Der er masser af ting at prøve i USA, for det naturligvis mulighedernes land. Hvis man vil prøve noget – mad, spil, shopping – er det nærmest garanteret at det er muligt i USA. Og vi havde selvfølgelig også skrevet en masse ting op, som vi gerne ville prøve mens vi var på roadtrip, som vi har nævnt HER i vores bucketlist-indlæg. Ud fra de ting vi fik prøvet, har vi forsøgt at lave en lille liste med nogle oplevelser man ikke må snyde sig selv for, når man er på amerikansk grund. Hvis I har nogle tilføjelser, så skriv dem endelig i kommentarfeltet!
Biografen
Det er jo ikke fordi vi ikke har biografer herhjemme, men vi har i hvert fald ikke amerikanske biografer. En af forskellene fra de danske biografer, er at man ikke vælger plads i USA. Det gælder derfor om at komme først ind i salen, for at få de gode pladser. Det oplevede vi bl.a. da vi skulle se den nye Batman-film, da vi for nogle år siden var i NYC. Køen var lang og snoede sig hele vejen igennem biografen, fordi man netop ikke kan reservere pladser – der er derfor heller ingen garanti for at man kommer til at sidde ved siden af hinanden. Det har dog ikke været noget problem for os, og generelt har vi altid fået gode pladser. Popcornene er selvfølgelig også anderledes – og man skal ikke snyde sig selv for en ordentlig omgang smør ovenpå, haha. Og så er der for det meste en enkelt free refill på drikkevarer!
Texas Roadhouse
Der er utrolig mange muligheder hvad angår restauranter i USA! Vi har efterhånden fundet vores favoritter, og her er Texas Roadhouse ikke til at komme udenom. Det er endnu en af de ting min lillebror har introduceret for os, da vi var på vores første roadtrip. Jeg siger jer de laver gode spareribs, og deres tilbehør er simpelthen også godt! Var det f.eks. noget med en bagt kartoffel loaded med creme fraiche, ost og bacon? Ha, det er i hvert fald ikke et sted man skal tage hen, hvis man vil spare på kalorierne 😉
Walmart og Target
Det er i sig selv en oplevelse at gå rundt i de store amerikanske supermarkeder som Walmart og Target. Først og fremmest fordi de fysisk bare er større end hvad vi kender fra Danmark, men bestemt også fordi varesortimentet er så meget større og bredere end herhjemme. Der er jo så meget at vælge imellem! Walmart er generelt billigere end Target, men Target har altså også et lidt bedre udvalg, synes jeg, af f.eks. tøj og beauty-produkter.
Lade andre tanke benzin
Der er kun to stater i USA, hvor man ikke selv må tanke benzin; Oregon og New Jersey. Jeg havde ærlig talt aldrig regnet med at andre skulle tanke for én, men vi nød det i høj grad i New Jersey, for det er jo ikke særligt spændende at tanke, haha. Nu har vi godt nok ikke bil herhjemme, men ville det ikke være ret lækkert hvis andre tankede for en?
Olive Garden
Endnu en restaurant-anbefaling! Desværre fik vi først øjnene op for den i på vores roadtrip i år, men vi fik dog taget revanche 😉 De laver fantastiske pastaretter, og der er særligt én ret på menukortet, som er helt forrygende; Braised Beef and Tortellini. Vi forsøgte at rekreere den herhjemme i weekenden, men det er altså bedst på Olive Garden.

National Parks
Er der noget der er meget af i USA (udover fast food-kæder), så er det nationalparker. Man kan nærmest ikke køre igennem en stat uden også at være tæt på en nationalpark. Selvfølgelig er afstande også noget andet i USA, og vi brugte da også ca. 2 timer på at køre fra vores hotel til Grand Canyon, da vi skulle derhen. Vi har efterhånden også fået besøgt en del nationalparker i USA, og jeg kunne næsten ikke forestille mig at køre rundt på de amerikanske veje uden også at køre forbi en nationalpark.
Arcade Games
En af de gange vi tog i biografen i USA, havde vi lidt ventetid der skulle bruges, og hvad bedre at bruge tiden på end arcade games? De fleste biografer vi har besøgt, har der været et ret godt udvalg af arcade games i foyeren, og vi fik hurtigt brugt både mønter og minutter på både air hockey og basket! SÅ sjovt! Vi havde også planer om at besøge et rigtigt sted fyldt med arcade games, men tiden løb fra os på vores tur, og vi nåede det desværre ikke 🙁

Sport games
Det var en kæmpe oplevelse at se baseball i New York! Tidligere har vi også set arena football i Dallas, og vi havde egentlig også håbet på at vi kunne nå endnu en kamp af en eller anden art i løbet af vores roadtrip. Hvor fedt kunne det ikke have været at opleve NBA-åbningskampen mellem New York Knicks og Chicago Bulls?! Hvis vi får mulighed for det på et tidspunkt, så står en basketball-kamp i hvert fald højt på listen!
Og hvad nåede vi så ikke, som vi ellers havde skrevet på vores bucketlist?
- Vi kom ikke forbi et Drive In Theater. Når vi endelig var i nærheden af et, passede det ikke med åbningstiderne, da de oftest kun havde åbent i weekenderne
- Vi kom heller ikke forbi et helt rigtigt Farmers Market, men en af de sidste dage kørte vi dog forbi et indendørs marked i Pennsylvania.
- Vi havde også planer om at besøge endnu et State Fair, som det vi besøgte i Asheville, North Carolina, og vi var faktisk også i Dallas, mens der var State Fair. Der prioriterede vi dog at leje en sportsvogn i stedet, hvilket virkelig også var sjovt 😀
- Derudover håbede vi også at vi kunne nå at besøge et flea market, men det har vi endnu til gode. Det er nok også meget godt, for hvis vi havde fundet nogle skatte, der bare skulle med hjem, ville vi have haft endnu større problemer med at pakke vores bagage 😉
English: We’ve tried to find our top things to do and try while on an American roadtrip. Of course there’s a lot of restaurants to try, and our favorites are definitely Olive Garden and Texas Roadhouse. We also love to go to the movies in the States, especially because it’s a little different from what we’re used to in Denmark. I would’ve loved to watch some more sport games, but we’d only manage to go to one game, our very first baseball game. It was so much fun, and I really hope to experience either a football or basket game some time.




10 kommentarer