Om at blive røvet med kniv

Sådan skrev jeg tidligt tirsdag:

Mens jeg skriver det her, sidder jeg på vores lille terrasse foran vores værelse. Jeg kan høre bølgerne fra havet, solen skinner, og palmerne svejer i vinden. Jeg tror virkelig vi har fundet paradis! De sidste mange dage har været præget af mavekramper og rejsemave, og jeg synes efterhånden vi har kæmpet nok med det. Derfor har vi også brugt tiden på at slappe af, sove længe og undersøge spisesteder for at undgå en omgang madforgiftning. Det er virkelig bagsiden af medaljen vi mærker lige nu i forhold til at rejse. Priserne er også dyrere end hvad vi havde forventet, og vi bor egentlig liiidt dyrere end hvad vi selv synes er i orden, men her er rart! Det kan godt være der er myrer på gulvet, men der er til gengæld også søde, små firben der kravler rundt og hilser på 😉 Vi forsøger at passe på pengene, og der er endda også mulighed for at vi selv kan lave mad, så det skal helt sikkert udnyttes, når vi er på højkant igen.

Det er heldigvis ikke alt surt og dyrt. Vi får set de flotteste (gratis) solnedgange, og jeg bliver virkelig aldrig træt af at se på himlen og dens farvespil. Forleden aften da vi gik langs stranden, så vi endda en sæl. At den var strandet, død, stank og faktisk kunne springe i luften hvornår det skulle være, er så en anden side af sagen 😉 Det blev noget med at løbe forbi, mens vi holdt os selv for næsen, haha. Men vi så da i det mindste en sæl 😉

Ellers er status den at vi har booket værelset indtil den 4. september, for der er nemlig nogen der har fødselsdag den 3., og hvilket bedre sted end at fejre det her i paradis? 😀 Derefter tager vi længere ned af kysten i Peru. Vi havde overvejet at tage til Ecuador, men man skal rimelig langt op af kysten for at få noget der minder om Mancora, hvor vi er nu, og det kommer til at tage for lang tid, fordi vi har et fly til Lima igen den 14. september. Peru er nu også virkelig dejlig og har en masse at byde på, så jeg er sikker på at de sidste uger bliver fantastiske!

Virkeligheden er dog lidt en anden nu, og vi har hilst på meget mere “bagside af medaljen” når det kommer til det at rejse.

Om aftenen besluttede vi os nemlig for at gå ned til stranden for at se solnedgangen, som vi har gjort de sidste tre aftener. Vi tog kameraet med og satte os på stranden og nød udsigten. Da det var blevet mørkt, fortsatte vi langs stranden for at komme hjem – men så langt nåede vi desværre ikke. Pludselig hopper nogle drenge frem, og jeg får først og fremmest et chok, indtil det går op for mig at de ikke bare er unge mennesker ude på almindelig ballade. De vil have kameraet. De fire drenge omringer os og begynder at hive i kameraet. De spørger efter penge og finder både Anders’ telefon og pung. De tømmer pungen for penge og tager telefonen, mens de stadig forsøger at få fat i kameraet ved at ruske i både mig og remmen til kameraet. Jeg forstår slet ikke alvoren og er i første omgang ikke særlig villig til at give dem kameraet – indtil jeg får øje på knivene. Jeg tror ærlig talt ikke jeg har været så bange i mit liv. De fire mænd løb deres vej da de havde fået hvad de kom efter, og vi begyndte at råbe om hjælp alt hvad vi kunne. Jeg husker ikke det hele i detaljer, men resten af aftenen gik med trøst og hjælp fra en flok australiere på et nærliggende hostel, som hørte os råbe, og så brugte vi en del timer med politiet – både på patrulje og på stationen.

Klokken er i skrivende stund 4.30, og vi har endnu ikke sovet. Jeg tør ikke rigtigt, og så var der også lige en masse der skulle kontaktes, noget forsikring der skulle ordnes og en krisepsykolog der ringede os op. Jeg aner ikke hvad der skal ske nu, men hvis det står til mig, er vi færdige med Peru. Jeg forstår stadig ikke helt hvad der skete, og jeg får stadig nogle ture, hvor jeg græder over chokket ved at blive overfaldet og truet med kniv. Men jeg trot slet ikke det er gået helt op for mig endnu. Heldigvis kom vi ikke noget til! Fysisk er vi okay, mentalt kunne jeg have det bedre 😉 Anders nåede også at få hukommelseskortet ud af kameraet inden de hev det ud af hænderne på os, og takket være det + løbende backup af vores resterende billeder, gik ingen billeder tabt i røveriet!

De flotte solnedgange viste sig altså åbenbart ikke at være gratis alligevel. I øvrigt nåede jeg at sige i går at jeg faktisk følte mig tryg nok ved at gå rundt i byen efter mørke – det gik jeg så jinxet 😉 Som min far sagde, da jeg ringede hjem for nogle timer siden; der er også slanger i paradis, og det må man sige vi har fået at mærke.