Når man er på roadtrip, er bilen selvsagt utrolig vigtig. For det første kommer man til at tilbringe en del tid i bilen, og for det andet er det også en væsentlig udgift at leje bil. Derudover er der en del ting man skal være opmærksom på når man lejer bil i udlandet.
Vi har prøvet at lave en guide med gode råd om billig billeje i USA og hvad man skal være opmærksom på.

Billig billeje i USA
Valg af bilklasse
Når man nævner roadtrip og USA forestiller mange sig den klassiske Ford Mustang Cabriolet og lange ensomme ørkenstrækninger langs Route 66 eller langs den berømte Highway 1. Dét er indbegrebet af den klassiske amerikanske roadtrip. Men hvad folk ikke altid overvejer er, at hvis du lejer bilen i New York og skal køre tværs henover landet, er sportsvogn ikke altid det mest praktiske. Det gælder både komforten, bagageplads og bestemt også benzinforbrug. Derudover at de også dyrere at leje end de mere ordinære biler. Man kan jo altid leje en cabriolet i en kortere periode på sin roadtrip og derved udleve drengedrømmen.
Når vi har kigget efter bil, har vi været opmærksom på følgende:
- Hvor mange skal I afsted? (2 naturligvis)
- Hvor lang tid skal I være afsted?
- Hvor langt skal I køre? (tværs over USA eller en enkelt stat?)
- Hvor stort et budget har I?
Vi har konsekvent lejet biler i klassen ‘mellem/intermediate’ eller ‘standard’ på vores roadtrips, hvor vi har været os to afsted. På vores længste roadtrip købte vi et lille køleskab som stod på bagsædet, så vi altid havde kolde drikkevarer og lidt mad med. Det fungerede rigtig godt i forhold til komfort, pris og benzinøkonomi. Specielt benzinen er vigtig. Selvom gennemsnitsprisen for en liter benzin i USA i øjeblikket ligger på små 5,4 kr., kan det hurtigt blive til mange penge hvis man kører 14.000-15.000 km. Vi har skrevet flere gode råd her.
Forsikring
Vi har været ret opmærksomme på vores forsikring, når vi har lejet bil i USA. Det er selvfølgelig ret væsentlig at have styr på, og samtidig vil man heller ikke betale for meget. Først og fremmest sørgede vi for at have en god rejseforsikring der dækkede hvis vi selv kommer til skade. Det er værd at være opmærksom på at man ikke dækker sig “dobbelt”, hvis billejeforsikring og rejseforskring f.eks. dækker det samme. Hvis man har en god rejseforsikring kan man derfor for det meste nøjes med tyveri- og skadeforsikring. Man skal dog være ekstra opmærksom på selvrisikoen, da den i visse tilfælde kan være rigtig høj. Den hjemmeside vi har lejet bil igennem alle gange har alle de nødvendige forsikringer uden selvrisiko (i USA) som standard.

Billig billeje i USA
Enkeltvejsgebyr
Hvis man lejer bil og skal aflevere bilen et andet sted end hvor man henter den, bliver man opkrævet et enkeltvejsgebyr. Det er ikke en del af den forudbetalte leje og skal betales når man afleverer bilen. Hvor dyrt det bliver, afhænger af en del faktorer, så det er en god idé at tjekke det inden man tager hjemmefra. Vi har endnu ikke lejet bil et sted og afleveret den et andet, så hvor dyrt det bliver, kan vi desværre ikke sige noget om.
Alder
Som standard skal man være fyldt 21 år for at kunne leje bil, men er man 21-24 år bliver man opkrævet et ekstra gebyr for ung chauffør. Det gjorde vi det første år, fordi vi begge var under 24 år. Gebyrets størrelse er forskelligt fra selskab til selskab, men første gang vi var afsted købte vi en samlet pakke med to unge chauffører og en tank benzin. Det endte med at koste cirka 70-80% mere end hvis jeg havde været 25 år og vi ikke havde betalt for ekstra chauffør og benzin. Så der er altså penge at spare, hvis man venter med at tage afsted til man er over 25 år 😉
Ekstra chauffør
Det er lovpligtigt at alle chauffører bliver registreret på lejekontrakten (og politiet tjekker det hvis man bliver stoppet!), så det skal man oplyse når man henter bilen. Der bliver opkrævet ekstra gebyr for hver ny chauffør der bliver skrevet på. Derudover bliver det dyrere at leje hvis den ekstra chauffør er under 25 år. På vores anden roadtrip stod jeg (Anders) derfor som ene chauffør på lejekontrakten, da det ville have været dyrere, hvis Laura skulle tilføjes (da hun stadig var under 25).

Billig billeje i USA
GPS
Alle udlejningsfirmaer tilbyder at man kan leje en GPS. Gebyret ligger typisk mellem 60 og 80 kr. per dag, men med en maks. pris på cirka 800-1000 kr. hvis man lejer bil i en lang periode. Vi har alle gange valgt at købe en GPS i stedet. Dem vi har købt har kostet cirka $100, så det har været billigere for os + at vi kunne vælge at sælge den igen eller tage den med hjem. De GPS’er vi har set de har udleveret de forskellige steder, har heller ikke været i særlig god stand eller de nyeste modeller for den sags skyld. Så medmindre du bare skal leje bil i en kort periode, kan det bedre betale sig at købe en GPS.
Hvem skal man leje sin bil hos?
Vi har efterhånden lejet bil i Japan, Australien og i USA mange gange. Ingen af gangene har vi lejet bilen direkte hos udlejningsfirmaet. Vi har derimod brugt f.eks. Auto Europe (reklame link), hvor man kan sammenligne priser og vilkår ved de forskellige firmaer på én hjemmeside. Det gør det muligt at finde den bedste pris og de bedste vilkår.
Det var altså vores gode råd til billig billeje i USA. En lang smøre, men der er samtidig også mange ting at være opmærksomme på ;)
Dette indlæg indeholder affiliate-links


7 kommentarer