Man plejer at sige at Skt. Petersborg er Ruslands mest europæiske by, men med det sagt, er der stadig rig mulighed for at få den russiske kultur ind under huden. På museerne kan man få et historisk indblik i den 300 år gamle by, på restauranterne venter vilde smagsoplevelser fra bl.a. det georgiske køkken som virkelig er populært, og i gadebilledet er der fyldt med prægtig, russisk arkitektur.
Det føles som en evighed, men i virkeligheden er det kun lidt mere end et halvt år siden vi startede vores rejse og lagde ud med en uge i Skt. Petersborg. Faktisk tog det kun omkring et par timer at flyve fra København til den russiske storby, så hvis det ikke var for den lidt omstændige visumproces, gad vi godt tage endnu en smuttur til byen engang i fremtiden. Det tager jo nærmest længere tid at tage toget fra København til Sønderjylland når vi skal hjem til vores familie.
Jeg tror Skt. Petersborg er en af de byer vi har fået mest ud af. Vi fik en masse kilometer i benene, oplevede en hel del og generelt udnyttet alle døgnets timer for at danne os et indtryk af byen. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at vi havde virkelig godt vejr mere eller mindre hele ugen og at vores hostel havde en central placering. Og så havde min studieveninde sendt nogle anbefalinger vores vej fra hendes udvekslingsophold i byen. Vi fik testet en masse og prøvet en del, og i det her indlæg samler vi vores favoritter fra byen. Vores guide til Skt. Petersborg er i øvrigt også tilgængelig med SAS Remap, og i den forbindelse kan I vinde en tur til London – læs mere om det nederst i indlægget 🙂
Guide til Skt. Petersborg
Kuznechny Market
Russiske pelmeni på Pelmenya
Pelmenya
Rødbede pkhali på Khochu Kharcho
Khochu Kharcho
MAD
Pelmenya: På en sidegade til Nevsky Prospekt ligger Pelmenya. En lille hyggelig restaurant der har specialiseret sig i dumplings fra forskellige dele af verden. Vi fandt restauranten da vi ledte efter et sted at prøve pelmeni – små raviolilignende pakker fyldt med enten kød og/eller grøntsager. Pelmeni serveres enten for sig selv – eventuelt med creme fraiche – eller som en del af en suppe. Vi blev ret glade for restauranten, så vi endte med at spise her to gange. De har ikke et stort menukort, så vi endte med at prøve over halvdelen, bl.a. russiske pelmeni, tyrkiske manti, japanske gedza, georgiske khinkali. Specielt pelmeni og khinkali kan varmt anbefales. Det er et godt sted hvis man vil have et hurtigt, uformelt og billigt måltid, men samtidig ikke vil gå på kompromis med hyggen og smagen.
Reki Fontanki Embankment, 25 // www.pelmenya.com
Khochu Kharcho: Denne georgiske restaurant kommer nemt på top 5 listen over de bedste madoplevelser vi har fået på vores rejse indtil nu. Stemningen og maden var helt suveræn. Vi havde lidt problemer med at finde den til at starte med, men maden var det hele værd. Vi startede ud med pkhali – en traditionel georgisk snack som kan være lavet af forskellige hakkede grøntsager, hvidløg, nødder og krydderurter, som bliver serveret kold. Den vi fik var med rødbede, kål, valnødder, krydderurter og med granatæble på toppen. En forret propfyldt med smag og friskhed der var det perfekte match til det khachapuri med suluguni ost vi fik ved siden af – et brød med en traditionel georgisk ost. Som hovedret fik vi en georgisk version af den russiske ret solyanka, der i den georgiske version bestod af svinekød, løg, tomater, koriander og adjika (en georgisk chilisauce), samt en ret bestående af grillet kalv serveret med fladbrød og syltede løg. Hele måltidet var perfekt sammensat, og det var en fest for smagsløgene. Vi endte helt med at forelske os i det georgiske køkken – som nok er det mest undervurderede køkken vi har stiftet bekendtskab med.
Sadovaya St., 39/41 // Khochu Kharcho
Andet: Udover de to nævnte spiste vi os også mætte i blinis (naturligvis) og chicken kiev. Vores morgenmad og frokost bestod typisk af brød fra bageren. Der lå en hyggelig bager ved siden af vores hostel, hvor vi fik brød med fyld, frikadeller og pomfritter. Her opdagede vi også at russerne er vilde med dild 😉 Bagerne virkede generelt til at have et godt udvalg af mad, og det var også populært blandt de lokale – specielt i frokostpausen. Rusland er desuden kendt for deres kompot, som er en hjemmelavet frugtjuice. Øj, den savner jeg! Vi besøgte også nogle madmarkeder og var bl.a. forbi Kuznechny Market, hvor der er alt hvad hjertet begærer.
