“Is it okay if I take a photo of you?”, “Can I take a photo?” – Spørgsmål jeg efterhånden har spurgt et utal af gange, specielt på vores fire måneders rejse sidste år. I 2014 satte jeg mig for at arbejde lidt mere med fotograferingen og dermed også at tage billeder af folk – og at spørge folk om jeg må tage et billede. Det fik jeg i den grad praktiseret, da vi var afsted! Jeg forsøgte lidt herhjemme først, og første gang jeg spurgte, var til det her billede. Siden da har jeg forsøgt mig én gang mere med at spørge, men det var lidt nemmere, da vi kom ud at rejse, hvor man lidt kunne gemme sig på en anden måde, fordi det ikke var vores egen by vi gik rundt i. Det er også ret tydeligt at se, for der var faktisk overraskende mange billeder af folk fra da vi var afsted 🙂
Jeg har fundet en del billeder frem af dem jeg har spurgt, hvor de selvfølgelig har givet lov – og så fandt jeg også nogle billeder, som måske skabte lidt mere konflikt og nogle billeder hvor jeg faktisk ikke liiige helt fik spurgt før jeg tog et billede. Ups. De billeder tager vi lige i et andet indlæg, for ellers bliver det her vist ret billedtungt 🙂
Billeder fra New York City
Jeg må ærligt indrømme, at det her er et af mine all time favorites af de billeder jeg nogensinde har taget. Vi var på vej fra vores hotel i NYC for at tage på tur rundt i byen, da vi kom forbi den fine politimand, som stod henslængt over en postkasse. Først var vi egentlig gået forbi ham, men så sagde jeg til Anders, at det kunne være meget fedt med et billede af ham. Og Anders opfordrede mig så til at vende om og spørge. Det har virkelig hjulpet for mig at sige det højt til Anders, og der har været mange gange hvor jeg har sagt “det her kunne være fedt at tage billede af”, hvor han så har opfordret mig til det.
Da vi på et tidspunkt kørte i subway i NYC, sad jeg ved siden af en dreng, som sad og tegnede. Endnu engang tøvede jeg lidt, men Anders hjalp mig lidt på vej, og jeg fik spurgt om jeg måtte tage et billede af hans tegning. Det var lidt anderledes, fordi det ikke var ham som person, jeg ville have et billede med, men istedet et billede af det han sad og lavede. Det gjorde det heller ikke helt så akavet i en fyldt subway 😉
Et andet sted i subway-systemet, stod vi og ventede på en station, hvor jeg lagde mærke til ham her, der stod inde i sin kiosk. Billedet har jeg tidligere vist for nylig lige her, og jeg synes faktisk det er ret fint. Der er sådan lidt Humans Of New York over det, hvis jeg kan tillade mig at sige det 😉
De her fine fly-gutter stod og small talkede i lufthavnen, da vi ventede på at komme afsted til Lima. Da jeg endnu ikke rigtigt havde taget et billede for dagen til mit Project 365, besluttede jeg mig for at tage kameraet i hånden, rende lidt rundt i lufthavnen og tage billeder af tilfældige ting, før jeg gik forbi dem og spurgte om jeg måtte tage et billede. Heldigvis var de allesammen med på det, og de var tilmed i rigtig godt humør, som man vist kan se 😉
Billeder fra Sydamerika
Jeg havde faktisk helt glemt det her billede, men blev ret glad da det dukkede op i Lima-arkivet. Vi mødte ham da vi desperat søgte efter et ceviche-spisested, som blev anbefalet i Lonely Planet Peru. Det viste sig at være noget gøgler noget, og vi blev faktisk hurtigt enige om, at Lonely Planet ikke liiige var helt på dupperne i Lima, og vi undgik at følge for mange af deres anbefalinger efter nogle lidt skæve oplevelser. Manden på billedet har dog ikke noget med det at gøre – han stod der bare og sagde ja til et billede, haha.
Ham her har jeg fortalt lidt mere om på Instagram, og han er faktisk den eneste der har spurgt om et billede af os efter jeg havde taget af ham. Det viste sig at han var fotograf, og han var helt med på at vi tog et billede af ham, og så skulle han selvfølgelig også have et billede af os, når nu vi alligevel var faldet i snak.
