Inden vi tog afsted sidste år, delte vi noget af vores indhold i vores tasker, og det samme tænker vi at gøre denne gang. Sidste år viste vi blandt andet hvad vi havde med i vores håndbagage og gav et indblik i noget af vores generelle rejseudstyr. Der kommer nok til at være noget udskiftning fra sidste år, så inden afgang deler vi nogle opdaterede versioner. I dag gælder det vores toilettasker og hvad vi pakker i dem. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget svært ved at begrænse mig, når jeg skal pakke – og det gælder i hvert fald også toilettasken. Efter vi tog billederne herunder, kom jeg da også i tanker om nogle ting jeg gerne ville have haft med. Heldigvis binder bordet ikke, og jeg kan sagtens nå at tilføje de glemte ting 🙂
Hers

Shampoo og balsam // Bodyshampoo // Clinique Liquid Facial Soap // Tangle Teezer // Neglelak: Essie Cute As A Button – Essie Basecoat – Seche Vite // Neutrogena Healthy Defense Daily Moisturizer // Garnier The Miracle Cream // Embryolisse Lait Creme Concentre // Hårolie // Tandpasta // Mascara // Vatpinde // Læbepomade // Øjencreme // Nivea creme // Hårelastikker // Secret deodorant // Neglelaksfjerner
Som pige har jeg nok en del flere produkter med end Anders. Og det kommer i hvert fald også til udtryk på billederne, haha. Jeg har indtil videre planer om at pakke de ting I ser på billedet. Der mangler selvfølgelig lige en tandbørste, negleklipper og sådan nogle ting, men ellers burde jeg godt kunne klare mig med det og så supplere op undervejs. Tørshampoo tænker jeg at tage med hjemmefra, men ellers bliver det også købt mens vi er afsted 🙂 Jeg overvejer også at tage min rensebørste med, men tænker det bliver for meget at slæbe på, når opladeren så også skal pakkes. I forhold til neglelak, er det selvfølgelig lidt en luksus, men en luksus jeg har tilladt mig selv at have med når vi har været ude at rejse 😉
His

Deodorant // Ansigtscreme // Tandpasta // Shampoo
Og så til Anders’ toilettaske. Den er vel som de fleste mænds? Der mangler selvfølgelig lidt småting som f.eks. en tandbørste, men den ender i hvert fald ikke med at blive fyldt 😉 På en måde misunder jeg ham virkelig at han kan klare sig med så få produkter. Tænk hvor simpelt det egentlig er og hvor lidt det fylder? I princippet burde jeg jo også kunne klare mig med samme produkter, men altså. Det ved vi vist godt allesammen ikke kommer til at ske 😉

Panodil // Imolope // Ipren // Køresygepiller
Udover hver vores toilettaske, har vi også altid en førstehjælpstaske med og en lynlåspose med diverse piller. Det lyder lidt overdrevet med piller i flertal, haha, men Panodil og Ipren har vi som regel med hjemmefra (altså ikke til hele perioden, bare lige til hvis vi får hovedpine på flyveturen og sådan). Derudover har vi købt køresygepiller, som vi faktisk ikke har haft med de andre gange. Jeg synes dog jeg har haft en tendens til at blive mere køresyg det seneste år – specielt på busturene i Peru kunne jeg godt have brugt nogle. Imolope pakker vi også altid. Ikke just det mest charmerende produkt, men jeg ville ikke undvære, når man skal ud på en 10 timer lang bustur og har brug for dem 😉
Den opmærksomme læser har måske også bemærket, at vi mangler en rimelig vigtig ting: nemlig solcreme. Vi har endnu ikke købt noget, for vi er faktisk lidt i tvivl om hvad der dur og hvad der ikke dur? Så hvis I har nogle anbefalinger på den front, må I endelig smide dem vores vej. Myggespray køber vi når vi når frem. Da vi var til læge i går, for at blive vaccineret, understregede hun, at det vigtigste i forhold til at undgå malaria, er at bruge tonsvis af myggespray over det hele – på sko, tøj, i håret og selvfølgelig kroppen. Og så anbefalede hun at man skiftede sko om eftermiddagen, så skoene kunne nå at tørre til næste dag. Myggene tiltrækkes nemlig af noget så charmerende som sure tæer. Jeg forudser lidt, at det kommer til at tage flere timer for os at blive klar til dagen i Sydøstasien, når vi først skal smøres ind i solcreme og derefter bades i myggespray, haha.
Hvad pakker I i jeres toilettaske? Er I på Anders’ eller mit hold? 😉
Indlægget indeholder affiliate links
English: A little sneak peek into our toiletry bags. We can’t hide the difference between the amount of stuff we each pack, haha.

8 kommentarer