Vinterpaladset
Peter & Paul Fortress
Church of the Savior on the Blood
Kazan Cathedral
Vinterpaladset
Peter & Paul Fortress
KULTUR
Eremitagen & Vinterpaladset: Vinterpaladset er en del af Eremitagemuseet, og det er her størstedelen af museet holder til. Der er virkelig meget at se, eftersom hvert rum rundt på paladset har sin egen stil og indretning. Det vrimler med lysekroner, gamle træmøbler, pænt gulv, store malerier og spektakulært tapet. Det var svært for os at få det hele med, så det kan være en god idé at afsætte en hel dag til at vandre rundt og udforske alle detaljerne. Af kunst er der bl.a. malerier af da Vinci, Rembrandt og Van Gogh. Der er i øvrigt gratis adgang for studerende.
St. Isaac’s Cathedral: Den største katedral i Skt. Petersborg og derfor også nem at se når man går rundt i byen. Det er muligt at tage op i kuplen og nyde udsigten over Skt. Petersborg – hvis man er frisk på at gå de 300 trin op 😉
Church of the Savior on the Blood: Det er noget af et dramatisk navn, men det skyldes at den er placeret på netop det sted Alexander den Anden blev kvæstet i 1881. Kirken er virkelig også dramatisk i sig selv og måske én af de mest fotograferede i byen. Jeg glædede mig i hvert fald selv til at knipse løs med kameraet 😉
Kazan Cathedral: Katedralen ligger på hovedgaden Nevsky Prospekt og er derfor et uundgåeligt syn når man går rundt i Skt. Petersborg. Den fylder lidt med sine 111 meter “arme” (se billedet længere oppe). Om aftenen er den oplyst og også et virkelig imponerende syn. Den var desværre under renovering da vi besøgte byen, men udefra så den nu stadig vild ud.
Peter & Paul Fortress: Fortet ligger på Zayachy Island i Neva River. Der er dog nem adgang dertil via de mange broer og offentlig transport. Der er både museum, en katedral og naturligvis det store fort, og vi fik hurtigt en halv dags tid til at gå derude. Omkring fortet er der nogle små strande, som var ret populære blandt de lokale. Vi nøjedes med en gåtur både inden- og udenfor murene.
The Field of Mars
The Field of Mars
Nevsky Prospekt
Peter & Paul Fortress
BYLIV OG GRØNNE OMRÅDER
Kanaler: Skt. Petersborg er bygget op omkring en del kanaler og bliver derfor også nogle gange omtalt som Nordens Venedig. Der er over 400 broer der forbinder byen og som gør det nemt at komme rundt. Vi kørte nogle enkelte gange med bus og metro, men ellers var det forholdsvist ligetil at finde rundt og se de store seværdigheder.
Street art: Vi kom forbi en del street art som vi gik rundt i byen, og selvom det selvfølgelig ikke var den primære grund til at vi besøgte Skt. Petersborg, er det alligevel noget vi ikke kan lade være med at tage billeder af.
Rooftop views: Vi er stadig lidt i tvivl om hvorvidt det er lovligt eller ulovligt, men der bliver i hvert fald udbudt en del ture, hvor det er muligt at komme op og se udsigten fra nogle af byens tage. Vi nåede desværre ikke selv på en tur, men at dømme ud fra billeder og beskrivelser ser det ud som en kæmpe oplevelse. Tjek lige sikkerheden og reglerne først, hvis I begiver jer ud på sådan en tur. Og send billeder 😉
Parker: Der er en del grønne områder og parker i Skt. Petersborg, hvor man nyde lidt ro fra byens puls. Generelt er der gode muligheder for fine gåture enten langs kanalerne, ved Peter & Paul-fortet eller nogle af parkerne.
Selvom vi virkelig formåede at udnytte tiden, er der mange ting vi ikke nåede at opleve eller prøve. Ligesom i København er det også populært med kanalrundfart i Skt. Petersborg. Og så gad vi også godt have besøgt Kronstadt, som ligger lidt ude for byen. Det er byens vigtigste havneport, og der skulle være en ret flot katedral derude. Vi nåede heller ikke at smage en autentisk omgang borscht, men vejret lagde ikke lige op til suppe, haha.
Har I besøgt Skt. Petersborg? Eller har I planer om det? Hvis I har nogle spørgsmål til byen, er I selvfølgelig velkomne til at skrive. Vi efterlod byen med et virkelig godt indtryk, der faktisk overgik vores forventninger.