Jeg er faktisk lidt i tvivl om hvor det her billede er fra, men at dømme på de mange fisk på bordet, er det helt sikkert taget ude ved kysten i Peru. Hun forstod hvad jeg mente, da jeg pegede på kameraet, og nikkede også pænt da jeg spurgte om jeg måtte tage et billede af hende i færd med at rengøre fiskene.
Ham her tog jeg vist et billede af umiddelbart efter fiske-damen, og han syntes bare kameraet virkede ret interessant, så det var egentlig mere ham der lagde op til at blive fotograferet end det var mig der spurgte, så vidt jeg husker.
Det første hostel vi boede på i Cusco, lå inde bagerst i en baggård, hvor den ene aften var en eller anden fest eller fejring. Da vi var gået forbi et par gange, tog jeg mig endelig mod til at spørge om et billede (istedet for at blive ved med sniger-billede – de bliver bare aldrig rigtig gode). Heldigvis var de lokale med på den, og det var jeg glad for! I kan se nogle af sniger-billederne her 😉
På en aftengåtur rundt i Cusco, kom vi forbi en åben butik, hvor ham her manden var i gang med at arbejde. Så vidt jeg husker, tøvede jeg ikke med at spørge om jeg måtte tage et billede, men det kan godt være jeg giver mig selv lidt for meget credit, ha.
Jeg synes faktisk ikke det her billede er godt. Det ligner lidt en dårlig fremkaldelse fra et engangskamera, fordi der er de der lysforstyrrelser rundt i kanten. Jeg ved ikke helt hvad det skyldes, men det kan måske være den skranke, som han stod ved. Den var i hvert fald i glas, så der er nok noget lys der bliver kastet tilbage på en eller anden måde. Jeg tog det med alligevel, fordi jeg trods alt stoppede op og fordi jeg syntes det var et oplagt motiv til et billede – og selvfølgelig fordi jeg med fagter og gestikuleren fik spurgt om jeg måtte tage et billede.
I Bolivia gik vi en af dagene rundt i et kæmpe markedsområde, hvor vi kom forbi ham her manden ved en old school symaskine. Jeg fik taget et enkelt billede hvor man kan se ham, og så fik jeg taget nogle flere af hans arbejde ved symaskinen. Og selvfølgelig spurgte jeg om lov først 😉
Det sidste billede jeg umiddelbart kunne finde fra Sydamerika, var hende her! Vi havde købt en souvenir i hendes butik, og hun var simpelthen så glad og kær, at jeg blev nødt til at have et billede af hende. Det var hun heldigvis helt med på!
Generelt er jeg egentlig meget godt tilfreds med de billeder jeg fik taget, og jeg er glad for at jeg fik taget mod til at spørge. Der er selvfølgelig også nogle gange, hvor jeg ikke har ville afbryde, og det er også hele tiden et dilemma om at stoppe op og afbryde folk for at tage et billede, gå videre og misse et potentielt godt billede eller tage et billede i smug og håbe på at det bliver godt nok (og at man ikke bliver opdaget, haha).
Hvordan gør I? Og hvordan har I det med selv at blive spurgt? Da vi var rejste rundt i Sydamerika foregik henvendelserne med en masse gestikulationer og tegnesprog på grund af sprogbarrieren. Jeg pegede ofte på kameraet og så bagefter på dem jeg ville tage billeder af, og heldigvis sagde de fleste ja. For det meste plejer jeg også at vise billederne bagefter, så dem jeg har taget billeder af, kan se hvad det var jeg spurgte om 😉 Jeg er dog også blevet afvist nogle gange. Blandt andet af et boliviansk ældre par, som sad så fint sammen ude foran en bygning, men de vinkede afvisende med hånden, og det måtte jeg jo acceptere.
English: I’ve been looking through our archives to find some of the photos we took in South and North America last year. And it’s not just any kind of photos – it’s the photos where I had the courage to ask for a photo. Most of the time I had to use signs and my hands to explain that I wanted to take a photo of them, and luckily the majority of the ones I asked, said yes.
