Måske har I allerede set på Instagram, at vi var på et lille midnatseventyr mellem fredag og lørdag? Anders opdagede ved et tilfælde billetterne til en fuldmånerundvisning på Københavns Rådhus og slog til. Vi var derfor nogle af de heldige, der kom på tur rundt i rådhusets kringelkroge nærmest midt om natten. Det indebar bl.a. en tur op i rådhustårnet, da klokken slog midnat, men desværre var vejret ikke med os, og vi fik derfor ingen fuldmåne at se – til gengæld fik vi set så meget andet, som var det hele værd. Vi sluttede turen af med at spise de famøse rådhuspandekager i Snapstinget, og bare det i sig selv er jo nok for sådan nogle madører som os 😉
Rundvisningen var fyldt med en masse gode historier om det gamle rådhus, som faktisk er et slot. I didn’t know either! Da vi var færdige med turen rundt på slottet, tog vi 5A hjem, og det virkede som om nærmest hele København var kogt ned til en enkelt bus. En begivenhedsrig aften må man sige!
Jeg gad faktisk godt gå mere på opdagelse i København. Selvom vi efterhånden har boet her i over 6 år, er der stadig mange ting jeg mangler at opdage, se og prøve. Det er som om man ikke altid er helt god til at få oplevet den by man faktisk bor i. Er I gode til at gå på opdagelse i jeres egen by og udnytte alle de tilbud der er i f.eks. København? Og har I nogle gode anbefalinger til hvad man ellers skal og må opleve og prøve i København?
English: The night between Friday and Saturday we went on a little adventure at the Copenhagen City Hall. We got all the way up in the tower and had the most beautiful view of Tivoli with all its Christmas lights.
2 kommentarer
Jeg studsede godt lige over det på Instagram – hvordan I lige fik set Tivoli oppefra 😉 Men fed oplevelse! Har aldrig hørt om det, haha. Jeg har set nogle ting i København, men slet ikke alt ift. hvad turistbøgerne nok siger. Jeg synes nu ikke det er noget jeg mangler som sådan – noget af det bedste ved København er jo netop at bo her og opleve hverdagen 🙂 Og så at udforske lokalområderne og se hvad de har at byde på.
Jeg kan anbefale pub-crawls som en måde at opleve lokalområdet på. Vi kender nogen, som arrangerer det hvert år, og det finder så sted på fx Vesterbro, Nørrebro, Frederikserg, Nordvest, osv. Sjov måde at opleve nogle af de snuskede steder, som man måske ikke liiige går ind på selv 😉 Det er sjovere som en gruppe.
Haha, ja det var virkelig en vild oplevelse! Det blæste godt nok en halv pelikan oppe i tårnet, men hold nu op hvor var det flot! Specielt fordi Tivoli netop var dækket i alverdens julelys 😀
Jeg har heller aldrig hørt om det før, og det var også et tilfælde at Anders opdagede det. De har åbenbart flere af sådan nogle ture, og de bliver hurtigt udsolgt. Det kan i hvert fald anbefales!
Du har helt ret, Søs. Bare hverdagen i København er skøn! Jeg ærgrer mig dog lidt over at der er så mange ting jeg endnu ikke har fået set og oplevet selvom vi bor her, så jeg håber lidt at vi fremover er bedre til at komme ud og opleve byen 🙂 Pub-crawl lyder som en god måde at opleve byen på! Vi har faktisk snakket om det, og jeg tror vi har nogle planer efter jul 😉