Lige en lille opdatering ovenpå vores oplevelse tirsdag aften. Vi har bestilt busbilletter til i dag, torsdag, kl. 12.15, hvor vi tager tilbage til Piura, som vi kom fra. Hvordan og hvorledes derfra afventer vi endnu svar på fra forsikringen. Det sidste døgn har jeg virkelig ikke følt mig tryg i Mancora, og jeg har jævnligt haft tudeture – og så er det ærlig talt ikke værd at blive her. Jeg er SÅ glad for at der ikke skete noget med os, men oplevelsen af fire fremmede mænd, der omringer os i mørket, sidder virkelig i mig, kan jeg mærke.
I går fik vi hentet politirapporten på politistationen, og så fik vi provianteret så vi ikke behøvede at bevæge os mere uden for hotellet end højst nødvendigt 😉 Vores vært på hotellet her i Mancora har simpelthen været så sød til at hjælpe os med at oversætte, ringe efter transport og så videre!
Well, det var blot en lille status herfra. Jeg har lidt en følelse af at dem der tog kameraet, også tog noget af mig, fordi jeg de sidste to måneder mens vi har været afsted, har haft kameraet på mig hele tiden. Hver dag har jeg haft kameraet i hånden, og det var virkelig ubehageligt da de hev det ud af mine hænder tirsdag aften, fordi det kamera efterhånden er en del af mig. Måske er jeg bare overly attached til det kamera, eller er der andre der også bliver knyttet sådan til ting? 😉
Kameraet nåede at tage 11.534 billeder siden vi købte det i foråret, så det har gjort det godt 🙂 Og takket være Anders fik vi også reddet alle billeder, da han sneg hukommelseskortet ud af kameraet. De her billede er de sidste vi tog…
…og de er hverken redigeret, beskåret, rettet op eller andet – en lille tribute til kameraet, haha 🙂
English: Tuesday night we got robbed on the beach and lost, among other things, our new camera. It was a really tough experience with four guys surrounding us with knives, threatening us to give them all our valuables. Fortunately we didn’t get harmed, and considering the circumstances, we’re okay. Today, Thursday, we’re headed back to Piura, because we don’t feel that safe anymore here in Mancora. Well, let’s see what the insurance company decides for us and where will be going after Piura 🙂
2 kommentarer
Øv, hvor er det bare monster ærgerligt, I skulle udsættes for det. Og hvor er det godt, I ikke kom noget til. Fysisk i hvert fald, jeg kan virkelig godt forstå, sådan en oplevelse sætter sig i kroppen. Jeg håber, det hjælper at komme videre til et nyt sted.
Tusind tak for din kommentar, Maria! Det er virkelig en lorte situation. Heldigvis har forsikringen været så søde og hjælpsomme, så vi har nu fået værelse på et trygt hotel hvor vi er indtil vi tager videre. Er godt nok stadig rystet :-/