16 kommentarer
Det er et fedt billede af politimanden
Tusind tak! Jeg er virkelig også glad for lige præcis det billede 🙂
For få uger siden oplevede jeg ved en turist attraktion her i Canada, en Japaner tage et billede af mig i smug og så alligevel ret åbenlyst! Jeg formoder at det var på grund af mit lyse hår, men jeg tog mig selv i at blive rigtig irriteret og vendte mig hurtigt væk fra ham. Jeg synes det var ret grænseoverskridende, men havde han bare spurgt om han måtte tage et billede af mig, havde jeg helt sikkert sagt ja! 🙂
Det lyder godt nok også lidt grænseoverskridende, Tina! Jeg kan godt forstå at du ikke havde det helt godt med det. Sådan nogle sniger-billeder er bare lidt akavede. Jeg har helt sikkert også selv været den irriterende, der tog et billede af nogle, som ikke helt syntes om det – også selvom det ikke har været bevidst af mig.
Ofte når jeg cykler ud til Amager til studiet om sommeren er der også mange japaner som tager billeder af alle cyklisterne, men der rammes man ikke på samme måde, fordi det mere er af hele gruppen og ikke mig som person, hvis det giver mening? 🙂
Virkelig flotte billeder, du får taget Laura! Og det er også dejligt at høre de forskellige små anekdoter bag 🙂
Jeg er meget dårlig til at få fotograferet folk og det er jeg egentlig lidt træt af. Jeg kan godt lide, når situationen ikke ser for opstillet ud, på den klassiske “jeg sidder bare her og smiler”-måde – derfor kan jeg også rigtig godt lide dine billeder!
Tusind tak, Tina 😀 Det er jeg virkelig glad for at du synes! Jeg synes også selv det er lidt hyggeligt med de små anekdoter – både at fortælle dem til vores egne billeder, men også at læse sådan en lille bag-om-historie ved andres billeder.
Jeg synes faktisk også lidt det kan være lidt grænseoverskridende bare at tage billeder af f.eks. familie og venner uden at spørge. Man skal lidt ha’ en fornemmelse af om de er med på den, fordi sådanne billeder bliver taget i situationer og netop ikke bliver stillet op, som du nævner 🙂 Men det er selvfølgelig endnu mere grænseoverskridende at tage billeder af nogen man slet ikke kender – synes jeg i hvert fald. Det er mere fordi man afbryder dem på en anden måde.
Keep up the good work, Laura. Det er nogle rigtige fine portrætter og øvelse gør jo mester. Jeg synes også selv, at det er enormt grænseoverskridende. Især når man ved, at man langt fra er professionel fotograf. Jeg frygter altid, at folk spørger om de må se billedet bagefter og så bare griner over kvaliteten af det – det er dog ikke sket endnu 😉 Synes dog det er ærgerligt at du lægger alle de her portrætbilleder sammen i et indlæg. Du burde prøve at få spredt dem ud, da det er sådan nogle, der kommer til at stå ud blandt end masse forskellige. Giver det mening? Men ellers HIGHFIVE fordi du griber tyren ved hornene! KH
Mange tak, Sheena 😀 Det er nu lidt sjovere at tage billeder når man er ude at rejse, så det er svært med motivationen herhjemme, synes jeg. Det er nemlig super grænseoverskridende at spørge, når man ikke har noget at ha’ det i. Det er jo bare en interesse, og det jeg kan, er slet ikke noget jeg har fundet undervisning i – andet end det Anders har lært mig (og Youtube, haha) 🙂
Jeg kan godt følge dig med at det måske havde været bedre at fordele billederne i flere indlæg, så hvert porttrætbillede kom til at stå mere frem. Jeg samlede dem mere for at understrege en pointe, hvis det giver mening? Selvom hvert billede selvfølgelig ville komme mere til sin ret, hvis de blev præsenteret med flere billeder fra samme område/situation. TAK for feedback i hvert fald 😀 KH
Det giver god mening – og jeg havde nu også fanget den 😉 Men synes lige jeg ville knytte en kommentar til, hvis du nu ikke selv havde overvejet det. Synes jo netop at sådan nogle billeder fortjener ikke mindre end den rødeløber!
