Hvorfor vi aldrig rejser uden rejseforsikring

Sponsoreret indhold

Rejser I med rejseforsikring? Det gør vi! Det er noget man håber, man aldrig får brug for, men vi har faktisk brugt vores tre gange. Den første gang i 2008 vil vi ikke komme nærmere ind på, men i 2011 på vores første roadtrip i USA fik vi igen brug for vores rejseforsikring, da Anders forbrændte sit ben. Vi var i Las Vegas, og efter planen skulle vores næste stop være Grand Canyon. Vi havde allerede brugt næsten to måneder på amerikansk grund, kørt fra NYC mod Texas og videre til Californien. Derefter var planen, at vi skulle videre tilbage til NYC for at aflevere bilen, inden vi fløj hjem til Danmark igen efter vores første besøg i USA. Så langt nåede vi dog ikke. Et uheld gjorde, at Anders fik en slem forbrænding på sit ben. Der gik betændelse i det, og vi måtte have fat i vores rejseforsikring. Vi var et par gange forbi en skadeklinik, og både lægerne på klinikken og rejseforsikringen blev enige om, at det ikke var forsvarligt for os at rejse videre, så vi blev fløjet hjem.

I 2014 var den så gal endnu engang. Vi havde rejst rundt Sydamerika i nogle uger, og nu var turen kommet til lidt afslapning i den hyggelige strandby Mancora i Peru. Ligesom så mange aftener før var vi gået en tur på stranden for at se solnedgangen, men på vej hjem blev vi omringet af fire-fem mænd. Først troede jeg faktisk, at de bare havde brug for hjælp og ville spørge om noget, men det endte med, at det var os, der fik brug for hjælp. Vi havde taget kameraet med til stranden for at tage billeder af solnedgangen – som vi plejer – og det må mændene have spottet. I hvert fald ville de gerne have fat i kameraet. Og vores andre værdigenstande. De fik hurtigt omringet os, truede os med knive og var ret voldsomme ved os. Anders blev tvunget til at aflevere pung, mobil og alt andet af værdi, og i mens stod flere af dem og hev i kameraet, som jeg havde rundt om halsen. Det tog faktisk lidt tid, før alvoren gik op for mig. Det endte med, at Anders blev snittet på ryggen og slået, mens de hev så meget i kameraet, at jeg kunne mærke det i nakken flere dage efter. Egentlig har vi ikke tidligere skrevet så meget om, hvor voldsomt røveriet faktisk var. Vi ville ikke gøre dem derhjemme for nervøse, fordi vi jo alligevel endte med at rejse videre efter røveriet.

På en og samme tid gik det hele virkelig hurtigt og virkelig langsomt. Pludselig stod vi i hvert fald midt på en strand i Peru – uden kamera, uden penge, uden telefon. Og hvad gør man så? Jeg husker, at vi begyndte at råbe om hjælp, og nogle australiere kom os til undsætning fra et nærliggende hostel og fulgte os ind i deres gårdhave. De tilbød både mad og vand, alt imens jeg sad og græd og Anders forsøgte at få styr på nogle praktiske ting – som hvad der nu skulle ske, hvor skulle vi hen, hvem skulle vi have fat i. Australierne fik ringet efter en tuk-tuk (og betalte også for den) og fik tuktuk-chaufføren til at køre hen til vores hostel. Jeg husker ikke helt rækkefølgen på alt det, der skete efterfølgende, men vi fik fat i vores egne hostelværter, der hjalp os med at få fat i politiet. Vi fik fundet min computer frem og min telefon, som vi heldigvis ikke havde på os, da vi blev røvet. Og så fik vi fat i vores rejseforsikring. Det blev ikke til meget søvn den nat – i stedet fik vi en tur i en peruviansk politibil og et par opkald fra Danmark.

Anders står som regel for alt det praktiske hos os, og det er bl.a. ting som visum, vaccinationer og forsikringer, som han bruger en hel del tid på at researche. Vi har aldrig rejst afsted uden rejseforsikring, og for os er det en ligeså vigtig ting på to do listen, som det er at få styr på hotelovernatninger og flybilletter. Fælles for vores rejseforsikringer har været, at de alle har været hjælpsomme, når vi har haft brug for dem. Selvfølgelig håber man, at man slet ikke skal i kontakt med dem, men når uheldet er ude, er det rart, at forløbet er så gnidningsfrit som muligt. Vores rejseforsikringer har overtaget vores forløb og sørget for, at vi er kommet godt videre, og det er virkelig betryggende at vide, at de har vores ryg, hvis noget går galt. Specielt efter røveriet i Peru, hvor vi selv nærmest var handlingslammede.

Desværre har vores rejseforsikringer været i brug, men de er altså heller ikke sådan at kimse af. Har man én gang haft brug for sin rejseforsikring på en rejse, tager man nok aldrig afsted uden igen. Uanset om man bliver ramt af halsbetændelse og skal forbi en læge, eller hele ens verden ramler og man selv mister overblikket, så er det rart at vide, at der er nogle, der kan tage over. Vi har oftest købt vores online, som f.eks. Allianz Rejseforsikring. Her er der adgang til hjælp 24/7, så de kan være klar til at hjælpe uanset hvilken tidszone, man skulle befinde sig i. For os er det i hvert fald et punkt, vi ikke nedprioriterer, og af erfaring ved vi (desværre), hvor meget det betyder at have en vis sikkerhed, når uheldet er ude, og man har brug for den fornødne hjælp.

Save

Save