Den store streg henover kortet er linjen for solformørkelsen den 21. august
Når vi senere på sommeren tager til USA, bliver det hele lidt anderledes, end hvad vi tidligere har gjort. For det første har vi allerede en rute planlagt nu. For det andet bliver en stor del af overnatningerne som camping. På vores tidligere roadtrips har vi slet ikke planlagt så meget på forhånd som vi har gjort nu. Og vi har heller ikke prøvet at campere i USA før. Vi blev dog bidt af den oplevelse, det var at campere i Australien i december 2015 og januar 2016, så nu prøver vi.
Der er selvfølgelig nogle grunde til, at vi har planlagt så meget af turen på forhånd. Normalt er vi nemlig store fortalere for at have frihed til at vælge undervejs og ikke have meget planlagt på forhånd, men blandt andet på grund af solformørkelsen den 21. august, blev vi nødt til at booke camping, for at være sikre på at have et sted at overnatte. Det lader nemlig til at blive noget af et tilløbsstykke 😉 Derudover skal jeg lave feltarbejde løbende til mit speciale, så forhåbentlig har vi mere tid til både speciale og oplevelser ved at have planlagt så meget på forhånd.
Som I også kan se, er ruten blevet lang. Først havde vi egentlig ikke planer om at køre så meget vest på, men da vi endnu ikke har oplevet Yellowstone, Grand Teton, Glacier og Rocky Mountains blev vi enige om at se om det kunne lade sig gøre at køre den lange tur. Vi undersøgte muligheden for at flyve fra øst til vest, men i sidste ende kunne det bedst betale sig at køre turen. Og det har vi nu besluttet os for at gøre 🙂
Selvom en hel del af vores roadtrip allerede er planlagt, er der selvfølgelig stadig plads til anbefalinger. Så hvis I har nogle tips eller gode råd til steder at se eller spise, så kom endelig med dem 🙂 Mange af punkterne på kortet nu er egentlig bare for at kunne huske nogle steder, der er værd at besøge, hvis vi skulle ende i nærheden af dem. Og turen ned mod Great Smoky Mountains skyldes, at min lillebror er på udveksling i nærheden af Asheville, North Carolina, så vi håber på at kunne køre forbi og sige hej 😉
6 kommentarer
Sikke en fed rute Anders og Laura! (-: Jeg glæder mig til at følge med i jeres eventyr endnu engang. Og hvor er det heldigt, at det lige passer med solformørkelsen – sikke en oplevelse at få med (-: Jeg er i LA på det tidspunkt, så det er jo et stykke fra, hvor den er total. Men google fortæller mig, at jeg stadig delvist vil kunne opleve den. Spændende!
Masser af sommerhilsner herfra (-;
Vi glæder os virkelig også til at komme ud og opleve alle de stop, vi har sat ind på ruten 😀 Og ja, da vi fandt ud af at det passede med solformørkelsen, blev vi enige om at vi ligeså godt kunne se om det ikke kunne lade sig gøre. Jeg håber, at du også kan opleve noget af det i LA 🙂 Du må lige råbe op, hvis vores ruter krydser hinanden på et tidspunkt. Det kunne være virkelig hyggeligt at sige hej! 🙂 Håber du får en god tur – og god sommer i det hele taget!
Også rigtig god sommer til jer! Så hyggeligt at vi kan følge med hos hinanden på herinde og på insta Masser af hilsner herfra
Tak, Sarah! Ja, det er virkelig hyggeligt 😀 Bliver spændende at følge med i din tur!
Jeg ville anbefale Asheville, men kunne så læse at i selv havde tænkt jer det 😉
Tag en tur på Blueridge Parkway, virkelig en af de bedste oplevelser fra vires roadtrip sidste år 🙂
Det er kun dejligt med endnu en anbefaling til Asheville 😉 Vi stoppede der for et par år siden, men håber at kunne opleve mere af byen og området denne gang. Og helt sikkert også Blue Ridge Parkway! Det er simpelthen sådan en flot køretur 😀