Hvad er mere passende end at vise billeder fra et sne-lignende landskab, når det ligeså stille drysser ned med sne over København? (At det så burde være forår, +10 grader i solskin er en helt anden sag…).
Vi har tidligere vist billeder fra White Sands National Park, men slet ikke nok. (Til gengæld fik I dengang en god historie om politiet, der var lidt tøvende med at lade os køre videre, fordi vi havde glemt vores pas). Det var et virkelig spændende sted at tage billeder, fordi vi hele tiden blev udfordret af solen, skygger og sandet. Specielt når det blæser, gælder det om at passe ekstra godt på, at der ikke kommer sand i kameraet 😉 Vi brugte en eftermiddag på at udforske gips-ørkenen og nyde solen. Det blev dog hurtigt koldt så snart solen gik ned, så der skyndte vi os tilbage til bilen og kørte afsted for at finde barbecue til aftensmad. Åh, hvor jeg savner de amerikanske roadtrip-dage!
White Sands er verdens største klitområde med gipssten, og selvom det umiddelbart kan se lidt mindre eventyrindbydende ud end f.eks. Yosemite, er der stadig mulighed for at bruge en god portion tid på at gå på opdagelse i området. Man kan relativt nemt køre rundt blandt bunkerne af det hvide sand, og undervejs er der parkeringsplads med tilhørende picnic-område. På trods af at vi besøgte White Sands i februar uden for sæson var der relativt mange mennesker, der benyttede sig af muligheden for at kælke ned af bakkerne og nyde en bid mad i sandet. Der var faktisk også en del der brugte det gratis tilbud om at tage med på en guidet tur gennem sandbakkerne, og der var vi selvfølgelig en af dem – gratis er godt, når man forsøge at rejse på budget 😉 På turen fik vi en hel masse information om dyrelivet, sandet, bjergene omkring og historien omkring White Sands, og vi sluttede af med at nyde solnedgangen, der langsomt gjorde det koldere og fik os til næsten at løbe ned mod bilen.
Ligesom de øvrige nationalparker, vi har talt om i løbet af ugen, er White Sands helt sikkert også et besøg værd. Vi er dog glade for, at vi ikke brugte mere end halvanden times tid på at køre efter det, og jeg tror også kun, vi vil anbefale at opleve det, hvis man alligevel er på de kanter (det ligger i det sydlige New Mexico, ikke så langt fra grænsen til Texas).
Har I oplevet et lignende landskab andre steder i verden? Eller måske også lagt vejen forbi White Sands National Park i New Mexico? I 2010 prøvede vi at kælke ned ad sand i Vietnam, så vi sprang pænt over denne gang og nøjedes med at beundre parken på gåben og fra bilen 🙂
I øvrigt er White Sands et National Monument og kategoriseres ikke som en National Park. Derfor gælder årskortet America The Beautiful heller ikke til parken, men indgangen koster til gengæld ikke ret meget. Da vi besøgte parken i februar, kunne vi køre lige igennem, da “betalingshuset” var lukket og bommen var åben. I anledningen af National Park Week indtil i morgen er der dog gratis adgang, ligesom i de andre parker. I kan se hvilke parker, der er også har gratis adgang lige her.
Fik I også set vores indlæg fra Yosemite, Death Valley, Zion, Grand Canyon og Mesa Verde? Alle parker har hver især deres unikke natur at byde på, og hver gang vi kigger på billederne, giver det os kun lyst til endnu mere eventyr.