldt nok i bilen til at jeg kan putte mig lidt med mit tørklæde 😉
- Oplader til musik/diverse ledninger: Det er sket nogle gange at vi ikke har fået ledningen med til musikken. Enten fordi vi har glemt den på hotellet eller fordi vi ikke har fået den med da vi pakkede rygsækken hjemmefra i Danmark. Vi forsøger at huske både en ledning med mini jack og et USB-kabel. Vi foretrækker helt sikkert det sidste, fordi det så ofte er muligt at styre musikken via rettet.
- Småpenge til parkering: Alle vores småpenge gemmer vi i bilen, så vi har til parkering diverse steder. Da vi skulle finde parkering i Nashville, TN, tømte vi sparegrisen for småpenge for at få fyldt parkometeret op, og det var nogle småpenge vi nok ellers ikke ville få brugt.
- Guidebog: Anders er altid chauffør, og så sidder jeg som co-driver og styrer baren, musikken og ruten – sådan cirka da 😉 Her synes jeg også det er meget rart at undersøge den kommende destination, så vores Lonely Planet guidebog om USA ligger i handskerummet, så jeg altid kan slå noget op eller undersøge nogle attraktioner.
- Solbriller: Som chauffør er det nok mest vigtigst at huske solbriller, men det er virkelig også rart som co-driver. Uanset hvad ville vi ikke tage afsted uden. Et lille godt råd er dog at tage solbrillerne med fra bilen og ind på hotelværelset, så de ikke ligger i solen. Anders formåede engang at få en brandvabel på sin finger, fordi han tog fat i sine solbriller, der havde ligget i vinduet i bilen.
- Vådservietter/håndsprit: Det er bare nemt at kunne få tørret hænder selvom man ikke er i nærheden af en vask. Og håndsprit husker vi næsten altid at bruge når vi har haft fat i penge. Lesson learned 😉
Hvilke ting ville I pakke til en roadtrip? Jeg tror faktisk vi ville have de samme ting med uanset om det gjaldt en roadtrip i USA eller Europa. I øvrigt glæder jeg mig virkelig til at vi en dag udforsker Europa i bil 😀
English: Some of the essentials to have with us on a roadtrip. I wouldn’t go without water, snacks, GPS, a guide book, sunglasses and so on.
2 kommentarer
Det ligner meget de overvejelser vi har gjort os i forhold til en fremtidig roadtrip, så det er rart at se, at det ikke ligger langt fra jeres erfaringer 🙂
Dog er jeg lidt forvirret over håndsprit ift. ‘når I har haft fat i penge’?
Dejligt at det kan bruges, Søs! Om ikke andet så i hvert fald for at bekræfte jeres tanker til en roadtrip, som du skriver 🙂 I forhold til håndsprit og penge, så er det fordi Anders fik en voldsom maveforgiftning i Bolivia efter at have haft fat i penge – det varede endda nogle uger. Så nu har vi altid sprit med og sørger for at bruge det hver gang inden vi skal spise.