Måske kræver det her indlæg lige en kop the og et par brunkager, for der er lagt op til et af de lidt længere indlæg med ord og billeder fra en tidlig morgen med kænguruer ved Cape Hillsborough i Australien 😉





Cape Hillsborough: En tidlig morgen med kænguruer
Ligesom på vores roadtrips i USA, får vi heller ikke planlagt alt i god tid her i Australien. I går formiddags klokken 10 da vi havde tjekket ud fra vores fine lejlighed i Townsville, satte vi kursen mod Mackay uden egentlig rigtigt at vide hvilke oplevelser vi kunne forvente i området. Undervejs gjorde vi holdt på et lille turistkontor – mest for at tisse, men også for at finde noget information om byen Mackay (som i øvrigt ikke udtales som Dylan McKay, men mere som MackaJ). Den søde dame på turistkontoret gav både kort og information om vores destination, og mens vi forsatte vores tur sydpå, satte jeg mig godt til rette og bladrede igennem billeder, tips og anbefalinger. Og det var her vi læste at der på en strand, Cape Hillsborough, 45 minutters kørsel fra vores destination, er en ret speciel oplevelse i vente til de morgenfriske.
Nu er det ikke nogen hemmelighed, at vi bestemt ikke er kendte for at være tidligt ude af døren. Vi er helt sikkert mere B-mennesker end A, men når der er gode og smukke oplevelser som belønning for at stå tidligt op, forsøger vi at komme afsted 😉 Ligesom de tre gode oplevelser vi delte her, som bestemt er værd at stå tidligt op for.
Vi fortrød måske lidt vores beslutning om at tage afsted, da vækkeuret ringede klokken 3.30 i morges, men en halv time senere sad vi overraskende nok nede i bilen på vej mod Cape Hillsborough. Den specielle oplevelse på netop den strand er, at flere kænguruer finder vej hertil tidligt om morgenen når solen står op. Tænk at kunne opleve både en smuk solopgang OG vilde kænguruer på én gang!
Selvom turen derhen gik ad kringlede og snoede veje i de sene og stadig mørke nattetimer (eller meget tidlige morgentimer…), fandt vi vej, fik parkeret bilen ved stranden og smidt kameraet over armen. Da vi kom ned til stranden, var det stadig ret mørkt, men ude i horisonten kunne vi skimte et par kænguruer sidde i strandkanten og spise løs af tangen der var skyllet op i løbet af natten. Efterhånden som solen kom frem og det blev lysere, begyndte flere pungdyr at hoppe frem fra krattet og finde vej ned til stranden. Der blev både leget, bokset, spist og hoppet – alt imens vi bare stod der med vores kamera og så på. Det var altså en ret vild oplevelse!











Vi havde kun omkring 45 minutter ved Cape Hillsborough med de søde kænguruer før de hoppede afsted igen, men heldigvis var det også nok til både at nyde solopgangen og få taget billeder af de fine dyr. Tænk at man kan få sådan en oplevelse helt gratis?! Altså næsten. For det kostede selvfølgelig både nattesøvn og benzin 😉 Og en tur forbi McDonald’s på vej hjem, haha.
Siden vi ankom til Australien sidste fredag, har vi kun spist mad hjemme. Enten toast fra vores nyindkøbte toastmaskine (som allerede har tjent sig godt ind igen) eller hjemmelavet mad i de køkkener der har været i vores lejligheder. Og hvor har det været lækkert ikke at skulle tage stilling til hvor vi skulle spise, hvad vi ville vælge fra menukortet, hvordan vi sparede flest penge og så videre. Men i morges var det altså tid til at prøve Macca’en af i Australien, som de kalder det. Med morgenmad i papirsposen og varm kakao i krusene drønede vi så ellers hjem til hotellet, hvor vi fik spist, før vi igen kravlede under den varme dyne. For med 22 grader meget tidligt i morges da vi kørte afsted, frøs vi faktisk lidt 😉
Nåe ja, så begyndte det også at regne på vej hjem, som I kan se på det nederste billede. Så det er ikke fordi vi har lutter solskin og +30 grader hele tiden, haha. Resten af dagen er i øvrigt gået i et ret behageligt og langsomt tempo, for at lade op til en lang køredag i morgen, hvor vi tager turen knap 1000 kilometer sydpå til en by lidt udenfor Brisbane. Forhåbentlig går alt som det skal, så vi kan samle endnu flere gode oplevelser sammen som den i morges.





18 kommentarer