Pueha… De sidste 30 timer har været noget af en rutsjebanetur. Vi lagde ud med at køre mod Sydney ved 10-tiden om formiddagen, hvor vi undervejs gjorde holdt ved et udsigtspunkt, North Brother Lookout ved Laurieton i New South Wales, for at nyde view’et over det område vi netop havde brugt to dage på at udforske. Desværre viste det sig at være en noget tåget og overskyet affære, men billedet derfra beskriver nok meget godt hvordan det sidste døgn har været: fyldt med potentiale der blot ikke er blevet forløst.
Det var planen at vi skulle overnatte i en forstad til Sydney en enkelt nat, for at aflevere vores bil i lufthavnen i dag, søndag. Her skulle vi så afhente en ny og større bil til de næste uger. Vi ankommer ved vores overnatningssted ved 15-tiden, hvor vi får nøglen og begynder at finde os selv til rette. Desværre viser stedet sig at være fyldt med kakerlakker (igen…), og da internettet heller ikke virker, som det ellers stod beskrevet, bliver det ret svært for os at ordne alt det vi faktisk blev nødt til at ordne – og der var en del. Vores billeje fra søndag og frem gav nemlig problemer og var endnu ikke blevet godkendt, samtidig med at vi ikke havde nogen overnatning de kommende dage.
Lang historie kort får vi aflyst overnatningen, forsøger at ringe til biludlejningen for at løse dét problem, og da vi ved 19-tiden havde brugt et par timer på en parkeringsplads ved en tankstation og stadig ikke havde spist hverken frokost eller aftensmad (eller løst problemerne for den sags skyld), besluttede vi os for at sætte kursen med IKEA. Endnu engang 😉 Lidt senere – med kødboller i maven – sætter vi os ned i bilen i parkeringskælderen igen for at forsøge at finde en løsning. Klokken nærmer sig 22, og vi har stadig intet sted at sove og heller ingen bil at afhente næste dag.
På mirakuløs vis (det føltes dog ikke så mirakel-agtigt i går) får vi dog ad omveje bestilt en bil, og vi beslutter os efterfølgende for, at det er for sent til at kaste penge efter et overnatningssted for kun nogle timer. Løsningen må derfor være at sove i bilen, og vi kører herefter rundt i forstæderne til Sydney for at finde et muligt sted at parkere natten over. Det finder vi ved midnatstid – ved en togstation med en tankstation som nabo, som heldigvis har et toilet 🙂 Her får vi sovet fire timers tid, afbrudt et par gange af gennemkørende godstog, og i morges ved 6-tiden bliver vi vækket af vilde papegøjer der snakker i et væk.
Vi får skiftet tøj og købt morgenmad ved en nærliggende bager, og derefter sætter vi så kursen mod lufthavnen, hvor vores relocation car bliver afleveret (den gratis bil vi har haft de sidste 10 dage, som skulle køres fra Cairns til Sydney), og vi får hentet vores nye bil.
Og endelig kunne vi i formiddags så sætte kursen mod et bed & breakfast som vi fandt på nettet sent i går aftes, da vi desperat ledte efter overnatning. Her er rart, udsigten er fantastisk, værterne er venlige, og omgivelserne er helt perfekte til at slappe af i – og det er lige præcis hvad vi vil gøre de næste par dage. Ren afslapning. Det er i den grad også tiltrængt. Vi blev taget exceptionelt godt i mod med kold juice, chokoladekage og gode historier, og vi er helt tilfredse med at blive et par dage 🙂
Det var planen, at vi ville stikke hovederne ind på bloggen i går også, men da vi pludselig fandt os selv i en bil i mere eller mindre 24 timer, gik det anderledes. Humøret er dog forsat højt – særligt her efter der er kommet ro på, mad i maven og lidt flere timers søvn på kontoen 😉 Jeg håber virkelig jeres weekend har været bedre end vores, haha.