Og jeg er virkelig også glad for at du gider tage dig tid til at komme med feedback 😀 Det er altid rart! Det kan også være jeg ender med at bruge billederne i en anden sammen på et andet tidspunkt, for du har bestemt ret i at de kommer til at stå mere frem når de ikke allesammen sættes op ved siden af hinanden 🙂 Og sådan lige præcis sådan nogle billeder gider jeg nemlig rigtig gerne dele igen, fordi jeg også selv er lidt mere stolte af dem end andre 😉
Sikke nogle flotte billeder! Jeg har ikke taget så mange billeder af personer, for jeg tør ikke rigtig spørge, så det skal jeg nok blive bedre til! 🙂 Det er jo alligevel mennesker, der er med til at definere en kultur og et land og ikke så meget de der attraktioner 😉
Det eneste portræt jeg vist nok har taget af et andet menneske på en rejse er det af gadedrengen i dette indlæg:
http://ohmygown.dk/2013/09/ecuador-1/
Det gør virkelig ondt i mit hjerte sådan at tænke tilbage på. Jeg prøvede at kompensere for min dårlige vestlige samvittighed ved at købe tonsvis af hans tyggegummier. Suk.
Tusind tak, Emma! Det krævede også lidt af mig i starten, da jeg øvede mig i at tage billeder af folk – og selvfølgelig spørge først. Det tog lige et par gange før det faldt mig lidt mere naturligt 🙂 Og du har helt rart – det er jo netop de mennesker man møder undervejs, som virkelig giver et indblik i kulturen på en måde, som attraktioner og seværdigheder ikke helt gør.
Det af ham du har fået taget, har godt nok også et sigende udtryk. Jeg kan godt forstå at du købte en masse af hans tyggegummier. Det er svært at stå for!
Jeg plejer at spørge med mindre at det er situationen som jeg egentlig vil have et billede af, så er det ikke altid at jeg får spurgt 😉 Jeg synes altid at det er så underligt, at blive spurgt for hvorfor vil folk have et billede af lille mig? Det forstår jeg ikke altid 😉 Jeg har så også oplevet, at folk (indtil videre er det vist kun kinesere), som har stillet sig lige op foran mig og taget et billede af mig – uden at spørge, rimelig mærkeligt. Den ene gang lagde en kvinde endda hendes hånd mit på mit lår – uden at spørge, så tog de billedet, sagde tak og gik. Det var simpelthen så absurd, at jeg ikke kunne lade vær med at grine flere minutter senere!!
Jeg kan helt sikkert godt følge dig i det med situationen vs. personen. Nogle gange vil man heller ikke afbryde den situation man gerne vil have et billede af, for at risikere at det forsvinder. Det bliver netop også ofte fint med billeder, hvor personerne ikke ved at man tager et – selvom det selvfølgelig er pænest at spørge om lov først 🙂
Det er sjovt at høre om dine oplevelser med at blive spurgt! Det lyder næsten helt creepy med hende der lagde en hånd på låret :O Det ville virkelig freake mig ud, haha! Kan godt forstå du grinte i hvert fald, for det virker jo helt absurd i situatinen 🙂
Helt enig!
Hun havde først sat sig helt tæt på min, hvilket generede mig en smule og så kom hånden. Jeg freakede ikke ud for det gik vist lidt for stærkt til at jeg kunne nå det, blev “bare” dybt chokeret og overrasket! Det var bare så langt ude i mit hoved, der er kineserne og danskerne vist meget forskellige kulturmæssigt 😉
I sådan situation kan man virkelig heller ikke nå at reagere, før det er overstået og man lidt tænker “Hvad skete der lige der?!”. Ja, jeg tror du har ret, at lige på det punkt med at tage billeder på den måde, hvor personer nærmest bliver en attraktion i sig selv, der er der store forskelle mellem kinesere og danskere 😉