Nu har vi efterhånden været afsted i tre ugers tid og i Peru i omkring to uger. I løbet af de to uger i Sydamerika, er oplevelser haglet ned over os og observationerne er efterhånden blevet ret mange.
Ovenpå det noget teksttunge indlæg i går, er der her en lille liste uden nogen sammenhæng andet end at det er hvad vi har observeret og oplevet mens vi har været blandt peruvianere og deres kultur:
- Skraldebilerne spiller sange, bl.a. denne sang fra Den Lille Havfrue, så man (går vi ud fra) kan høre at nu er det tid til at gå ud til vejen med ens skraldespand.
- Vi klarer os indtil videre fint med vores noget skrabede spansk og tegnesprog, men det er ikke helt gennemtænkt af os at vi kan spørge “Hvor meget?” på spansk uden at forstå deres svar. Den talrække skal snart læres!
- Laura føler sig høj i forhold til lokalbefolkningen, juhuuu 😀
- Lima – og egentlig også de andre byer – er meget lav og minder os om en kombination mellem Warszawa og det nordlige Vietnam, specielt bjergbyen Sapa.
- De er glade for kager – og det er vi også 😉
- I Arequipa forholdt de sig meget rolige, da der den ene aften pludselig blev fyldt med røg i hele byen – der må ha’ været en brand i nærheden. Vi fik røde øjne og ondt i halsen af at være på vores hotelværelse, så vi søgte tilflugt hos Starbucks og fik varm kakao, og da vi havde nydt den og snakket om hvordan jeg skulle gribe mit feltarbejde an i Bolivia, var røgen heldigvis væk, og vi gik hjem – dog med en så kraftig bållugt i tøjet, så man skulle tro vi havde været på spejderlejr i en uge.
- Selvom bananerne er små (en tredjedel størrelse af dem vi er vant til fra DK), så smager de stadig fremragende.
- Deres jordbær smager ret meget anderledes end de danske, men de gør sig glimrende som juice.
- Vores hotel serverer kokablade og kokathe til morgenmaden. Begge dele skulle hjælpe på højdesyge.
- Trafikken er sindssyg, men på en anden måde end i Asien. Der er MANGE biler, og det er virkelig survival of the fastest – som fodgænger kan det godt være lidt en halsbrækkende affære.
English: We’ve now been in Peru for about two weeks, and through these past weeks, we’ve been observing and getting a ton of experiences. We’ve among other things noticed how much the love bakeries and how low the cities are (Lima reminded us of both Warsaw and the northern part of Vietnam, especially the city Sapa).
4 kommentarer
Hold op hvor har I fået blogget meget siden sidst jeg droppede forbi (start juni) – men fedt at I har mulighed for det, mens I er på farten! Skal lige ha’ læst mig gennem alle de seneste indlæg for at blive up-to-date med jeres færden 🙂 Ser hvertfald ud til at I har oplevet en del allerede nu. Fortsat god tur! 🙂
Haha, ja vi sidder ikke stille, så der er en masse at blogge om 😉 Håber ikke projektet med at læse det igennem er for uoverskueligt! Og tusind tak. Turen går i nat videre til Cusco, hvilket vi begge er ret spændte på 😀
Ethvert sted hvor befolkningen er glad for kage, kan man da næsten kun elske. 😛
Haha, det har du helt bestemt ret i! Jeg er i hvert fald ret glad for deres kageudvalg 😉