
Vi er netop landet i vores lejlighed i bjergene tæt ved Brisbane efter en noget lang køretur. Vi tog afsted fra Mackay i morges klokken 8.30, og 12 timer og 900 kilometer senere kunne vi låse os ind i vores hjem for de næste tre dage med aftensmad fra Woolworth i hånden (kartoffelsalat og wannabe-grillpølser til de nysgerrige, haha).
Turen undervejs bød på lidt blandet vejr – mest voldsomme regnskyl, flot natur og et forsøg på at holde os selv underholdt i en del timer. De andre dage har vi kørt omkring 4-5 timer, så de 12 timer på vejen i dag krævede noget af et arsenal af både musik, snacks, tålmodighed, væske og quiz-spørgsmål 😉 Det sidste hjalp skiltene undervejs dog godt med til, for der var nogle quiz-spørgsmål om Queensland stillet op undervejs. På den strækning vi kørte, er der åbenbart stor tendens til ulykker forårsaget af træthed, så de gjorde meget ud af at fortælle, at man selvfølgelig ikke skal køre når man er træt: “Don’t sleep and drive”, “Rest or R.I.P”, “Stop – Revive – Survive” – og så videre, og Trivia blev anbefalet til at holde en vågen 🙂
Vi klarede det heldigvis uden problemer med nogle pauser undervejs, god roadtrip-musik (I kan høre et brudstykke på Snapchat: lauragraens & andersbruhn) og en quiz på telefonen, hvor vi blev klogere på alt fra den danske kongerække til staterne i USA.
Hvad gør I for at underholde jer selv på lange køreture? Kom gerne med tips, for jeg har på fornemmelsen at det ikke bliver den sidste lange køredag vi får 🙂






6 kommentarer