Jeg havde næsten glemt det, men forleden faldt jeg igen over vores anden hjemmeside; www.andersoglaura.dk. Her opdaterede vi løbende mens vi rejste rundt i Sydøstasien og senere også vores første roadtrip i USA, så familie og venner kunne følge med hjemmefra. Eftersom vi snart endnu engang står overfor en flyvetur til USA, tænkte jeg at det var lidt hyggeligt at kigge tilbage på vores oplevelse fra 2011, hvor vi den 29. maj skrev følgende, da vi landede i USA for første gang:

Så er vi ankommet godt til Newark! Det tog liiige lidt længere tid end vi havde forventet. Vi startede 7.30 lørdag morgen, var i lufthavnen omkring klokken 10. Klokken 11.15 går vi til gaten, og vores fly skulle så flyve 12.25. Men næh nej, der var desværre et teknisk problem, så det blev udsat til klokken 13. Og til klokken 14. Og til klokken 14.45. Og klokken 15.30 sidder vi endelig i flyveren! Heldigvis fik vi nogle vouchers til mad, så vi kunne få noget at spise mens vi ventede. Ikke nok med at vi var forsinkede, så blev Anders også lige taget til side til et ekstra sikkerhedstjek. Og det skulle han igennem to gange, fordi vi blev deboarded pga. forsinkelsen. Selve flyveturen gik fint. Der var en fantastisk udsigt til både Island, Grønland og Canada! Virkelig flot! Da vi så lander i Newark, skal vi selvfølgelig igennem paskontrollen. Vi var allerede nervøse, da vi stod i køen. USA er jo rimelige strikse med hvem der får lov til at komme ind. Og vores paskontrollør er dog også mistænkelig ved at lukke os igennem. Har vi et arbejde? Har vi nogen penge? Er vi gift? Hvor kommer vi fra? Hvornår skal vi hjem? Hvor skal vi bo? Hvad skal vi overhovedet i landet? Vi svarede pænt på alle spørgsmål og fik taget fingeraftryk af begge hænder! Men han var ikke tilfreds, så vi blev ført ud bagved til en sekundær paskontrol! Vi fik at vide at vi bare skulle tage plads, og så ville de kalde på os. Og vi var rimelig meget nervøse på det tidspunkt! Klokken var da 01.00 dansk tid (dvs. 19 lokal tid), og vi var meget trætte. Vi bliver kaldt til skranken og blev igen spurgt ud ? denne gang af to betjente. Hvor mange penge har vi? Hvem skal vi besøge? Hvorfor skal vi først begynde på uddannelse til september? Hvor lang tid har vi planlagt turen? Hvorfor har I sagt op? Vi svarede endnu engang på alle deres spørgsmål, men de virkede stadig ikke helt overbeviste. Vi var super nervøse! De kiggede i passet, de kiggede på os og snakkede lige lidt sammen. Og heldigvis da vi sagde at vi havde penge nok til at forsørge os selv og at vi nok skulle rejse ud af landet igen i august, lød en melding fra den ene betjent: ?Welcome to the United States? ? phew, hjemsendelse afværget. Vi fik vores stempler, og vi kunne komme videre og hente vores baggage. Vi fandt vores hotel, og klokken 3.30 dansk tid (21.30 lokal tid), lå vi endelig i vores senge på et meget varmt hotelværelse. Det var godt nok en lang dag.
I dag har vi fået byttet vores værelse, fordi airconditionen ikke virkede på det første. Vi har været en tur med bussen til Newark by, hvor vi fik handlet lidt ind, så vi er klar til at hente bilen i morgen klokken 12! Det bliver virkelig spændende. Så begynder turen for alvor 😀
Trods den lange tur og alle sikkerhedstjekkene har vi det godt. Vejret er varmt, men overskyet. Menneskene er søde. Udsigten fra hotellet klager vi heller ikke over. Vi kan nemlig se Manhattan i det fjerne 🙂
Jeg synes det er lidt sjovt at læse igen, men jeg håber godt nok at det blive en lidt mere smooth entry, når vi lander om en månedstid! Har I oplevet problemer med at komme ind i USA? Jeg ved sgu ikke hvad der er med os, men synes godt nok deres paskontrol er tunge at danse med. Billederne er i øvrigt taget da vi ventede i Københavns Lufthavn og lige da vi landede i USA og fik øje på udsigten til NYC. Kvaliteten kunne helt sikkert være bedre 😉

6 kommentarer