Vi befinder os pt. på den anden side af jorden. Down under, i Australien. Der er mere end 15.000 kilometer hjem – i luftlinje. Det ville nok tage os et par dage, hvis vi skulle flyve hjem herfra. Faktisk har vi aldrig været længere væk hjemmefra end vi er nu. Vi har været væk fra Danmark i 121 dage. Det er mere end 17 uger – og mere end 33 % af 2015. Sidste år var vi afsted i 122 dage og brugte således også omkring 1/3 ude i verden. Denne gang bliver det dog mere. Hvor meget ved vi ikke – for vi har stadig ikke nogen returbillet til Danmark, omend hjemme, familie og julehyggen hiver gevaldigt i os lige for tiden.
Det er som om december bare lige er med til at skrue ekstra op for savnet til både det og dem derhjemme. Der bliver naturligvis delt diverse billeder på Instagram fra julehyggen på de nordlige breddegrader og opdateret om en hyggelig tur i Tivoli på Facebook. Og selvom vi selvfølgelig er aktive på de sociale medier, kan jeg godt mærke, at jeg har skruet lidt ned her i december, for ikke at drukne i æbleskiver og brunkager – selvom jeg godt gad. Jeg SAVNER dansk julehygge, æbleskiver, pakkeleg, glögg, hjemmebag, julekalender og hvad der ellers hører med til december.
Selvfølgelig bliver der også julet hernede – der er julemusik i supermarkederne (så sent som i dag tog jeg mig selv i at synge med mens vi fandt aftensmad, og jeg indrømmer også at jeg kiggede længselsfuldt efter nissehuerne, haha). Og der er pyntet op til jul – med plastikgran selvfølgelig 😉 Det er ikke fordi der ikke er julestemning hernede, men det er bare noget helt andet i 30 graders varme mellem palmer og hvide sandstrande, og jeg savner altså sne, minusgrader og ægte gran efterhånden. Og selvfølgelig al den obligatoriske julehygge med familien, som plejer at fylde en del igennem årets sidste måned.
Vi går selvsagt glip af en masse når vi tager afsted – der har været fødselsdage, ferier og andre familiebegivenheder mens vi har været afsted, men savnet og hjemveen er lidt større nu efter snart fire måneder på farten og med julen bankende på. Til gengæld får vi en masse uforglemmelige oplevelser med i bagagen (som selvfølgelig også er meningen med den her tur) – vi kunne ikke ha’ oplevet vilde kænguruer på en strand ved solopgang hjemme i Danmark eller nydt denne her udsigt 😉 Det må være noget for noget, som man siger.
Hvad (eller hvem) savner I lige nu? Er I også væk hjemmefra eller er der nogle af jeres nærmeste der er ude i verden og ikke hjemme til jul?
Billederne er i øvrigt fra en af de sidste dage inden vi tog afsted. Vi gik en tur i Sønderborg med vores familier, og det var virkelig en skøn aften og en smuk måde at sige farvel på.





14 kommentarer