Når nu vi netop lige har løftet sløret for vores rejseplaner i 2015 (og forhåbentlig også noget af 2016), tænkte jeg at det kunne være fint at kigge tilbage på første og indtil videre sidste gang vi besøgte Sydøstasien, som vi altså også satser på at dække denne gang – plus lidt mere.
I december, januar og februar 2009/2010 gik turen til den malaysiske del af Borneo, Vietnam, Cambodja og Thailand. Vietnam-billederne er på mystisk vis forsvundet – forhåbentlig ikke for altid, jeg håber bare de har gemt sig godt. Billederne herunder er derfor en god blanding af Malaysia, Cambodja og Thailand. Det land vi begge to glæder os allermest til et gensyn med, er helt sikkert Vietnam, men de billeder må I lige have til gode til en anden gang, når de er fundet 😉
Faktisk bloggede vi også da vi var afsted dengang i Sydøstasien – dog kun for venner og familie og på et andet domæne. Ligesom vi gjorde det, da vi var på vores første roadtrip i USA i 2011. Måske vi skulle finde nogle gamle rejseberetninger frem? Vi har tidligere delt lidt her om vores oplevelse på Borneo og her om vores tur til USA i 2011.
Jeg er virkelig spændt på gensynet med de lande vi allerede har besøgt. På en måde glæder jeg mig helt vildt til at komme tilbage til de steder, hvor vi har fået nogle af vores allerførste rejseoplevelser, der hvor vi er blevet udfordret og skubbet ud over kanten, og der hvor vi har lært utrolig meget om både os selv og hinanden. Men omvendt er jeg også lidt nervøs. Jeg er lidt bange for at blive skuffet. At det ikke er ligeså fedt som vi husker det. Måske er vores rejseoplevelser og minder fra dengang blevet forklædt positivt, fordi det netop var første gang vi var ude for Europas grænser?
Jeg håber det ikke. Jeg håber virkelig at det lever op på de forventninger som vores første besøg har skabt. Selvom der var mange knapt-så-rare-ting, som rotter overalt på Borneo, et noget sært malaysisk køkken som krævede tilvænning og masser af myg, så er det heldigvis ikke det vi husker mest tilbage på. Jeg håber også at vi vil kunne se bort fra de ting, når turen går dertil igen. Jeg håber at alle de gode oplevelser og positive ting overskygger de negative, og at vi får mulighed for at få nogle ligeså fantastiske dyk som første gang vi dykkede ved Borneo og nogle ligeså fantastiske madoplevelser i Vietnam.
Har I oplevet at være blevet skuffede når I er vendt tilbage til et land I allerede har besøgt én gang? Eller har det levet op til de forventninger de første besøg har skabt? USA har faktisk ikke skuffet os én eneste gang. Der er vores forventninger i den grad blevet indfriet, og gensynsglæden har været lige stor hver gang. Mon ikke det går lige sådan når turen går til Sydøstasien senere på året? Fingers crossed!
English: A little throwback to our time in Southeastasia way to many years ago. We can’t wait to go back and explore even more of the countries we visited last time; Malaysia, Vietnam, Cambodia, and Thailand. Hopefully we wont get disappointed!
6 kommentarer
Jeg har ikke oplevet det med steder jeg har været før, men har prøvet med nye steder at jeg have skruet forventningerne en lille smule for højt op for eksempel da jeg var i New York. Selvom jeg elskede byen var jeg nok også en lille smule skuffet. Er også lidt bange for Rom og Jerusalem vil blive den samme oplevelse. Der er bare de der steder man har drømt om i mange år og så det bare svært for et sted at bære det når man først kommer der hen.
Sjovt du lige nævner NYC, Majbritt! Da vi besøgte byen første gang i 2012, havde jeg en lidt sjov følelse bagefter. Ikke at jeg var skuffet, men jeg tror jeg havde forventet noget andet. Nu har jeg dog fået en fornemmelse af hvad NYC er, og jeg har tilpasset mine forventninger dertil, som har gjort af de andre besøg i byen efterfølgende har været rigtig gode – og jeg savner faktisk NYC-følelsen og at gå på opdagelse i byen!
Jeg kan helt sikkert godt følge dig med de der hypede byer. Eller ikke at de er hypede som sådan, men som du skriver, så har man nogle steder man har drømt om at besøge i lang tid, og så er risikoen for at blive skuffet også bare det større, når man endelig står det sted man har drømt om i årevis 🙂
Ih, hvor er det altså spændende læsning… Min kæreste og jeg har netop taget samme beslutning, med orlov og leje af vores lejlighed. Så den 30. Oktober, tager vi også mod Bangkok, Malaysia, Borneo og Singapore, og senere New Zealand og Australien.. Uden returbillet. Fantastisk, og på samme tid skide skræmmende! Derfor er det også skide fedt at kunne læse jeres indlæg, så man har lidt inspiration til rejsen 😀
Dejligt at du kan li’ det, Vivian! Jeres tur lyder virkelig også spændende 😀 Vi håber på at kunne nå forbi de samme lande, som du nævner. Det ville være så fedt, hvis vi kunne nå hele vejen til Australien i hvert fald! Og ja, det er nemlig fantastisk og pisse skræmmende på én og samme tid. Haha. Men til efteråret bliver det nok ret lækkert at være væk ved varme og solskin i stedet for regn og kulde herhjemme 😉
Uha, nej Kina skuffer aldrig 😉 Haha
Haha, det er jeg glad for at høre, Søs! Jeg ser virkelig også frem til at opleve Kina når vi tager afsted 😀