So far so good!

Jeg må ærligt indrømme at det her backpackerliv kræver lidt tilvænning. Selvom vi faktisk kun har været afsted i lidt over to uger, og deraf seks af dagene i New York, så har vi allerede fået voldsomt mange oplevelser og indtryk. Det er umuligt at gå ud af døren bare for lige at gå en afslappende tur. Ikke fordi vi bliver bombarderet med folk der vil lokke os i turistfælder, som vi blev i specielt Vietnam (og heldigvis for det!), men mere fordi der simpelthen er så meget anderledes at forholde sig til. Og ikke nok med at vi nu skal vænne os til at smide toiletpapiret i en seperat spand og ikke i toilettet, så skal vi også lige vænne os til at hovedpuden er lidt hårdere, at det bliver hurtigere mørkt og så videre – heldigvis alt sammen i småtingsafdelingen. Ikke desto mindre så vokser backpackerlivet i hvert fald mere og mere på os, og vi er endnu ikke skræmt væk af delt bad og tissemyrer på gulvet 😉

Vi tog som sagt fra Lima til Paracas i mandags, og bare busturen fra hovedstaden og ned til den lille fiskerby, var fyldt med indtryk. Jeg kunne hverken koncentrere mig om at læse eller høre musik, men sad bare og stirrede ud af vinduet og forsøgte at suge så meget til mig som muligt.

Ikke mere end to timers kørsel fra Lima, knoklede æslerne i marken, og landsbyerne samlede sig om de frodige stykker jord tæt på floderne. Landskabet skiftevis ændrede sig fra brun ørken til grønne marker med appelsintræer og bananpalmer – indimellem afbrudt af kyllingefarme, der fik selv de forhold de danske burhøns har, til at ligne luksusophold. Jo tættere vi kom på Paracas, jo tydligere blev det også hvor hårdt ramt området var af jordskælvet i 2007. Både i Paracas og nabobyen Pisco, som vi besøgte en eftermiddag, er genopbygningsarbejdet stadig i fuldt sving, og med flere ruiner end færdige huse, er der lang vej endnu. Heldigvis virker humøret højt, og vi er indtil nu kun mødt med smil og venlige.

Og det er ikke kun busturen og den lille fiskerby der indtil nu har fyldt os med indtryk. Lima bød på alt fra de sødeste kager til oksehjerter på spyd. Vi fik trænet mave i bussen, som var så fyldt, at jeg stod i en vinkel jeg ikke troede var mulig, hvor det eneste der holdt mig oprejst var mine (manglende) mavemuskler. Her var det fristende at sætte sig på de røde sæder i bussen, som jeg faktisk også gjorde en enkelt gang – helt uvidende om at der det næste stop ville storme en kvinde direkte hen mod mig og forlange pladsen. Indtil jeg fik kigget på hendes gravide mave, anede jeg ikke hvad der foregik, men jeg rejste mig blot op. Vi har så senere konkluderet at de røde sæder i offentlige transportmidler er forbeholdt gravide, ældre mennesker og folk med børn – ligesom vi også erfarede at de har specielle køer i supermarkedet til netop den gruppe. Det kan godt være vi hverken snakker eller forstår spansk, men om ikke andet bliver vi da klog af skade 😉

Når vi allerede nu har spist os mætte i kylling, drukket flere liter Inka Kola (som jeg fejlagtigt synes smager af hindbærbrus og Anders rigtignok af tyggegummi), slukket tørsten i frisk juice og flere gange kastet os ud i det peruvianske kagekøkken, så tør jeg slet ikke tænke på alle de oplevelser der venter os forude. Det er helt overvældende hvad vi har oplevet på bare 11 dage i Peru!

Derfor var det også rart med nogle rolige dage i Paracas. Vi fik gået lange ture, lavet mad (med avokado!) i fælleskøkkenet og øvet vores spanske med de lokale. Indtil videre har mit sønderjyske ordforråd faktisk gavnet mig overraskende meget, hvor underligt det end lyder. Således konkluderede jeg at “sin gas” måtte betyde vand uden brus, fordi man på sønderjysk jo siger “sinne gas” når man skal tage det roligt og derfor måtte vandet jo være roligt 😉 Om kage siger de også “torta”, og der har min mormor og morfar i hvert fald hjulpet mig godt på vej til at forstå at det da betyder kage.

Om der kommer flere sønderjyske gloser banen og hvad vi ellers får smagt af peruviansk mad, må tiden vise. Indtil videre er vi i hvert fald optimistiske og fyldt med gå-på-mod. Ja-hatten sidder de fleste dage godt trykket ned over ørerne – faktisk så godt, at da vi forleden dag gik på opdagelse for at finde et naturreservat, endte Anders med at stikke tomlen i vejret, da vi stod i vejkanten, og før jeg vidste af det, sad vi med nogle lokale arbejdsfolk på vej tilbage til byen. Sådan går det når man vender ryggen til Anders et kort øjeblik og kun når at opfatte tomlen i vejret i en skygge på jorden 😉

Konklusionen på vores eventyr må altså indtil videre være: so far so good! I eftermiddags ankom vi efter knap 4 timer i bus og en masse hårnålesving igennem bjergene til Nazca, og i morgen nat tager vi videre mod Arequipa, som at dømme ud fra billeder, ser virkelig spændende ud. Anders fandt i øvrigt en ret god deal på et hotelværelse i Arequipa, hvor vi sparer 260$ per nat og derfor slipper med 40$ for et lækkert værelse med morgenmad. Vi kører lidt med at spare på overnatning i nogle dage, for så at kunne tillade os lidt bedre overnatning nogle andre dage, og da vores overnatning i Paracas var voldsomt billigt, er det nu tid til vores belønning. I can’t wait!

Btw – vi forsøgte os i onsdags med en video fra New York, og vi vil lige høre om det er noget I synes vi skal fortsætte med. Og så god weekend til jer der nåede helt ned i bunden og fik læst det hele 😉

English:It’s time for an update on our backpacker life. The last time we travelled around like this was in Southeastasia in 2009/2010, and it does take some adjustment to get used to this backerpacker life again. That said, it doesn’t meen that we aren’t enjoying our trip. We’ve had so many experiences so far, and I can’t wait to see what’s waiting for us in the next few months.