Vi ankom i går til Arequipa efter noget af en bustur, som vist kræver sit eget indlæg. Turen mindede meget om det ene forsøg vi gjorde i USA på at spare penge på overnatning ved at overnatte i bilen på en tilfældig Walmart parkeringsplads; det skulle bare overstås. Anyways, vi overlevede, og vi sparede i det mindste penge på hostel, fordi vi netop kørte om natten. Men om vi vil gøre det igen? Jeg ville ønske vi kunne svare nej, men desværre venter der endnu en tur i natbus om nogle dage når vi skal videre til Cusco.
Nå, nok om det (indtil videre). Da vi var i New York nåede vi ikke kun rundt og se (og spise) en masse. Vi nåede også forbi nogle drugstores og en enkelt gang en Sephora, så jeg kunne få tanket op på shampoo, neglelak og så videre. Jeg er ret stor fan af neglelak, og jeg havde med vilje hverken pakket neglelak eller neglelaksfjerner, så jeg netop kunne købe nyt i New York 😉 Shampoo og balsam havde jeg også ladet blive derhjemme (havde selvfølgelig nok til nogle enkelte hårvaske), så jeg havde alle mulige undskyldninger for at shoppe amok i de amerikanske butikker. Og som sagt så gjort.
Jeg har tidligere lavet diverse lister HER med ting jeg gerne ville købe når vi skulle til USA næste gang. Nogle af tingene er takket været NYC-shopping allerede streget og resten venter jeg med til vi skal på roadtrip, men indtil videre har jeg fået købt følgende:
- 2 styks Essie-neglelak i farverne Mint Candy Apple og Cute As A Button. Begge har stået øverst på min neglelaksønskeseddel længe, så jeg var glad for endelig at få dem i hus (og så endda kun til ca. 40 kr. hver!).
- Neglelaksfjerner fik jeg købt i Sephora. Jeg har tidligere prøvet de der smarte dåser, men denne her er indtil videre den bedste, og til ca. 55 kr. forudser jeg at der ryger flere med hjem når vi skal på roadtrip.
- Aussie shampoo og hårkur (som også gør det ud for balsam). Jeg er indtil videre fan, og dem skal jeg vist også have købt nogle flere af.
- Yndlingsdeodoranten fra Secret, som jeg helt sikkert skal hamstre flere af senere.
- Tørshampoo fra Not Your Mothers. Jeg har prøvet den før, og den gør egentlig det den skal, men Batiste er ligeså god, synes jeg.
- Niveas nye skud på stammen; læbepomade. Jeg læste en anbefaling hos Anne-Li fra Gownsandroses og måtte lige se om der var noget om dem. Indtil videre er jeg godt tilfreds, men umiddelbart er der stadig ingen læbepomader der slår den billige fra Minirisk hjemme i Fakta 😉 Det er min konto nok også meget glad for, haha. EOS læbepomaderne gør det dog også fantastisk, og jeg fik desværre ikke købt nogle inden vi tog videre til Sydamerika, men det skal jeg helt sikkert når vi kommer tilbage.
- Og så kan jeg se at solcremen, som stod på listen HER, ikke er kommet med på billederne, men den er købt og testet – og jeg er tilfreds!
Solcremen, deodoranten, læbepomaden og tørshampooen købte jeg samlet og kan ikke lige huske priserne hver for sig, men i alt blev det ca. 200 kr. for de fire ting i butikken Duane Read.
I øvrigt var det national kyllingedag i Peru i går. Ironisk nok var det så også dagen hvor vi for første gang siden vi ankom til Peru spiste oksekød til aftensmad – lige bortset fra da vi prøvede kræfter med anticuchos de corazón, som er grillede stykker af oksehjerte på spyd. Til gengæld blev dagen fejret med turens første is i Sydamerika – endda to til hver (altså ikke på én gang, haha). Vi måtte slippe med i alt knap 9 kr.! Vi kan vist godt afsløre at is endnu ikke er turens største udgift 😉
English: A little overview of my first American beauty buys. I’ve been making lists in months and been looking forward to the day I could spend all my money in a drugstore 😉 Haha. I’m not done shopping, but the rest will wait till our road trip i September and October.
4 kommentarer
Aussie laver virkelig nogle lækre produkter til håret 😉 Og lakken fra Essie, Candy Mint Apple, har jeg også og den er virkelig fin 🙂
Ja, jeg er virkelig også fan af Aussie! Og det samme med Essie 😉 Skal helt sikkert have flere med hjem af begge dele!
Oksehjerte på spyd?? Puha, lyder lidt specielt (siger hende der er blevet præsenteret for lidt af hvert på madfronten i Kina, men som ofte siger pænt nej tak. I hvert fald til indmad).
Og hvor lækkert at der er råd og mulighed for at hamstre. Jeg har endnu ikke prøvet Essie neglelakker, mest pga. prisen. Men har kun hørt godt om dem, så hvis de stod der til 40 kr lige foran mig ville jeg nok bukke under 😉
Haha, ja det var lidt specielt, men vi smagte det, og det var ikke sådan vildt ulækkert. Jeg ville dog nok ikke spise det igen 😉 Selvom jeg er glad for stegt lever, så holder jeg mig også helst fra indmad.
Ja, når prisen er så lav, så kan jeg altså ikke lade være med at hamstre lidt 😉 Jeg tror du kan været heldig at finde Essie på diverse beautysider i Danmark til omkring 50 kr., men der er farveudvalget nok mere begrænset 🙂